Tour de France - Myter, fakta eller spin?
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
”På den tid var vejene ganske forfærdelige, og det medførte et utal af punkteringer. Rytterne i Tour de France var delt op i to kategorier. De udvalgte stjerner og de ”isolerede”, som havde meldt sig på eget initiativ. Jeg tilhørte den sidste gruppe og modtog ret beset overhovedet ingen form for støtte, så det at gå i lag med et løb af den størrelse var alene en bedrift, en overmåde dristig beslutning, der som motivation havde eventyrlyst og glæden ved ”le bécane”, stålhesten.”
Vi er i Tour de Frances tidligste periode. Citatet er fra 1913 – ti år efter avisen L’Auto introducerede cykelløbet Frankrig rundt. For første gang deltog en dansker i løbet: Christian Christensen, en ung mejerist, der var kommet til Frankrig, blev gift og slog sig ned i Cherbourg. Han var en habil cykelrytter og så ivrig, at han meldte sig til det store løb. Det var en voldsom tur, han begav sig ud på: De 15 etaper var alle over 300 km lange, ja, fjerde etape fra Brest til La Rochelle den 5. juli 1913 var på hele 470 km.! Her blev Christensen nr. 46 efter næsten 21 timer i sadlen. Christensen gennemførte hele Tour de France, men han var dog blevet elimineret efter 13. etape i Alperne, fordi han kørte forkert og endte uden for tidsgrænsen. Men han gennemførte faktisk også de to sidste etaper, skønt det var uden for konkurrencen! En flot præstation på en tung cykel uden gear og på meget dårlige veje.
Historien om Christensen har været fremme tidligere, men det er alligevel en fin historie at læse i Ole Skjoldhøjs Tour-bog, hvis første bind netop er kommet. Den omhandler tiden fra før Tourens begyndelse i 1903 og perioden op til 1939. De to næste bind er planlagt til at udkomme i 2015 og 2016, så der må vi altså væbne os med tålmodighed. Det er ikke fordi, der mangler bøger om Tour de France. Især naturligvis på fransk og engelsk, men også i Danmark er der en pæn stak bøger, der beskæftiger sig med verdens største cykelløb. Tidligere og nuværende ryttere har fortalt om løbet – det samme har Jørgen Leth og ikke mindst Joakim Jakobsens store bog om hele løbets historie er værd at stifte bekendtskab med (den første udgave af bogen er anmeldt på historie-online: http://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/sport-idraet-krop-sundhed-sygdom/le-tour)
Men med Ole Skjoldhøjs bog bevæger sig os virkelig ned i materien. Det er en rigtig ’nørde’-bog med alskens detaljer om de enkelte ryttere – stjernerne såvel som de mindre kendte, cykelmærkerne, mere eller mindre excentriske sportsdirektører og ikke mindst løbets direktør Henri Degrange, som bestemt ikke var helt almindelig, forsøg på snyd (fx ved at hage sig fast i en bil, få pace af en hjælperytter – det var faktisk ikke tilladt – skyde genvej eller simpelthen tage toget for at komme hurtigere til målet), introduktionen af den gule trøje, de forskellige bjergpas i Alperne og Pyrenæerne. Og historierne om hvordan uheldige ryttere selv måtte gå ind til en lokal smed for at reparere en brækket forgaffel eller andet. Og han skulle selv gøre det – der måtte ikke modtages nogen form for hjælp – kommisærerne overvågede, at alt gik rigtigt til og idømte bøder og tidsstraffe, hvis ikke rytteren klarede sig selv.
Det er både spændende og underholdende læsning, men man skal holde tungen lige i munden, for der droppes detaljer og især navne i en lind strøm. Et lille eksempel kan gives fra løbets første årgang i 1903:
”3. etape Marseille-Toulouse (423 km). Feltet skulle passere Midi-regionen og røg ind i en hidsigt blæsende mistral, der ramte rytterne frontalt, så de krummede sig hen over raceren og gispede under anstrengelsen ved at skulle træde gennem denne vindmur.
Efter Arles (88 km) delte vejen sig og den lokalkendte Jean Dargassies, en ubeskrevet rytter kaldet ”smeden fra Grisolles” – han var før starten i Paris blev mødt med spørgsmålet ”kender du Garin og Georget?” [datidens stjerner], og havde rapt returneret, ”aldrig hørt om dem, men de har vel heller ikke hørt om mig”, denne Dargassies tog uheldigvis fejl af nogle jernbaneoverskæringer, og han kørte sammen med Garin, schweizeren Charles Laeser (1879-1959), dennes landsmand Anton Jaeck (1882-1942), Gaston-René Salais og Gustave Pasquier 8 km af et vildspor inden gruppen blev klar over miseren og fik vendt om.
Ved kontrolposten i Bèziers (240 km) signerede Garin, Julien Samson, Eugène Brange (f. 15. februar 1872) og Pothier samtidigt. Georget plagedes af frygtelige smerter, tarmsystemet brændte, maven ville intet holde i sig, slog kramper og han tabte konstant terræn.”
Man må sige, at løbets pionerer udstod ufattelige lidelser på turen rundt i Frankrig. Det gør rytterne stadig – men det kan nok siges at være på et lidt andet plan.
Ole Skjoldhøj har med en imponerende detaljerigdom og sans for de mange gode historier skrevet om de første knap fyrre år af løbets eksistens – og samtidig forsøgt at skære igennem nogle af historierne og myterne, som ikke sjældent blev skabt af skribenter på avisredaktionerne. Skjoldhøj har pløjet sig gennem bjerge af samtidige aviser, skrifter og bøger for at give os den rigtige historie og luget i løgn og rent skønlitterære beskrivelser, der ikke bundede i det umiddelbart oplevede. Og det var ikke småting, skribenterne kunne finde på for at gøre beskrivelserne af løbet mere spændende.Men det må man læse selv.
Det er et imponerende stykke arbejde, der vil tale til mange af os sofaryttere, der hver sommer følger begivenhederne i det smukke franske landskab. Undertegnede glæder sig allerede til de to næste bind.
Der skabes stadig myter og fortælles gode historier om ære og mandsmod på landevejen og i bjergpassene. Men prøv en gang at læse om, hvad de tidligste pedalartister blev udsat for – man tror det næppe!
