Tynd luft - Danmark ved VM i Mexico 1986
Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv
”og så skyder han … nej. .. han venter! Aahrrgh, Miiichael Laudrup! Det er…genialt, det der!”
Man behøver vist ikke at være fodboldfanatiker for at kunne huske dette Svend Gehrs-citat fra den fantastiske kamp ved VM i Mexico 1986 mod Uruguay, de både taktisk og teknisk stærke benbrækkere fra Sydamerika, der forud for turneringen blev nævnt som mulige favoritter. Uruguay havde ganske vist en storspiller som Enzo Francescoli, men Danmark havde Laudrup og Elkjær og Lerby, ja et helt hold af stjerner, der denne dag foldede sig ud med så smuk en sejr på 6-1, at holdet for en tid var hele verdens kæledægger. De spillede smukkest og mest effektivt, havde personlighederne og nu kunne VM gå til Sepp Piontek og hans udvalgte. Tyskerne blev også slået, og Piontek fik sin hævn over Beckenbauer, men så kom Spanien og Butragueño, og det blev til et næsten lige så spektakulært nederlag som de foregående sejre havde været opsigtsvækkende.
Det er skønt at kaste sig over denne velskrevne bog om fodbold og samfund i 80’ernes første halvdel. Det er ikke til at lade være med at læse videre, for skønt man godt ved, hvordan det ender, så vejen derhen en fornøjelse at følge, når en skribent som Joakim Jakobsen folder sig ud. Normalt kan vi glæde os over hans sports- (og andre) skriverier i Weekendavisen, og for få år siden skrev han et digert værk om Tour de France. Det er blevet lidt ligesom Per Høyer Hansen i gamle dage i Information og Tipsbladet – en sportsskribent, som det altid er værd at læse.
Joakim Jakobsens udgangspunkt er 1979, hvor Piontek tiltrådte som træner for et landshold, der tabte og tabte – og som måtte gøre det, fordi ingen i Danmark havde den nødvendige kynisme og vindermentalitet. Det var en dansk folkesport at være lige ved og næsten, ikke at stikke snuden så langt frem, at man blev tysk, eller det der var værre, det var OK at tabe med 3-1, når man nu havde lavet det smukkeste mål. Og alt sammen var det en følge dels af dansk mentalitet, dels af DBU’s bagudskuende opfattelse af professionalisme. Med Piontek – den benhårde back fra Østpreussen – og med et kuld af spillere, der førte sig frem i europæiske ligaer blev tingene ændret. Nu ville de vinde; hvis det skulle være på kynisk vis, så OK, men ret hurtigt begyndte spillet at flyde og folde sig ud så flot, som var det 70’ernes hollandske hold. Det var ikke tilfældigt, eftersom de fleste at spillerne havde spillet eller spillede i Holland eller Belgien, og førte spillestilen med til landsholdet, hvor den blev yderligere forfinet. En af de taktisk ting, der pegede fremad, var den bageste midtbanespiller, som i dag er en af de væsentligste brikker på de store hold – den blev udviklet af en af de mere anonyme, men højt værdsatte spillere på 80’erne-holdet, Jens Jørgen Berthelsen. Holdet havde desuden nogle helt utrolige spidskompetencer på angrebsområdet. Det var svært at dæmme op for Elkjær i sig selv, men så var han oven i købet støttet af Laudrup, Arnesen og Lerby – og Berggreen ikke at forglemme, der bare løb og løb, Jesper Olsen, der driblede, liberoen Morten Olsen, der sagtens kunne finde på at gå med frem – og lynbacks i Sivebæk og Andersen. Jeg havde helt glemt, at Henrik Andersen allerede her spillede et stor rolle, han var jo også med til at vinde EM i 1992 – og jeg havde også glemt, at Jan Mølby spillede så godt – eller måske fortrængt det efter at have hørt ham som kommentator til fodboldkampe: han var bedre til at fordele bolde på midtbanen og til at drøne på mål end at fortælle, hvad han mener om en given kamp i TV.
Alt det får vi historien om – hvad der gik forud, hvilke udviklinger, der skete i tiden op til VM i 1986 – og kampene ved VM i detaljer, så man genkalder kampen for sit indre blik og får lyst til at se dem igen efter så mange år. Joakim Jakobsen ser udviklingen af fodboldholdet i sammenhæng med samfundets udvikling. Vi ville ikke mere være en andenrangs nation, men frem i forreste række i et globaliseret samfund, og der var ikke noget i vejen for at ville det.
”Det var et andet land, der svævede ud på den anden side af landsholdets ærgerrige, seje realisering af potentialet 1979-86. Andre hoveder, andre tanker, andre mål. Lidt større vovemod, lidt mere nøgtern vurdering af muligheder og svagheder. Frem for at var det et Danmark med en anden kropstemperatur, et lidt kvikkere stofskifte (…) I de to årtier siden 1986 har forklaringerne på dette ændrede selvbillede lydt på nationaløkonomisk bedring og selvstændighed, Murens fald, den kolde krigs ophør. Det er sikkert sandt. Men i det mindste var de geopolitiske forandringer og økonomiske konjunkturer ledsaget af et stort landshold, som gjorde op med vante forestillinger og bindinger.”
Skønt det naturligvis er en bog om fodbold, så er det altså også en bog om det danske samfunds udvikling i en bestemt periode. Det gør det til mere end en fodboldbog, men det gør også samfundsbeskrivelsen fejende flot og vildt underholdende. Joakim Jakobsen har kort og godt begået et brag en bog, som det er svært at blive andet end begejstret for. Jeg behøver dog nok ikke anbefale den, den skal såmænd nok blive solgt og slugt – vi er trods alt mange, der rent faktisk kan huske dagene, eller rettere nætterne, i sommeren 1986.
