Aalborgbådene

Af fhv. lektor Vigand Rasmussen

I jernbanens allerførste tid i Danmark var der mange, som mente, at det ikke var nødvendigt med indenlandske jernbaneforbindelser, thi man havde et fintmasket net af skibsruter mellem hovedstaden og de fleste større provinshavne.

Det er derfor meget relevant, at vi nu får en grundig beskrivelse af en af de vigtigste ruter i dette net, nemlig ruten mellem Aalborg og København. Efter et noget kikset forsøg på at etablere sejlads med en hjuldamper i 1827, kom der endelig gang i ruten i 1842 med det gode skib ’Iris’. Bag sejladsen stod et lokalt selskab i Aalborg, der dog 15 år senere måtte give op og overlade ruten til H. P. Prior, der havde indledt sejlads på Aalborg i konkurrence med de lokale. I 1866 blev Priors rederi overtaget af DFDS, der stod for sejladsen på Aalborg frem til 1970, hvor ruten blev nedlagt.

De to forfattere skildrer Aalborgbådenes historie på fornem vis med grundige beskrivelser af skibenes udseende og indretning lige fra de små hjuldampere til rutens sidste to store motorskibe Trekroner og Aalborghus. Der gives også et levende indblik af livet ombord og omkring skibene, f.eks. den særlige stemning omkring juleskibene, der sejlede af sted med tusindvis af glade rejsende.

Og så kan der krydres med beretningerne om de mere dramatiske situationer, der kunne opstå, når stormene jog over Kattegat, eller når isen skabte problemer i Øresund og ved indsejlingen til Limfjorden. Her fortælles så levende, at man næsten føler, at man f.eks. er med ombord på det smukke skib M/S Aalborghus, der sejlede på ruten fra 1936. Dramatikken kulminerer med S/S Kjøbenhavns minesprængning i 1948, hvor forfatternes beskrivelse suppleres med tre øjenvidneberetninger fra henholdsvis en styrmand på et af de skibe, der ilede til assistance, og fra en passager ombord på det forliste skib samt fra et besætningsmedlem på Kjøbenhavn. Her fortælles utroligt medrivende om den største katastrofe i rutens historie.

Fra 1935 med indvielsen af Lillebæltsbroen og indsættelsen af lyntogene var rutebådene for alvor under konkurrencens pres, der senere blev øget ved etableringen af SAS-ruten mellem lufthavnene i Aalborg og Kastrup. I første omgang red man stormen af, men da rejsemønstret på landevejene begyndte at ændre sig i takt med det stigende antal biler, blev rutebådene sejlet agterud, også selv om der blev indsat moderne skibe i to omgange. Først i 1950 med Jens Bang og H. P. Prior, og 19 år senere med de to meget store skibe Trekroner og Aalborghus, men forgæves. Der var ikke længere nok med passagerer, der ville nå udhvilede frem efter en tur med natbåden eller nyde en dagssejlads på Kattegats bølger.

Rutens kamp for overlevelse skildres sobert og sluttes fint af med en vurderende epilog.

Bagerst i bogen er der et par erindringer fra ansatte på ruten, der efterfølges af en grundig teknisk gennemgang af de mange skibe, der i tidens løb havde sejlet mellem Aalborg og København.

I den nyere del af dansk transporthistorisk litteratur har der indsneget sig en tendens med at kaste sig ud i meget lange citater fra f.eks. aviser. Det gælder også for Nørregaard Olesens og Sams værk, men her glider citaterne fint ind i forfatternes tekst, så sammenhængen bevares. Kun et meget langt citat om Cimbrias tur til Ålesund 1904 forekommer at være lidt i periferien af bogens emne.

Det vrimler med det ene mere herlige skibsbillede efter det andet på illustrationssiden, ligesom rejselivet er fint dækket ind. Det eneste, som undertegnede måske godt lige kunne have tænkt sig et foto af, var et billede af isbryderen Storebjørn i aktion ved Hals. Dens virke omtales så mange gange i bogen, at det godt kunne have retfærdiggjort et isbrydningsbillede.

Disse mikroskopiske indvendinger skal absolut ikke rokke ved, at bogen om Aalborgbådene er en meget velskrevet og spændende beretning om en vigtig del af den danske transporthistorie.