Sikringen

Af Winnie Bak-Vidriksen

Jesper Vaczy Kragh skriver i sin indledning, at et af formålene med bogen er at lave en samlet fremstilling om Sikringsafdelingen. Både ud fra et bredt perspektiv set i forhold til psykiatri og samfund. Men nok så vigtigt har han desuden den mission at fortælle patienternes historie, da de ikke tidligere har haft en særlig fremtrædende rolle i litteraturen om Sikringsafdelingen.

I 1890’erne begyndte man for alvor at diskutere, hvorvidt det var hensigtsmæssigt at lade kriminelle sindssyge sidde i de almindelige fængsler, der i henhold til straffeloven af 1866 var præget at isolation og fysisk afstraffelse.

Problemet var blot, hvor de ellers skulle placeres. Under psykiatrien og hospitalsvæsenet, hvor principper omkring åbenhed og frihed gjorde sig gældende og derfor også gav optimale betingelser for, at de kriminelle kunne stikke af, eller som specialafdelinger under fængselsvæsenet? Der var langt fra enighed mellem psykiaterne om den bedste løsning på anbringelsesproblemet, som forfatteren skriver.

Efter mange og lange debatter fik Københavns politidirektør gjort spørgsmålet politisk. Han skrev i marts 1904 et langt brev til justitsministeren og klagede sin nød over problemerne med at få dømte sindssyge anbragt på sindssygeanstalterne grundet pladsmangel, samt problemet i, at når de så endelig fik en plads, havde de relativt nemt ved at stikke af.

Brevet fik justitsministeren til at kontakte Amterne for at få belyst sagens omfang, og det hele endte med, at der i 1907 lå en anbefaling om en anstalt for hele landet med plads til omkring 60 patienter. Anstalten skulle ligge ved et sindssygehospital og skulle kunne rumme både forbrydere, der var sindssyge i gerningsøjeblikket, forbrydere, der var blevet sindssyge i fængslet, samt åndssvage. Justitsministeren nedsatte en kommission, der bl.a. skulle tage sig af spørgsmålet om en sikringsanstalt. Kort tid efter endte han selv bag tremmer, men det er en anden historie.

Kommissionens arbejde mundede ud i et forslag om et sindssygehospital på Sjælland med en dertil indrettet sikringsanstalt. Men nu opstod der uenighed om, hvor det skulle ligge, og først i 1913 blev det besluttet, at hospitalet skulle placeres i Nykøbing Sjælland. To år senere stod første del af hospitalet færdigt, og i juli 2018 stod Sikringsanstalten så endelig klar til at kunne modtage de første patienter.

Det var sideløbende med dette, at åndssvageforsorgen med Christian Keller i spidsen fik realiseret sin første ø-anstalt, hvor åndssvage kunne holdes isoleret, uden at man var nødt til at spærre dem inde på en lukket anstalt. Når patienter skulle anbringes, stod valget i nogle tilfælde mellem Sikringen og Kellers ø-anstalt, ligesom patienter kunne overflyttes fra det ene sted til det andet. Sikringens patient nr. 1 tilbragte således fem år på Sikringen, hvorefter han blev sendt til Livø.

Vaczy Kragh fortæller om, hvordan flere af de tidlige patienter befandt sig i grænselandet mellem psykiatrien og åndssvageforsorgen, og om hvordan man først i 1920’erne fik udviklet en række test, som mere systematisk kunne diagnosticere patienter. Både psykiatrien og åndssvageforsorgen anså det for at være problematisk, at Sikringen også kunne modtage åndssvage, da sindssyge og åndssvage krævede meget forskellig behandling, men det var ikke noget, der sådan lige blev lavet om på.

Sikringen var nu en realitet, og hvad der videre skete, belyser Vaczy Kragh gennem en blanding af enkeltindividers skæbnehistorie, psykiatriens udvikling og kravene fra samfundet samt den lovgivning, der hele tiden var med til at regulere de muligheder, der var for behandlingsmetoder. Han kommer bl.a. ind på den lovgivning, som blev rullet ud med forsøgsloven fra 1929 og som gav mulighed for brug af sterilisering og kastrering af ”degenerativt bestemte personer”. Lovgivningen var i sin udformning baseret på frivillighedsprincippet, men i 1934 blev der også vedtaget en lov, som gav mulighed for tvangssterilisering og kastration af åndssvage.

I 1975 var den gamle Sikringsanstalt blevet noget nedslidt og modtog en del kritik af både de fysiske rammer og af de lange indlæggelsestider. Kritikken fortsatte, og i 1977 godkendte Amtsrådet planerne for en ny anstalt. Den nye anstalt blev indviet i 1981, og der var tale om en helt anden type moderne anstalt. Profilen på patienterne blev også mere ensartet

I 2015 blev Sikringen flyttet til nye lokaler i Slagelse og der ligger den stadig. Flytningen blev af mange set som noget positivt. Ud over nye moderne faciliteter, ansættelse af fysioterapeuter og mere aktivering af patienterne, faldt der også ro omkring stedet i forhold til pressens bevågenhed.

Jesper Vaczy Kragh kommer med sin fremstilling godt omkring i såvel psykiatrien og åndssvageforsorgen og det kan være lidt svært at holde tråden. Der bliver sprunget lidt frem og tilbage, og bogen er ikke så struktureret som ”Det hvide snit”, som forfatteren udgav i 2010. Dette skal formentlig ses i lyset af, at diagnosticeringen af de forskellige patientgrupper var en lidt rodet affære. Det fremgår i hvert tilfælde af bogen om Sikringen, at mange af patienterne sendes frem og tilbage både mellem de enkelte anstalter, men også mellem fængselsvæsen, psykiatrien og åndssvageforsorgen.

Forfatteren beskriver også, hvordan en stor del af kildematerialet er blevet destrueret, og havde det ikke været for forudseende personale i psykiatrien var endnu flere informationer gået tabt for eftertiden.

Det er dog stadig utrolig oplysende læsning om, hvordan psykiatrien arbejdede, hvordan den blev forsøgt integreret i det almindelige sygehusvæsen for at forbedre sit rygte i offentligheden, men også om det pres der samtidig lå fra samfundets side om at holde de kriminelle, psykiatriske patienter under tilstrækkelig forvaring.  Dette både-og pres fra samfundet og offentlighedens side var en præmis, Sikringen måtte leve med og navigere i. Ligesom alle institutioner under psykiatrien og sundhedsvæsenet generelt må stadigvæk.

[Historie-online.dk, den 5. december 2018]