Århus Havn
Af Brian Wiborg
Århus Havn er et bogværk udført af fotografen Søren Elgaard og arkitekten Ellen Braae. Elgaard bidrager udover bogens mange fotos med et kort forord, og Ellen Braae følger op med et længere essay, hvor hun overvejer havnens funktion i en tid, hvor dens fremtids væsen er bolden i en kampplads med byggematadorer som én aktør, museumsfolk en anden, brugerne af havnen, i fritiden såvel som erhvervsmæssigt, som en tredje. Hertil stiller hun spørgsmålene: Hvordan skal vi forstå og opleve havnen? Som utilgængeligt industriområde med sine egne love og logikker? Som værdifuld kulturarv? Værdiløst wasteland? Højprofileret byudviklingsressource? Eller som kulturgenerator og domæne for den nye kreative klasse? Spørgsmålene uddybes efterfølgende, men besvares ikke.
Søren Elgaards tilgang til projektet beskriver han som lystbetonet, og han ser sig selv som en motivjæger og en billedkunstner, der ophøjer billederne til at rumme sin egen virkelighed. Der er ikke manipuleret med billederne efterfølgende, så det er den rå vare, der fremkommer. Og man kan kun give ham ret. Hvert billede danner sin egen virkelighed, og man fortaber sig billede for billede i den mangfoldighed af virkeligheder, der dannes ud fra hans motivjagt. Mængden af rå former konstrueret af fabriksbygninger, færger, rør, lastbiler, gangbroer, lysmaster, porte, skilte osv. er utallige, ligesom farvespektret udnyttes til fulde fra beton, malet jern, rustent jern, vand, asfalt m.v. Lyset defineres af morgensol, dagslys, aftensol eller elektrisk lys om natten. Det er imponerende, at alt forfaldet og det, der normalt opfattes som grimt, med et kameras mellemkomst kan blive nærmest smukt på sine helt egne betingelser. Om ikke andet så få en æstetisk værdi. Heldigvis bliver livet på havnen også fanget af linsen. Mennesker i arbejde og fritid. Det eneste, man savner, er nogle regnvejrsbilleder. Solens varme stråler bliver til sidst næsten for kontrastfyldte til al den beton, jern og asfalt.
Bogens store force er, at man selv får lyst til at gå en tur på havnen og selv opleve den utrolige mangfoldighed og alle de virkeligheder, som fotografen har formået at fange. Ellen Braaes overvejelser om havnens underfundige væsen er med til at udvide ens horisont og vil gøre turen endnu mere interessant.
Men det er samtidig bogens problem. Den er en øjenåbner, men den angiver ikke en retning for havnens fremtid. Hvilke beslutninger bør de ansvarlige tage for vore havnes fremtid? Indholdet er dertil for vagt, uden kant, faktisk kønsløst. Og hvad skal vi så egentlig med en stor, dyr og flot bog om Århus Havn, når den kun fastholder nutiden og ikke tør gå linen ud?
