Tuberkulose som folkesygdom
Af Espen Kirkegaard Espensen
De fleste nulevende skal kun enkelte generationer tilbage i deres slægts historie for at finde meget håndfaste vidnesbyrd om, at tuberkulose engang var en udbredt og frygtet sygdom både i Danmark og i udlandet. Sådanne vidnesbyrd består ofte i, at de angrebne døde af den frygtede sygdom. Således kan man i ”Tuberkulose som folkesygdom” læse, at ”I årene omkring 1900 døde henved en tredjedel af den voksne befolkning af sygdommen”. Alene af den grund er det en interessant bog at få i hånden.
Aja Høy-Nielsen har skrevet om, hvad der bliver lovet i bogens titel og undertitel: Om Tuberkulose som en udbredt sygdom og om indsatsen mod den alvorlige lidelse. Udgangspunktet, som fastholdes gennem hele bogen, er den lokalhistoriske tilgang ud fra forholdene på Spangsbjerg Sanatorium nord for Esbjerg. Det lokale perspektiv betyder dog ikke, at bogen ikke er anbefalelsesværdig for alle med en interesse for emnet.
I bogen fortælles der om sygdommen tuberkulose og om Spangsbjerg Sanatorium, der blev grundlagt af Sankt Joseph Søstrene. Denne orden og dens dygtige søstre bliver beskrevet. Sanatoriet blev senere overdraget til Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse.
Bogen er velskrevet og godt illustreret med gode historiske fotos, der passer godt til teksten. Den er endvidere forsynet med opklarende og forklarende statistik. Forfatteren formår at omsætte kildematerialet til at give et interessant og til tider rørende indblik i de berørte personers skæbne. Det gælder både de indlagte patienter, som alle levede med døden som en nærliggende risiko og også måtte opleve jævnaldrende patienter bukke under for sygdommen. Det gælder også det portræt, som bogen indeholder af overlæge Thomas Brinch. Brinch var den første overlæge på Spangsbjerg Sanatorium. Han var initiativtager til stedets grundlæggelse og på daværende tidspunkt også engageret i lokalpolitik. Brinch var formentlig en sammensat personlighed med både stærke og svage sider, som det også fremgår af bogen, om end sympatien for Brinch er synlig.
Forfatteren er sygeplejerske, og man føler sig i sikre hænder ved beskrivelserne af sygdommen tuberkulose, dens opståen, smittefaren og symptomerne. Det samme gælder informationen om den viden, man i datiden havde om sygdommen, om behandlingsmulighederne samt om udviklingen inden for begge dele.
Den grundige og detaljerede behandling af kildematerialet åbner for indblik i mange aspekter af emnet og giver et godt indblik i datidens Danmark. For den almindeligt historisk interesserede læser er det et fascinerende aspekt ved bogen, at den på en fin måde indirekte formår gennem skildringen af indsatsen mod tuberkulose også at fortælle om andre sider af datidens samfund. Det er således interessant, hvordan de ideologiske og politiske uenigheder, der herskede omkring forrige århundredskifte, kan aflæses i stillingtagen til, om der skulle satses på en privat eller en offentlig indsats mod tuberkulose. I forlængelse heraf er det interessant at læse om i hvor høj grad, det var muligt at mobilisere en privat indsats dengang.
Beretningen tager sin begyndelse på et tidspunkt, hvor videnskab og økonomi gjorde det muligt på rationel vis at gøre en indsats mod sygdommen. Forfatteren formår at belyse, hvordan indsatsen foregik i et samfund, som stadig havde mange af eftertidens videnskabelige landvindinger foran sig. Det var også et samfund, som slet ikke kendte til den velstand, der er blevet senere tider til del. Inden 1908 betalte patienten 65-75 øre i døgnet for indlæggelsen. I 1908 blev indlæggelse gratis for medlemmer af en sygekasse, men de mange, som stod uden for en sygekasse, måtte stadig selv betale. Det betød, at nogle både udsatte indlæggelse og lod sig udskrive for tidligt. Læseren får således gang på gang indblik i de begrænsede midler, der var til rådighed. Som et kuriosum kan det konstateres, at ordet ”liggetid” bruges i bogen som betegnelse for de ofte langvarige indlæggelser. Ordet havde en noget mere alvorlig betydning for datidens tuberkulosepatienter, end det alt andet lige må siges at have for nutidens husejere.
Den næsten allestedsnærværende interesse for anden verdenskrig er også tilgodeset, idet bogen indeholder et længere afsnit om krigens betydning og dens følger for Spangsbjerg Sanatorium. Hvis man skal nævne et par detaljer, som kunne være anderledes, er det, at bogens få slåfejl formentlig ville have været færre, hvis der var blevet foretaget endnu en korrekturlæsning, det havde bogen egentlig fortjent. Endelig kan man overveje, om ordet ”åndssvag” ikke er forældet som neutral betegnelse for en person med meget lav intelligens.
