The Trials and Travels of Willem Leyel
Af Poul Ulrich Jensen
De danske bestræbelser for at etablere oversøiske handelsposter i Indien først i 1600-tallet blev i høj grad præget af farefulde sørejser, næsten umulige eksistensbetingelser på de fjerne, yderst beskedne handelsposter og farverige personligheder, der alt efter moralsk habitus kunne redde eller ødelægge det økonomisk vakkelvorne handelskompagnis fremtidsudsigter. Willem Leyel, der var i det Dansk Ostindiske Kompagnis tjeneste i dets tidlige år i første halvdel af 1600-tallet, kom ud for stort set alle de vanskeligheder, der fulgte med at drive handel i en verdensdel, hvor englændere, hollændere, spaniere og portugisere kappedes om vareudbuddet og de lokale fyrsters velvilje. Asta Bredsdorff, der selv er født i Sydindien, var i 1999 forfatter til bogen ”Willem Leyels liv og farefulde rejse til Indien”, og det er denne tekst, der nu med meget få ændringer er udkommet i en engelsksproget udgave.
I begyndelsen af 1600-tallet så en hel del dristige europæiske oversøiske handelsforetagender dagens lys. Portugiserne havde allerede i 1498 fundet søvejen til Indien rundt om Afrikas sydspids og åbnet for en europæisk efterspørgsel på krydderier og andre eksotiske specialiteter. Handelen var yderst risikabel, men gevinsten ved et heldigt gennemført togt til gengæld særdeles stor. Christian d. 4 fik med Ove Gjeddes ekspedition i 1618 og hjælp fra hollandske købmænd kontakt med rajahen af Tanjore på Indiens sydøstlige kyststrækning, så der med erhvervelsen af et lille stykke land omkring landsbyen Tranquebar og opførelsen af fortet Dansborg kunne komme gang i den danske ostindiske handel med peber, indigo, bomuldsvarer og guldbroderede silkestoffer.
Det Dansk Ostindiske Kompagni var på grund af skibsforlis, vanskeligheder med de lokale indiske fyrster og en kronisk mangel på kapital næsten konstant på fallittens rand, men ikke mindst Chr. d. 4, der ellers var i alvorlige økonomiske vanskeligheder efter sit fatale nederlag i Trediveårskrigen, vedblev at tro på projektet. Og han havde udset Willem Leyel til at være manden, der kunne bringe kompagniet på ret køl. Trods det hollandsk klingende navn var Leyel født i Helsingør og ud af en slægt, der talte adskillige borgmestre og andre fremtrædende embedsmænd. Selv slog han sig på den ostindiske handel, først i hollandsk siden i dansk tjeneste.
Willem Leyel stod ud på sin redningsmission den 8. november 1639 som kaptajn på skibet ”Christianshavn”, men rejsen fra København til Tranquebar blev usædvanlig vanskelig og langvarig, især lagde spanierne ham hindringer i vejen. Og da han efter fire år nåede frem, ventede der et chok. Ledelsen af kompagniets aktiviteter havde et stykke tid været i hænderne på Berent Pessart, der i 1637 var blevet udnævnt til guvernør. Han havde herefter med en blanding af sort uheld og uduelighed skabt fjender og stiftet gæld overalt langs kysten. Englænderne omtalte den danske handel som ”a poore fainte trade, not worth mentioning”. Berent Pessart valgte at flygte fra ansvaret, og det blev Willem Leyels opgave at genrejse kompagniets aktiviteter og omdømme fra dette absolutte nulpunkt.
Fortet Dansborg var, selv om det var anlagt kun godt 20 år tidligere, allerede i kraftigt forfald, og indenfor murene var disciplinen i opløsning. Særligt falder nok de to præster, Niels Andersen Udbyneder og Christen Pedersen Storm, i øjnene. De måtte gennem retssager, der for den ene endte med en dødsdom, for den anden med forvisning til Ceylon. Og vidneudsagnene om deres fremfærd i det lille samfund er skrap læsning - de havde i det fremmede forvandlet sig fra agtværdige sjælesørgere til voldelige alkoholikere. Det var ikke ualmindeligt, for som Asta Bredsdorff skriver, kendte enhver, der på den tid opholdt sig i troperne, adskillige eksempler på gode og ærlige folk, der simpelthen gik til grunde. Varmen syntes at tappe al modstandskraft ud af dem, og de sank hen i drukkenskab og ligegyldighed over for de moralske normer, de ellers havde støttet sig til. Men meget kunne normalt tilgives, set i lyset af den konstante mangel på mandskab til at holde handelen i gang. Og forbindelsen med hjemlandet var sparsom, nærmest ikke eksisterende. Gennem de fem år, Willem Leyel havde ledelsen i Tranquebar, kom der hverken skibe eller breve fra Danmark. Han formåede dog at bevare optimismen og fandt Dansborg et godt og indbringende sted, når alting kom i ordentlig gænge, og hollænderne ikke lagde alt for mange hindringer i vejen.
Det viste sig nu at være fra egne rækker, de største vanskeligheder kom. Leyel havde ind imellem i breve hjem gjort opmærksom på den uro, der næsten altid var i det lille lukkede samfund, og den risiko for mytteri, det medførte. Et oprør blandt Dansborgs besætning medførte i 1648 hans arrestation, afsættelse og hjemsendelse til Danmark med en anklage for tilegnelse af kompagniets midler. Beskyldningerne holdt dog ikke for en nærmere prøvelse, men Willem Leyels tid i kompagniets tjeneste var slut, og han døde i København i 1654, muligvis som offer for den pestepidemi, der grasserede på dette tidspunkt.
Asta Bredsdorff har først og fremmest benyttet den ret omfattende samling af breve og papirer, der findes i Rigsarkivet vedrørende Willem Leyel, og som belyser både hans mange oplevelser i det Dansk Ostindiske Kompagnis tjeneste og de talrige besværligheder, der ramte kompagniet i de første årtier af dets eksistens. Det er blevet til en spændende beretning, hvor kilderne bringer os meget tæt på personer og begivenheder, der var ud over det sædvanlige, selv i 1600-tallets turbulente kapløb om de oversøiske kolonier.
