Sct. Hans 1816 – 2016
Af Poul Ulrich Jensen
Det engelske bombardement af København i 1807 medførte store ødelæggelser, og blandt de ramte bygninger var Sct. Hans Hospital, hvis ”usle syge” og ”ulykkelige afsindige” ud over en chokerende oplevelse også stod uden tag over hovedet. De mange patienter fik et midlertidigt ophold på Frederiksborg Slots ladegård, indtil de i 1816 kunne flyttes til herregården Bistrupgaard ved Roskilde Fjord, der var blevet omdannet til hospital. Her opstod efterhånden et omfattende kompleks af bygninger, og Sct. Hans, der i dag er Psykiatrisk Center, har gennem de seneste 200 år spillet en særdeles central rolle i dansk psykiatri. Det er tilmed en institution, hvis historie kan dokumenteres med et stort velbevaret kildemateriale.
Så der er al mulig grund til at se tilbage på de mange år samt kaste et blik på fremtiden med en jubilæumsbog, og det er blevet en meget fornem publikation. Det skriftlige kildemateriale er suppleret med interviews, hvor læger, andre faggrupper som ergoterapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere og ikke mindst patienter og deres pårørende tegner et nuanceret og nøgternt billede. De næsten 500 sider lever til fulde op til forordets intentioner om klarhed over fortidens veje og vildspor samt en forståelse for psykiatrien og dens aktuelle situation.
Bogen er delt op i tre tematiske afsnit, der fortæller om bygninger, mennesker og Sct. Hans og omverdenen. Ved etableringen i 1816 var der 190 patienter, men dette tal blev gennem årene mangedoblet og nåede i 1950’erne helt op på 2.500. Bygningshistorien er derfor først og fremmest en beretning om stadige udvidelser, der efterhånden gjorde Sct. Hans til en hel by, der samtidig blev den største arbejdsplads i Roskilde Kommune. Indretningen af hospitalet blev også en afspejling af de skiftende behandlingsprincipper, som fx i 1880’erne, hvor lukkede sengestuer og isolationsceller afløstes af store åbne sengeafsnit, der passede til de nye ”open door” tendenser, hvor tvang og indespærring blev afløst af mere humane forhold og større bevægelsesfrihed for patienterne. I de seneste årtier har byggeaktiviteten været stærkt aftagende i forbindelse med omstruktureringer og specialisering i behandling af bestemte patientgrupper.
De fysiske rammer om hospitalets virksomhed har således undergået talrige forandringer gennem de 200 år, og samtidig har vilkårene for både indlagte og behandlere ændret sig drastisk. Psykiske lidelser har i det medicinhistoriske perspektiv næsten altid været en større udfordring end de mere håndgribelige fysiske sygdomme, og afsnittet om mennesker på Sct. Hans er en spændende og til tider rystende beretning om behandlingsmetoder, der langt op i tiden havde karakter af eksperimenter. Der var gennem de første 150 år langt mellem den barske virkelighed og historikeren Frederik Thaarups optimistiske skildring efter et besøg i 1821, hvor han konkluderede, at stiftelsen og dens udmærkede læge gav ”vished om bedst mulig behandling og varetægt og et velbegrundet håb om helbredelse og tilbagekomst til livets goder”. Den rosende omtale af lægen, Johan Henrik Seidelin, blev efter en kommissionsundersøgelse i 1830 dementeret, da det viste sig, at pisk og andre former for korporlig afstraffelse udgjorde en væsentlig del af ”kurmetoderne”.
Og selv om forholdene forbedredes, og der skete et skift i synet på årsagerne til sindssyge fra selvforskyldt til en slags fysisk sygdom, der krævede rolige omgivelser og omsorgsfuld pleje, var der ingen udsigt til en egentlig behandling. Selve diagnosticeringen var helt til 1905 undergivet et meget begrænset klassifikationssystem, hvor patienterne skulle placeres i hovedgrupperne melankoli, mani, vanvid, forrykthed eller sløvsind. Beroligende medikamenter som kloral kunne give de plagede indlagte og personalet lidt ro og mindske brugen af tvangsforanstaltninger, men ellers var forventningerne især knyttet til arbejdsterapi. En passende legemlig virksomhed under åben himmel var den bedste vej til helbredelse, mente lægen Valdemar Steenberg i 1870’erne. Virkningen var dog til at overse, og i slutningen af 1800-tallet passerede antallet af sengepladser til patienter med langtidsindlæggelser 1.000.
