Menu
Forrige artikel

Personalhistorisk Tidsskrift 2008:2

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 5124

Af Poul Ulrich Jensen

Ingen klokker ringede længere, og ingen græd. Faktisk døde man på så uhyggelig, frygtelig og skrækkelig vis, at ingen pen kan beskrive det”. Sådan oplevede en krønikeskriver i 1348 pestens hærgen i den italienske by Siena. Den Sorte Død havde holdt sit indtog i Europa året før, og fra havnebyerne ved Middelhavet spredte den sig nordpå og ramte Danmark i 1350. Gennem godt 360 år gjorde pesten ved hyppigt tilbagevendende udbrud et voldsomt indhug i befolkningen, indtil den efter en sidst epidemi, der i 1711 især ramte København og Helsingør, endelig forsvandt. Personalhistorisk Tidsskrift har udgivet et temanummer om denne sygdom, der med sin ekstremt høje dødelighed havde stor betydning for Danmarks demografi og naturligvis også greb ind i mange slægters historie.

I temanummerets første artikel beskriver Michael H. Gelting den pestepidemi, der gik gennem Europa fra 1347 til 1353. Kildematerialet er sparsomt, men de få beretninger om forløbet, som fx denne anmeldelses indledende citat, efterlader ingen tvivl om de fatale konsekvenser for de samfund, der blev ramt. Betydeligt sværere er det for nutidens medicinhistoriske forskere at nå til enighed om, hvilken sygdom der egentlig var tale om. Var den identisk med den byldepest, som helt op til 1900-tallet udløste epidemier i Indien og Kina, og hvis smittevej - overførsel af bakterien Yersinia pestis via den sorte rottes lopper til mennesker, blev beskrevet i 1890’erne? Eller var det en langt dødeligere nu forsvunden afart, der smittede fra person til person? Artiklen opridser de væsentligste aspekter i den spændende men endnu uafklarede diskussion.

De senmiddelalderlige danske pestepidemier har stået i skyggen af det første udbrud i 1350’erne og derfor ikke været genstand for nogen nævneværdig forskning. De har kun efterladt sig sparsomme optegnelser, men Lars Bisgaard har søgt at råde bod på denne mangel ved at inddrage den samtidige gavegivning til kirken. I artiklen Kirken og pesten i senmiddelalderen forsøger han at identificere mulige danske epidemier imellem årene 1360 og 1500 ved at opregne de gavebreve til kirken, der sikrede giveren messelæsning efter døden. Ud over stor overensstemmelse mellem år med mange gavebreve og pestepidemier i nabolandene er det for nogle af disse år også muligt rent faktisk at finde oplysninger om pest i Danmark i diplomatarisk materiale, årbøger og indskrifter.

På det mere lokale plan har Michael Dupont undersøgt pestens hærgen i Helsingør fra 1575 til 1578. Det er på grund af manglende kildemateriale normalt ikke muligt at udføre egentlige demografiske studier af danske lokaliteter før 1600-tallet, men for Helsingørs vedkommende  forholder det sig anderledes, idet der er bevaret en række klokkeregnskaber helt tilbage fra 1500-tallet for byens to kirker. Hermed er det muligt at udregne antallet af årlige begravelser. Samtidig var Helsingør - Øresundstoldens hjemby - på grund af de mange udenlandske skibe særligt udsat for pestsmitte. Ud fra klokkeregnskaberne har det været muligt at identificere ikke mindre end fire epidemier i det undersøgte tidsrum mellem 1575 og 1578. De kostede tilsammen omkring en tredjedel af byens borgere livet. Meget tyder på, at smittevejen var fra person til person, og sommetider udslettedes alle medlemmer af en husstand. Børn var de mest udsatte, men også nogle erhverv som skomagere, snedkere, tømrere og bagere havde en markant overdødelighed.

Præsten Andreas Brandt i Nordborg på Als førte fra sin tiltrædelse i 1621 en slags uofficiel kirkebog, en pligt, der ellers først blev pålagt præsterne i 1645. Peter Christensen har ud fra disse optegnelser undersøgt, hvordan to pestepidemier i 1620’erne påvirkede et mindre lokalsamfund og fuldstændig overskyggede de andre plager, som første halvdel af 1600-tallet var så rig på. Et andet vidnesbyrd om hvordan pesten påvirkede de mennesker, der oplevede den, findes i Ole Worms korrespondance. Han oplevede på nærmeste hold den epidemi, der ramte København i 1654, idet han foruden at være rektor for Københavns Universitet også var professor i medicin og drev lægepraksis. Lise Gerda Knudsen giver ud fra studier af hans brevveksling med familie, kolleger og venner en beskrivelse af sygdommens symptomer, udbredelse og dødelighed, samt af de foranstaltninger myndighederne iværksatte for at begrænse epidemien.

Fra 1650’erne skulle der gå næsten 60 år inden det sidste udbrud, der ramte Helsingør og København i 1711. Karl-Erik Frandsen har gennem omfattende studier i det store kildemateriale fra Helsingør, der bl.a. omfatter den lokale sundhedskommission, kortlagt spredningsmønsteret for denne epidemi, der mere end halverede byens indbyggertal. Pesten ramte særdeles selektivt, således at én husholdning kunne blive totalt udslettet, medens de nærmeste naboer gik helt fri. Også Peter Buntzen har pesten i Helsingør som emne for sin statistiske undersøgelse. Skattemandtalslister, kirkebøger, Kronborgs fæstningsregnskaber og adskilligt andet materiale danner grundlag for de mange udregninger, og kommunionslisterne over altergængere er undersøgt for om muligt at finde en af kilderne til smittespredningen. Mange trodsede nemlig henstillingerne om at undgå større forsamlinger ved at søge trøst i kirkens nadverritual.

Pesten var gennem århundreder en håndgribelig trussel, som man ikke kunne stille noget op imod, og for datidens mennesker forekom den at være et næsten selvstændigt væsen med sin egen vilje. Charlotte S.H. Jensen har i artiklen Pesten i folketraditionen undersøgt, hvilke tanker, følelser og forestillinger, der er blevet overleveret i den danske folklore. Et enkelt spor af tidligere generationers beskyttelsesforanstaltninger kan stadig ses i landskabet, de såkaldte pesttjørne, plantet over begravede pestofre for at afholde sygdommen fra yderligere spredning.

Tilsammen giver de otte bidrag et godt indtryk af den forskning, der foregår for at forstå pesten både som sygdom og som en faktor, der gennem flere hundrede år med jævne mellemrum greb afgørende ind i det danske samfund. Nye oplysninger er med stor opfindsomhed blevet uddraget af kilderne og kan indgå i den medicinhistoriske debat, der ifølge en af artiklerne har raset de seneste tredive år, især i Norge, med samme voldsomhed og virulens som i sin tid stridens genstand, dog uden samme fatale følger.

Tidsskriftnummeret beskæftiger sig ud over pesten i Danmark i tre artikler med mysteriet om en pyramideformet gravsten på Braaby kirkegård, en igangværende undersøgelse af pensionatets historie i Danmark fra 1880 – 1960 og en slægtsforskers beretning om 50 år som arkivgæst.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Pigerne fra Sprogø
IQ 75
Verdenshistoriens største epidemier