Livet som indsats
Af Poul Ulrich Jensen
Da George Washington en kold december morgen i 1799, et par år efter at have forladt sit embede som USA’s første præsident, red ud for at tilse sine marker, pådrog han sig en halsbetændelse. Den forholdsvis ufarlige tilstand skulle ende med at blive hans død, for han blev behandlet af en hel stab af fremtrædende læger. Åreladninger, brækmidler, afføringsmidler og sennepsplastre, der skulle genoprette balancen mellem kroppens blod, slim og galde, tappede den hårdt prøvede patient for kræfter, men inden han udåndede, nåede han dog at takke lægerne for deres indsats. Den havde da også været helt i overensstemmelse med tidens normale praksis. Også et dansk statsoverhoved, Christian den Ottende, blev i 1848 offer for en fatal åreladning, der forvandlede en forkølelse til en dødelig blodforgiftning. Det kunne således i en ikke så fjern fortid være med livet som indsats, når lægen blev tilkaldt.
Klaus Larsen, der er journalist på Ugeskrift for læger og forfatter til adskillige udgivelser om lægevidenskabens historie, beskriver i sin nyeste bog den lange og dramatiske vej til vores moderne, effektive medicin. Den var rig på livsfarlige misgreb, groteske fejltagelser og vanvittige eksperimenter, men førte også til geniale og uventede gennembrud. Grækeren Hippokrates bliver ofte betegnet som lægekunstens fader, der for 2400 år siden forsøgte at forklare sygdommes væsen som en ubalance mellem visse kropsvæsker – blod, slim, gul og sort galde. Den græsk-romerske læge Galen (ca. 130 – 217), der blandt sine patienter havde både gladiatorer og romerske kejsere, udviklede denne teori, kaldet humoralpatologien, yderligere i så mange medicinske skrifter, at de ikke bare udgør den største samling af en enkelt forfatter fra antikken, men også blev grundlaget for europæisk lægekunst de næste 1600 år. Medens andre videnskaber gennem århundrederne gik frem med stormskridt, blev medicinen stående på et ubegribeligt lavt stade.
Op gennem 1700-tallet kom der dog sporadiske opdagelser, hvor den mest skelsættende var den engelske læge Edward Jenners opfindelse af koppevaccinen, et effektivt middel mod den frygtede sygdom, der indtil da havde kostet utallige menneskeliv. Klaus Larsen anfører dog en anden opdagelse som det absolutte vendepunkt i lægekunstens udvikling, og det indtraf i 1865, da den skotske kirurg Joseph Lister begyndte at gennemvæde sårforbindinger med en karbolopløsning. Han havde læst om franskmanden Louis Pasteurs teorier om mikroskopiske organismer som årsag til sygdom og forrådnelse. Hidtil var så godt som ethvert kirurgisk indgreb blevet efterfulgt af en sårinfektion, så i mange tilfælde døde patienten, selv om operationen lykkedes. Karbolen gjorde sin desinficerende virkning og reducerede de følgende år dødeligheden på Listers operationsafdeling fra 45 til 15 procent.
Den nye videnskab, bakteriologien, var ved at holde sit indtog i medicinhistorien. Den var ellers blevet mødt med en del skepsis i lægekredse, og i 1850’erne havde den østrigske fødselslæge Ignaz Semmelweis kun høstet hån og udstødelse blandt sine kolleger, da han påviste, at den dødelige barselsfeber, der hærgede på fødeafdelinger, skyldtes snavsede hænder hos de assisterende læger. Tidligere tiders teorier om et luftbårent smitstof, miasma, blev afløst af laboratoriernes opdagelser af de mikroskopiske organismer, der fremkaldte sygdomme som tuberkulose, kolera, tyfus, syfilis og stivkrampe. Pionererne var Louis Pasteur i Frankrig og Robert Koch i Tyskland, og de nærede lige som deres to nationer ingen varme følelser for hinanden. Det var dog ikke nogen ufrugtbar konkurrence, for i den indædte kamp supplerede deres fremskridt hinanden. Lægekunsten, der et godt stykke op i 1800-tallet ikke havde haft meget andet at byde på end i bedste fald unyttige behandlinger, fik efterhånden evnen til at kurere patienterne. Den var blevet en videnskab, men der var stadig plads til groteske kurmetoder og tragiske fejltagelser. Årtierne omkring 1900 skulle vise sig at blive kvaksalvernes og patentmedicinens guldalder.
Kviksølv, arsenik og andre giftstoffer havde tidligere været en almindelig del af lægernes indsats mod enhver dårligdom, og i 1880’erne var alle apoteker leveringsdygtige i morfin, kokain og kloroform udleveret uden recept. Det kunne dysse et hyperaktivt barn i søvn og kurere hoste og tandpine. Også et nyt stof, heroin, fik en begejstret modtagelse. Da medicinalfirmaet Bayer sendte det på markedet i 1898, konstaterede det britiske lægetidsskrift The Lancet, at det angiveligt var uden ubehagelige bivirkninger og kunne ordineres i relativt store doser. Det danske Ugeskrift for Læger fulgte trop med en omtale af forsøg, der viste øjeblikkelig virkning ved hoste, astma, bronkitis og endda tuberkulose. Især børn blev målgruppe for markedsføring af hostesaft og pastiller med et højt indhold af opium, morfin, heroin og kokain. Det indbragte fabrikanterne store formuer og tog livet af tusindvis af børn.
For mennesker med sindslidelser har uhyggelige misgreb og groteske fejltagelser langt op i tiden været en del af de eksperimentelle behandlinger. Fra en tilværelse som djævlebesatte, der skulle gemmes af vejen bag lås og slå, over prygl og chokbehandling til indgreb i hjernen, har de været hjælpeløse ofre for mere eller mindre vanvittige eksperimenter. I 1935 havde den portugisiske neurolog António Egas Moniz rettet sin opmærksomhed mod hjernens pandelap, der blev anset for at være centrum for psykiske sygdomme. Moniz foretog indgreb, der læderede denne lap, og lobotomien eller ”det hvide snit” kom til at gå sin sejrsgang trods dets voldsomme bivirkninger. Indgrebet blev normalt foretaget ved at banke en modificeret issyl gennem patientens næseryg ved øjenkrogen og vrikke den rundt i hjernevævet. Det ødelagde som oftest personligheden og efterlod patienten i en hjælpeløs tilstand, som det var tilfældet med præsident John F. Kennedys søster Rosemary, der efter et indgreb i 1941 tilbragte resten af livet på en institution. Moniz derimod havde succes. Han fik Nobelprisen i 1949. Lobotomien blev også i Danmark et hyppigt anvendt indgreb i neurokirurgien, og vi var et af de lande, der udførte flest operationer og fortsatte i længst tid. De første patienter blev opereret i 1939 og frem til 1983 blev det til mindst 4500.
Som Klaus Larsen slår fast, er det jo meget nemt at være bagklog, så det er et dogme blandt historikere, at man aldrig må bedømme fortiden på nutidens præmisser. Og slutfacit på medicinens lange og trange udvikling er da også, at bortset fra kopper er vi i dag stadig udsat for alle de sygdomme, tidligere tiders læger stod magtesløse overfor. Men efter alle fortidens fejltagelser kan de nu forebygges og behandles effektivt, så på 150 år er den gennemsnitlige levetid i Danmark omtrent fordoblet.
Bogen om lægevidenskabens vildveje og patienternes risikable rolle er både velskreven, spændende og højst tankevækkende. Og så er den forsynet med mange fremragende illustrationer. Den kan varmt anbefales.
[Historie-online.dk, den 8. november 2023]