Medens lægevidenskaben med opdagelsen af bakterier og andre fremskridt efterhånden kunne afdække årsagerne til og foretage en målrettet indsats i bekæmpelsen af tidligere tiders frygtede sygdomme som kolera og tuberkulose, udgjorde sindslidelserne stadig en udfordring, hvor enhver ny behandlingsmetode vakte opsigt og en optimisme, der ofte ikke var belæg for. Det kunne være malariabehandlinger, hvor de gentagne feberanfald syntes at have en gavnlig virkning, og den mindre dramatiske hypertermikur, hvor patienterne blev anbragt i en varmekasse, indtil kropstemperaturen steg til over 40 grader. I begge tilfælde var der tale om indlagte med diagnosen dementia paralytica, der skyldtes senfølgerne af en syfilisinfektion, og her kom penicillinen efterhånden ind som en mere effektiv afløser.
Men jagten på nye kurmetoder fortsatte. I 1938 havde chokbehandlinger med insulin og cardiazol vist sig at give markante forbedringer hos psykotiske patienter, og de blev også anvendt på Sct. Hans. Resultaterne levede imidlertid ikke op til forventningerne, og på de psykiatriske hospitaler blev der i 1940’erne i udstrakt grad i stedet anvendt elektrochok. De drastiske behandlingsmetoder fik endnu et supplement, da lobotomien, kendt som ”det hvide snit”, blev introduceret på Sct. Hans i 1945. Det kirurgiske indgreb, der afskar nervebaner fra hjernens pandelap, kunne dæmpe angst og voldsom adfærd men også give voldsomme bivirkninger i form af apati og krampeanfald. Alligevel blev det i Danmark anvendt på mindst 4.500 patienter i perioden fra 1939 til 1983.
Forsøgene på at finde effektive kurmetoder var ofte en barsk historie, men 1950’erne bød med fremkomsten af psykofarmaka på en ny fase i den psykiatriske behandling. Forsøg med gruppeterapi og ansættelse af psykologer gav også nye muligheder, og patienternes pårørende, der tidligere havde været henvist til en meget passiv rolle på sidelinjen, blev så vidt muligt inkluderet i behandlingsforløbet. Sct. Hans blev centrum for initiativer og nyskabelser, men mærkede også den stigende tendens hen imod nedlæggelse af de store psykiatriske hospitaler til fordel for en decentral distriktspsykiatri. Og fra 2007 var det slut med selvstændigheden, da Sct. Hans blev en del af Region Hovedstadens Psykiatri.
Udviklingen gik stærkt og nøglebegrebet var specialisering. For Sct. Hans Psykiatriske Center blev det to grupper med dobbeltdiagnoser, der kom i centrum – patienter, der foruden en psykisk sygdom har begået kriminalitet eller har et misbrugsproblem med alkohol eller stoffer. Der er desuden både forskning og kompetencecentre, hvor man stadig søger nye veje og viden. Som en afdelingsleder udtrykker det, er ”det nye Sct. Hans et spændende sted, der rummer energi og drive. Hvis man gerne vil være med på de nye tendenser og bruge sin faglighed på mange forskellige måder, også som sygeplejerske, SOSU-assistent eller ergoterapeut, så er det et rigtig godt sted at være”. Og der er absolut brug for forskning, nytænkning og den stadige søgen efter behandlingsmæssige gennembrud, for psykiatriens historie mangler stadig en lykkelig slutning.
Der er meget godt at sige om denne jubilæumsbog. Den giver et fremragende indblik i den psykiatriske behandling gennem 200 år, især som den har udspillet sig på den største danske institution Sct. Hans Hospital. Det er en ubesmykket beretning om behandlere og patienter, fortidens fejltagelser og fremskridt og et ret enestående indblik i en verden, der har haft og stadig har en hovedrolle i den danske psykiatri. Og så er den fornemt illustreret, ikke mindst fordi man har man kunnet trække på det meget omfattende digitale arkiv, forhenværende hospitalsdirektør Per Lund efterlod sig. Den eneste lille indvending er med hensyn til billedteksterne, der står med en temmelig bleg skrift, og manglen af en litteraturliste. Men det skal på ingen måde rokke ved, at jubilæumsbogen om Sct. Hans gennem 200 år er et flot og velskrevet værk, der kan anbefales på det varmeste.
