Writing Lives in Sport
Af Johnny Wøllekær, Odense Stadsarkiv.
Sporten dyrker sine helte. Sportsstjerner fascinerer, og de er omgivet af hysterisk interesse. De største helte bliver myter, mens de endnu er i levende live. Kun rock'n'roll og filmlærredet dyrker i samme grad sine helte.
Hvert år udkommer et utal af biografier over sportsstjerner. Sportsbiografien er en dybt fascinerende genre - men også ekstrem kompleks. Aarhus University Press har derfor netop udsendt bogen Writing Lives in Sport, der rejser en række centrale spørgsmål om sportsbiografier. Bogen handler om at skrive idrætsfolks historie - det være sig estimerede sportsstjerner, de mindre kendte eliteidrætsfolk og de relativt ukendte idrætspædagoger og -forskere.
De fleste sportsbiografier er skrevet af (sports-)journalister, mens det er meget få, som er forfattet af professionelle historikere eller forskere, og som er resultatet af et længerevarende forskningsprojekt. En af de få undtagelser er historikeren Hans Bondes disputats om gymnastikpædagogen Niels Bukh.
Antologien Writing Lives in Sport indledende artikel er skrevet af Birgitte Possing, der giver en bred introduktion til den historiske biografi som genre. Hun konstaterer straks, at det er meget kompliceret at skrive en historisk biografi. Hendes bud er at blande fascination med kritiske reservationer, systematisk argumentation og kildekritik. Artiklen giver et godt udgangspunkt for bogens andre artikler.
Hans Bonde tager tråden fra Birgitte Possing op i sin artikel om Niels Bukh, som han bruger som udgangspunkt for at opregne nogle generelle karakteristika for den historiske biografi. Bondes pointe er, at man ved at kaste lys over en enkelt persons liv kan fortælle meget om samfundsudviklingen generelt. Da Bonde forsvarede sin disputats, blev han stærkt kritiseret for at gå for tæt på - at inddrage intimsfæren. Bonde diskutere derfor ganske naturligt også spørgsmålet om, hvor meget privatlivet skal inddrages i de biografiske analyser.
Et af sportsbiografiens største dilemmaer er, hvordan navigerer man mellem myter og sandheder? Hvorfor lever nogle idrætsfolk videre i folks bevidsthed i generationer, mens andre - måske endda med større præstationer - hurtigt glemmes? Allerede Birgitte Possing peger på faren for mytologisering, når man biograferer en person - en fare, der lurer over alt, og som genren også selv dyrker. Mytologiseringen er et gennemgående tema i flere antologiens bidrag. Det gælder f.eks. Niels Kayser Nielsens fine lille artikel om den svenske fodboldspiller Lennart "Nacka" Skoglund, der blev en myte i levende live. Nackas historie er fortællingen om arbejderdrengen fra det sydlige Stockholm, der begynder på bunden, men som formår at gå hele vejen, og som ender som national fodboldstjerne i 1950'erne og 60'erne. Niels Kayser Nielsen ser Nacka som en metafor for den svenske velfærdsmodel, da hans brilliante karriere i den svenske selvforståelse blev udlagt som bevis på, hvad det socialdemokratiske Sverige kunne udrette. Historien om Nacka er historien om en succesfuld sportsmand, der på grund af egne evner og på grund af de rammer som samfundet gav, kunne hæve sig ud over den sociale arv.
Også Gertrud Pfister kredser om mytologiseringen i sin artikel, hvor hun fremhæver et andet af biografiens gennemgående problemer, nemlig det at biografierne (næsten) altid bliver skrevet af en person, som beundrer den person, som de skriver om. Richard Holt trækker en anden af biografiens svagheder frem, nemlig at den har tendens til at skabe sportshelte, mere end vice versa. De kendte bruger med andre ord biografien til at promovere sig selv.
En særlig form for biografi er livshistorien, der - som regel - adskiller sig fra den traditionelle biografi ved, at den tager almindelige "ukendte" personer under behandling. Det er heller ikke den enkeltes liv som sådan, der interesserer, men derimod det mønster eller de strukturer, der kan fremdrages, når flere livshistorier lægges op ved siden af hinanden. Et par af antologiens bidrag handler om livshistorien som arbejdsredskab til at kortlægge nogle generelle tendenser. Mette Krogh Christensen har således gennemført et forskningsprojekt, hvor hun har lavet en lang række interviews med idrætslærere, der har fortalt om de erfaringer, som disse har gjort med en krop, der ældes. Hun bruger biografien som sociologens forsøg på at overvinde dualismen mellem samfund og individ.
Også Leena Laine og Else Trangbæk tager i deres artikler afsæt i livshistorier - sportskvinders livshistorie. Else Trangbæk bruger således livshistorier til at fortælle om tre forskellige idrætsmiljøer, nemlig gymnastikhøjskolen, Paul Petersens gymnastikinstitut og idrætsklubben.
Antologien, der også har bidrag af John Bale, Fiona Dowling, Jeffrey Hill og Martti Silvennoinen, har også artikler om finsk arbejderidræt set fra kvindeperspektiv og en sammenligning af eftermælet for de to engelske idrætsmænd, fodboldspilleren Jackie Milburn og atleten Godfrey Brown.
Biografien som genre har i de seneste årtier fået noget af en renæssance, og man kan spørge sig selv: Er biografier over idrætsfolks liv anderledes end andre biografier? Næppe! Antologien Writing Lives in Sport rejser en række spørgsmål som ikke kun gælder sportsbiografien, men som gælder alle slags biografier. Antologiens 13 artikler er meget forskellige, men hver på sin måde kredser de (eksplicit eller implicit) om biografiens metodiske problemer og dens faldgruber. For alle, der arbejder inden for feltet af idrætshistorie, idrætssociologi eller bare beskæftiger sig med (auto)biografisk materiale, er der derfor god inspiration at hente i bogen.
