Ve og velfærd

Af Karin Conradsen, Vejle Stadsarkiv.

Af og til undrer man sig virkelig over, hvordan en – for de fleste – lettere ubetydelig begivenhed, kan munde ud i aldeles vedkommende forskning i og formidling af et stykke væsentligt Danmarkshistorie. I 2007 har Lægeforeningen haft 150 års jubilæum og hvad så! – kunne man fristes til at tænke, mens kæberne bliver gabet af led. Der findes selvfølgelig nørderne, der kunne have en interesse for Lægeforeningens organisationshistorie, men de fleste ville nok ret hurtigt stå af. Det har Lægeforeningen heldigvis været fuldstændig klar over, og derfor gjorde de to kloge ting: Først og fremmest formulerede de et ønske om ”en fremstilling af den danske læges og det danske sundhedsvæsens historie som en integreret del af den samfundsmæssige udvikling med et særligt fokus på lægevidenskabens betydning for opkomsten og udformningen af den danske velfærdsstat” (denne lange sætning kunne måske også få nogle til at stå af, men lad endelig være med det!). Den anden kloge ting var at hyre to fremragende fagfolk til at tage sig af opgaven. Historikeren Kurt Jacobsen, som vi kender som virksomhedshistoriker og journalisten Klaus Larsen, der bl.a. er tilknyttet Ugeskrift for Læger og som må ses som garant for en ordentlig formidling. Disse to herrer supplerer genialt hinanden. Begge er gode formidlere og begge har en faglighed i forhold til bestillingen fra Lægeforeningen. 

Og hvordan er opgaven så blevet løst? Lad det være sagt med det samme: det er en ordentlig moppedreng på præcis 536 sider og i et format, der desværre ikke egner sig specielt til godnat-læsning. Men det er næsten også det eneste negative, der er at sige om fremstillingen. 

Forfatterne har valgt en helt traditionel, kronologisk gennemgang af lægernes og dermed også en stor del af sundhedsvæsenets historie. Det giver god mening at gøre sådan – især når man giver plads til undervejs at dykke ned i specifikke emneområder, der enten er blevet vurderet til at være særligt vedkommende eller oven i købet kontroversiel.  

Værket er delt op i seks dele med følgende overskrifter: 1: Et spirende opbrud, 2: Den moderne lægevidenskabs gennembrud, 3: Mellem to verdenskrige, 4: Danske læger under besættelsen, 5: Lægevidenskabens og sygehusenes triumftog og 6: Et nyt opbrud.

Gennem seks hoveddele føres vi altså igennem lægevidenskabens historie – hele tiden med et godt blik for den samfundsmæssige kontekst.

Fortællingen tager sit udgangspunkt i dannelsen af Lægeforeningen den 1. september 1857 i Korsør. 80 læger fra hele Danmarks samledes for at finde sammen i en eller anden form for fællesorganisation. Herfra bliver der trukket linier først bagud og siden fremad i historien. Tilbageblikket er nødvendigt for at forstå, hvordan lægerne overhovedet var blevet det, de var i 1857: en stand med en markant faglig stolthed og en væsentlig indflydelse på stort og småt i det samfund, der var i rivende udvikling og med en stadig meget ung grundlov.

I 1857 brød også koleraen ud og konfronterede lægerne med deres utilstrækkelighed i forhold til de voldsomme epidemier. Hvor den første slesvigske krig (og få år senere den anden) havde givet lægerne en unik mulighed for kirurgisk feltstudium med tusinder af amputationer, kraniebrud og sårbehandling, stod de stadig aldeles magtesløse over for f.eks. Koleraen og folkesygdommen Tuberkulose. Historien tager sin begyndelse her, i Korsør i 1857, på nøjagtig samme tid, hvor den asiatiske kolera indtager selv samme by og dræber en stor del af indbyggerne.

Det vil føre alt for vidt at redegøre for alle de grene, bogen bevæger sig ud af. På nær et enkelt, noget umotiveret afsnit (om H.C. Andersen), hænger hele bogen fantastisk godt sammen. Som læser bliver man dybt imponeret over det overblik, forfatterne demonstrerer. Det gælder f.eks. forbindelserne mellem alle de ”enere”, lægeverdenen består af. Her tænkes ikke kun på de oplagte og kendte forskere, men lige så meget de mere anonyme lægers bidrag på dels den politiske og organisatoriske scene eller de, der ydede ekstra bidrag på lav-prestigeområderne (f.eks. de første børnelæger). Man sidder tilbage med en følelse af, at ingen er blevet glemt.

Forfatterne er heller ikke berøringsangste over for de mere kontroversielle dele af lægernes historie. Der er f.eks. en kritisk om end forstående holdning til diskussionen om ”gradbøjning af lægeløftet” i forbindelse med de mange tyske flygtninge efter 2. Verdenskrig. Man husker også Boneloc-skandalen fra 1990’erne.

Bogen svinger fra start til slut. Der er stor sammenhæng i de udvalgte fortællinger og analyser, og forfatterne har forstået at udnytte alle de skønne ord og vendinger, som den medicinske verden er fyldt med. Man kan vælge at lade sig irritere af lægelatinen, men man kan også – som forfatterne gør – smage på de sjove ord og bruge dem til at sætte kolorit på teksterne.

Der er altså her tale om et absolut anbefalelsesværdigt værk – lødigt uden at blive alt for nøgternt og i hvert fald slet ikke kedeligt. Der er hundredvis af skønne illustrationer. Ligesom lægesproget kan være ganske underholdende i sig selv, findes der også ret så dramatiske tegninger, fotografier og store prætentiøse malerier til at supplere den skriftlige fremstilling. Igen har forfatterne fundet frem til det bedste. Relevante kildehenvisninger skorter det heller ikke på.

Kort og godt: Læs bogen - bliv klogere - bliv underholdt!