Til den bitre ende
Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden
I en alder af 22 år blev Traudl Junge nærmest ved en tilfældighed ansat som Hitlers sekretær.
Fra årsskiftet 1942/43 til april 1945 havde hun fast ophold i Ulveskansen i Østpreussen, hvor fra Hitler styrede østfrontkrigen, og på Berghof i Bayern med afslutning i førerbunkeren i Berlin. Traudl Junge nedskrev sine indtryk og erindringer i 1947/48. Det er disse erindringer, som først nu offentliggøres i deres oprindelige form, med forord og afsluttende kommentar af journalisten og forfatteren Melissa Müller, kendt for bogen Das Mädchen Anne Frank (1998).
Traudl Junge, der døde i februar 2002 som den sidste overlevende fra kredsen omkring Hitler, er også filmaktuel. Medio november får dokumentarfilmen Hitlers sekretær (Im toten Winkel) dansk biografpremiere.
Som et ungt og ”upolitisk” men dog patriotisk menneske var Traudls interessefelt først og fremmest natur, omgivelser, bygninger, indretninger, mennesker og stemninger. Hvor Traudl ikke magtede at begribe og forholde sig til de større militære og politiske udviklinger, der magtede hun til gengæld at give indgående beskrivelser af sine omgivelser. I detaljen var hun en skarp og humoristisk iagttager, med et blik for menneskelige skrøbeligheder og svagheder. Som fast sekretær for Hitler i 2,5 år havde hun rig lejlighed til at gøre brug af sine iagttagelsesevner. Persongalleriet var således relativt konstant og tilværelsen relativ monoton, fastlagt i bestemte rytmer, som i vid udstrækning var udstukket af Hitlers bizarre vaner og døgnrytme. I et sådant miljø tæt på suverænen opstår venskaber, alliancer og fjendskaber, og der spilles et spil, som Traudl trods sin lave position kunne observere, også fordi Traudl som de øvrige sekretærer som et led i ”tjenesten” blev trukket ind i selskabelig omgang med ikke kun Hitler men også med andre nazikoryfæer.
Gennem Traudl Junges øjne ser vi en bedstefaderlig og gemytlig Hitler, der fascinerer sine nærmeste medarbejdere men også trætter dem i kraft af døgnets forudsigelige rytme. Det bliver en helt sport at tiltrække folk ”udefra”, der kan aflaste medarbejderne i underholdningen af Hitler ved selskabelige lejligheder. Så længe krigen går godt, er Hitler udpræget selskabeligt anlagt. Senere trækker han sig ind i sig selv, og forfaldet sætter ind. Først da får Traudl øje på fanatismen og storhedsvanviddet i Hitler.
Portrættet af Hitler og andre nazispidser virker troværdigt. Der var ikke tale om uhyrer men om mennesker med menneskelige træk. Mennesker i ideologiens vold. Normaliteten virker ikke desto mindre bizar, når man medtænker Hitlers projekt: Erobringskrig og folkemord. I denne skizofreni ligger muligvis én nøgle til forklaring på, at folkemordsprojektet kunne folde sig ud. Den tilsyneladende normalitet med iagttagelsen af borgerlige dyder og konventioner lagde et forsonende slør over folkemordet. Aktørerne kunne opfatte sig selv som kulturelle og civiliserede mennesker, som kun myrdede i en højere sags tjeneste: For Tyskland, for den europæiske kultur, ja for civilisationen.
Traudl Junge er igennem årene blevet brugt som vidne af journalister og historikere. Hvad bogen bringer er derfor ikke nyt i egentlig forstand. På den anden side er det første gang vi får hendes egen version frisk fra fad, som hun så begivenhederne i 1947/48. Heri ligger bogens berettigelse. Den være hermed anbefalet.
