Det hvide snit
Af Winnie Maria Bak
Lad det være sagt med det samme. Hér er ikke tale om hverken hyggelæsning eller godnatlæsning.
Alligevel er det en bog, man ikke kan komme udenom, hvis man interesserer sig for medicinhistorie og for hvilke behandlingsmetoder, man har anset for rimelige overfor f.eks. åndssvage under forsorg og psykiatriske patienter i Danmark i nyere tid.
Bogen ”Det hvide snit” er skrevet af Jesper Vaczy Kragh, der er ph. d. i medicinhistorie og gennem en lang årrække har arbejdet med dansk psykiatrihistorie og ikke mindst med de fysiske behandlingsmetoder, som vandt frem i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.
Det hvide snit blev voldsomt udbredt som anvendelse af behandling af især skizofrene, og man kan mene om det, hvad man vil i dag, men fakta er ifølge Kraghs undersøgelser, at det ikke blev anset som spor kontroversielt i samtiden. Heller ikke selvom der i patientjournaler og lægeskrifter ikke blev lagt skjul på, at man ikke regnede med at indgrebet ville føre til en egentlig helbredelse, ligesom man også var fuldt ud klar over, at der var mange bivirkninger forbundet med indgrebet.
Faktisk var der så få kritiske røster, at selvom der tidligere havde været en forespørgsel fra Folketingets Ombudsmand, var det først i 1974 med en ny forespørgsel fra en ny ombudsmand og den efterfølgende rapport i 1982, der noterede mere omfattende skadevirkninger end hidtil antaget, at der begyndte en egentlig afvikling af psykokirurgien.
Det var som nævnt især de skizofrene der blev indstillet til indgrebet, men også en lang række andre patienter med diagnosen psykopati, tvangsneurose samt manio-depressiv psykose kom på operationsbordet. Og hvorfor blev de så opereret, når nu man var fuldt ud over, at indgrebet hverken var helbredende eller risikofrit? Dette er der forskellige årsager til ifølge Jesper V. Kragh.
Blandt andet var der tale om et dobbelthensyn. I indikationerne til det hvide snit, eller Lobotomi, var det symptomer som kraftig uro, ødelæggelsestrang og aggression, der var motivationen for indgrebet. Man mente, at selvom der ikke var den store chance for helbredelse, ville et ophør af denne uro og voldsomme adfærd være så stor en gevinst for patienten samt plejepersonalet, at dette blev vægtet højere end risikoen ved indgrebet.
Individets frihed og patienternes udbytte var altså ikke det eneste parameter, men dette var ikke en holdning, psykiatrien havde patent på. Også på andre områder som f.eks. åndssvageforsorgen var det ganske almindelig praksis i det danske samfund på den tid, da operationerne virkelig tog fart, at tage et større hensyn til samfundet end til individet.
En anden faktor var, at der ingen reel kritik var af de mange lobotomier. Det var meget tabubelagt i datiden at have en psykisk lidelse, og samtidigt var der ingen intern uenighed bland lægestanden indenfor psykokirurgi. To meget vigtige faktorer i forhold til f.eks åndssvageforsorgen hvor der voksede kritiske forældreforeninger og støtteforeninger frem ret tidligt i forhold til sterilisering og kastrering af de åndssvage ud fra et samfundshensyn.
En vigtig faktor var naturligvis også, at man ikke havde andre muligheder for at behandle de psykiske patienter. I starten af 1900-tallet fandt man ud af, at der skete en bedring med nogle patienter, hvis de blev podet med malaria. Herefter fulgte chok-behandlingerne i perioden 1937 – 1942, hvor patienterne fik indsprøjtninger med insulin eller cardiazol. Insulinbehandlingen foregik ved, at patienterne fik indsprøjtet insulin adskillige gange, og når de var gået helt i coma, fik de sukkervand via en tragt og sonde gennem næsen. Der var dog ingen af behandlingerne, der virkede særlig tilfredsstillende overfor patientgruppen med skizofreni, og da der allerede var blevet gjort forsøg med lobotomi-indgrebet i andre lande, besluttede man sig for at begynde på denne form for ”behandling” i Danmark også. Således blev de første patienter overført til den neurokirurgiske afdeling i København i 1939 for at få udført det hvide snit.
I perioden fra 1939 til 1983 nåede mindst 4.500 patienter at få udført en lobotomi – nogle fik hele to eller tre operationer. Og dette til trods for, at det ingen helbredende effekt havde, at de fleste patienter udviklede kraftig epilepsi efterfølgende samt til trods for, at man stort set ikke vidste noget om hjernekirurgi og altså i bogstaveligste forstand famlede i blinde, når man ragede rundt i patienternes hvide hjernesubstands.
Alt skal naturligvis ses i samtidens rette historiografi, men man bliver alligevel en anelse beklemt, når man læser om de mange operationer og dette også ofte på patienter, der udtrykkeligt havde frabedt sig operationen. Allerværst bliver det dog, når man læser, at operationen også blev udført på børn helt ned til 6 års-alderen. Alene på Rigshospitalet blev der i perioden 1948 til 1958 lobotomeret mindst 20 børn under 14 år. Flere af disse børn blev udsat for det mest radikale indgreb i form af en total lobotomi hvor hele den hvide substands i hjernen blev overskåret, og andre, der ikke med det samme fik denne type indgreb, blev senere re-lobotomeret. Flere af børnene fik skader af operationerne og af de rapporter, neurokirurgerne i flere tilfælde fik tilsendt af patologerne ved senere dødsfald blandt de opererede børn, fremgik det at børnene havde haft svære følgevirkninger af det hvide snit.
