Velkommen på bagsiden

I en kaskade af gnistrende fortællinger skrevet i et boblende og frydefuldt sprog tager Poul Duedahl os endnu engang med på tur blandt samfundets stort set ukendte personer. ”Velkommen på bagsiden” understreger på alle måder, at ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”.

Af Erik Ingemann Sørensen

Bibelen lader sig som bekendt tolke på mange måder. Hvor grundtvigianere læser ét, kan Indre Mission nå til den stik modsatte konklusion. Ingen synes dog at overgå gårdejer Jens Storgaard i Øding på Mors. Han tolkede apostlen Paulus’ ord fra Romerbrevets kapitel 16 vers 16 på sin helt specielle måde: ”Hils hinanden med helligt kys”, står der i skriften. En skulle man mene ganske almindelig hilsemåde. Men ikke for Jens Storgaard. ”Han var nemlig nået frem til, at mænd og kvinder var genfødt og frigjort gennem Jesu lidelser og derfor frit kunne kysse hinanden i flæng, uden at det var syndigt”. Og Poul Duedahl fortsætter: ”Han begyndte at praktisere sin lære ude i marken med sin tjenestepige Ingeborg, som var den første på egnen, der fulgte profeten…” (s.205).

Tegning af Nicolai Abildgaard omkring 1800. Illustration fra bogen

En aldeles mageløs historie om det der blev kaldt ”Kyssesekten”. Og der kom flere til, alt mens helligheden blev udvidet med det, der kaldes ’helligt bryllup’ – hieros gamos. Handlingen der skulle sikre frugtbarheden. Noget der også kendes andre steder. Blandt andet i Bordelum i Sydslesvig.

Naturligvis kunne den officielle kirke ikke sidde den slags overhørig.  Det kommer der en fabelagtig historie ud af. For Poul Duedahl stopper ikke med denne ganske specielle sekt. Han tager læseren med på tur rundt i landet. Religiøse excesser finder han stort set over alt Og han beretter med et lunt glimt i øjnene om de mange sære udlægninger af det religiøse element. Det er ganske enkelt vidunderlig læsning.

Et kolossalt materiale

Dette lille eksempel er typisk for hele bogen og understreger i den grad det velvalgte i bogens titel: ”Velkommen på bagsiden” – spundet fint over boulevardavisens motto. Med omvendt fortegn.

Poul Duedahl har for længst markeret sig som en af de ypperste berettere om de mennesker, der normalt ikke får mange ord med på vejen i historiebøgerne. Om sit mål med dette skriver han i indledningen: ”Glemmebogen er opsamlingsstedet for alt det, som glimrer ved sit fravær, det, som skete, men som ingen finder værd at nævne.

Her finder man historiens fraklip, andenpladser, blindgyder, skrinlagte betragtningsmåder og fejlagtige beslutninger. Tanker som aldrig blev realiseret, eksperimenter, som gik galt, kampe, der blev tabt, og ideologier, som ingen længere abonnerer på. Begivenheder, der bidrog ukonstruktivt, hæmmende og bagudrettet, eller som ingen rigtig lagde mærke til…” (s.7)

Med disse linjer er kompasset justeret og kursen stukket. Vejen ud af det forfatteren kalder ’det sociale hukommelsestab’. ”Glemte mennesker kan nu godt få stemmen tilbage. Man skal bare hjælpe dem lidt på vej og bladre lidt i glemmebogen…” (s.11).

Lidt? Det er en meget ydmyg formulering. Det afslører blandt andet det særdeles udførlige noteapparatur. I den grad. Samt i forfatterens indledende redegørelse for bogen: ”Glemmebogen består af gamle indbundne bøger, tidsskrifter og aviser, som ingen længere læser eller henviser til, og som samler støv rundtom i landets biblioteksmagasiner og i internettets afkroge, fordi de er gået ud af brug. Den består af kirkebøger, folketællinger, retsprotokoller, lægejournaler, sognerådsprotokoller, fattigkommissionsregnskaber og et hav af andre utrykte dokumenter, hvor afdøde og glemte mennesker har sat sig spor. Faktisk består glemmebogen af et temmelig omfattende kulturlag af gulnede papirer, der er indkapslet af mørket i syrefri æsker og placeret rundtom på landets arkiver, efterhånden som dokumenterne er gået på pension…” (s.11)

Det er fra disse steder, Poul Duedahl så helt og aldeles ypperligt har hentet materialet til de 21 fantastiske fortællinger.

Og hånden på hjertet: når vi hver især tænker tilbage – nogle længere end andre – har vi da ikke en erindring om disse mennesker fra glemmebogen? I barndomsbyen Fredericia var der for eksempel Dylmer. En tussegammel sømand, der havde besejlet de syv verdenshave – vel at mærke under sejl – og som nu gik og passede sin gamle synkefærdige jagt. Skræmmende og dragende på samme tid. Som lirekassemanden, gårdsangerne og alumnerne fra Bregnings Kellerske Anstalt, der var bundet sammen og blev trukket afsted. Som kreaturer.

Fattiglemmer fra Almindelig Hospital i København. Billede fra bogen

Formidling af højeste klasse

Bogen er delt i syv temaer hver med tre historier. Deraf de 21 fortællinger. Temaerne er: Slaveri, Tugtelser, Underlivet, Trosbekendelser, Lidenskab, Lidelser og Døden. Det er en fornem perlerække af fantastiske fortællinger. Men nu er det jo ikke gjort alene med en fortælling. Det er så sandelig også et spørgsmål om fortællingens styrke. Fortællingens facon. Dens måde at være tekst på.

Poul Duedahl mestrer i den grad fortællingens fintfølende lyre. Hans anvendelse af alle dens facetter, alle dens muligheder gør det til en frydefuld oplevelse. Som her:

”Et skib dukkede frem af brændingen.

Fartøjet nåede Skagens Gren, men holdt sig på sikker afstand af kystlinjen og de mange skibsskrog og vragstumper, som stak frem af vandet som skeletterede ribben. Sejlene blev slækket, ankeret kastet, og en robåd sat i søen. Matroserne tog fat, og skuden fulgte åretagenes rykvise stød, til bundplankerne mødte sandet, og efter et ganske kort ophold lod søfolkene båden glide tilbage igen. På strandbredden efterlod de en skikkelse…” (s.27).

Man må ubetinget ile videre i teksten. For hvad sker der dog? Nysgerrigheden tager over. Man føler sig næsten stående blandt de lokale, der var kommet til.

”Men synet var de ikke forberedt på.

Han var kulsort.”

Sådan bliver en forholdsvis enkel tildragelse til medlevende læsning.  Det er en blomstrende fortælleglæde, der sjældent er set så fuldendt. Denne narrative form for historieskrivning vinder mere og mere indpas, og den er uden tvivl medvirkende til, at interessen for historie er stigende.

Det er ikke gjort med historisk præsens i flæng. Sproget skal fungere som et fintmasket net, der indfanger selv den mindste og tilsyneladende unødvendige detalje. Det formår Poul Duedahl til fulde.

Det har han blandt andet bevist i sine andre bøger med historier fra glemmebogen: ’Forbrydelsens ansigt’ og ’Ondskabens øjne’. Bøger der sikrede ham prisen ’Årets historiske bog’ i henholdsvis 2013 og 2016.

Når jeg kigger på årets historiske boghøst – fin som den er – synes det nærliggende at antage, at et hattrick er en mulighed. Det er ganske enkelt endnu et pragtværk, Poul Duedahl har leveret.

Stor og varm tak for en vidunderlig læseoplevelse.

Historie-online.dk, den 3. oktober 2018