Ad Nordens ældste postveje
Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet.
På Hvessinge Mark mellem Hvessinge og Glostrup passerede postillonen på ruten fra København til Roskilde i slutningen af 1600-tallet Trippendals Galge – Smørums herreds rettersted. Der var tale om stor galge med plads til mange hængte. Når posten passerede, hængte der ofte rådne og halvt opløste lig i galgen. Til skræk og advarsel var Trippendals Galge ligesom mange andre steder placeret tæt ved landevejen til de rejsendes beskuelse. Og ligene fik lov at hænge, til de blæste ned….
En dag i året 1700 kom Rasmus Postrider frem til Assens med posten fra Odense. Hesten var bovlam og hinkede afsted med store smerter, tvunget af postriderens pisk og sporer. Af tingbogen fremgår det, at Rasmus ofte glemte at vande og fodre sin hest, at han drak, spillede kort og tit var beruset, når han red med postsækken. Postrytteren på Nyborg-Odense ruten mente kun at have truffet Rasmus ædru to gange…
Disse korte historier er blot to blandt mange i en ny og særdeles smuk bog, der er blevet til i et fremragende samarbejde mellem de fire nationale postmuseer i Danmark, Finland, Norge og Sverige. Bogen er med dens sælsomme emne – postruter i Norden i 1600- og 1700-tallet – naturligvis en guldgrube for pre-filatelister (samlere af breve før frimærkernes indtog i midten af 1800-tallet), men bogen og dens usædvanlige emne fortjener endog meget stor opmærksomhed blandt forskere og andre historisk interessede i nordisk historie. I dag sendes tekster og billeder kloden rundt på få sekunder med måske afgørende betydning for historiens gang. De lynhurtige kommunikationsmetoder på det globale plan sættes i perspektiv i denne bog. Med Christian 4.’s forordning fra 1624 åbnedes eksempelvis en postrute til Nakskov. Der var tale om en fodpost, der afgik fra København hver mandag. De omkring 360 kilometer over Køge, Tryggevælde, Næstved, Vordingborg, Nykøbing og Maribo skulle fuldføres på 8 dage. Med en gennemsnitshastighed på 5½ kilometer pr. time skulle budet altså gå 45 kilometer om dagen. Til hest var det naturligvis hurtigere, men på de længste ruter var det alligevel ganske betragtelige tider, der var tale om. At besørge den ca. 3.000 kilometer lange postrute fra Stockholm gennem Norrland til Åbo krævede eksempelvis 112 skiftesteder. Alene turen til Oulu (Uleåborg) i det nordlige Finland tog 20-25 døgn. At det tilmed var farefulde rejser er klart – ifølge denne bog var den mest risikable ruten til Vardøhus i Nordnorge. I forhold til et dominerende emne i Nordens historie – krig og fred – er det indlysende, at kommunikationens langsommelighed konstant må medtænkes som et fundamentalt vilkår i historiske studier. Og det gælder naturligvis også i forhold til den almindelige kontakt, eksempelvis i forretningslivet. Som det fremgår af ovenstående, er bogen naturligvis ikke en tør baggrundsinformation til faghistorikere – skønt den kan anvendes sådan. Først og fremmest er det en smuk historisk rejsebog, der fører læserne rundt omkring i Norden til egne og byer, der måske tidligere er beset eller som læsningen giver lyst til at besøge.
Når omdrejningspunktet i ad Nordens ældste postveje er 1600- og 1700-tallet skyldes det selvfølgelig oprettelsen af de officielle postvæsner i 1600-tallet: Danmark (1624), Sverige (1636), Finland (1638) og Norge (1647). Disse etableringer var helt i tråd i med den europæiske udvikling i øvrigt. Postvæsenet i det tyske kejserrige var eksempelvis organiseret i 1597, i Frankrig i 1627 og i England i 1635. Det hedder i indledningen, at postvejene fra 1600-tallet var ”det første landdækkende og offentlige kommunikationsnet i de nordiske lande”. Læsere, der har rejst rundt på Færøerne og i Island, vil ganske givet savne det vestligste Norden. I 1600- og 1700-tallet var der tale om udkantsområder, men i dag er der jo tale om nationer, der burde være medtaget.
På baggrund af nævnte betoning af postvejene som første kommunikationsnet må også bemærkes en lidt mislig omtale af tiden før etableringen af de statslige postvæsner. Kort nævnes eksempelvis budstikkeordningen fra den tidlige middelalder. Men naturligvis er der blevet kommunikeret via breve og på alle mulige andre måder langt tilbage i tiden. For at perspektive betydningen af etableringen af postvæsener i 1600-tallet, ville det have været velgørende med gode tilbageblik. Den findes jo masser af litteratur at bygge på, senest f.eks. den fortræffelige rapport fra Norsk Institutt for Kulturminneforskning, På vandring i fortiden – Mennesker og landskap i Gråfjell gjennem 10.000 år, Oslo 2003. Blandt andet Ole Risbøls indlæg om stier, vejer og broer er her interessant. I forhold til de nordiske nationer i Nordatlanten, der er forbigået, vil jeg nævne en lille interessant bog, som jeg for en halv snes år siden købte i Tórshavn, nemlig Forn føroysk bo∂sending. Serstakliga i sambandi vi∂ grindabo∂, skrevet af Robert Joensen og udgivet i serien Annales Societas Scientiarum Færoensis (Supplementum VII, 1981). Bogen giver et glimrende indblik i de kommunikationsformer, der i et ø-samfund som det færøske har eksisteret i over tusind år og været præget af ”mulighedernes kunst”: Bavnebrænding og signalisering ved markering med tørv og lagener i udmarken blev anvendt ved grindebud, præstebesøg (messebud), sygdom, dødsfald, osv.
Med over 200 illustrationer i form af bl.a. nye og gamle kort, kobberstik, gamle s/h fotos, nye flotte farvebilleder osv., er det en ganske indbydende bog. Et lille hjertesuk i den forbindelse: Bogens format sammenholdt med tospaltet sideopsætning, hvor illustrationerne ofte bringes i stærk reduceret størrelse over én spalte, ødelægger lidt af oplevelsen ved de mange flotte og velvalgte illustrationer. Redaktionen har satset højt og flot på billedsiden – men burde nok følgeligt havde prioriteret gengivelserne tilsvarende. Jovist ligner opsætningen og billedgengivelsen typiske rejsebøger, men denne ”rejsefører” er atypisk ved sit kulturhistoriske sigte. Næppe mange vil i virkeligheden rejse i postbøndernes fodspor – skønt der uden tvivl vil følge mange gode oplevelser i det nordiske kulturlandskab! De fleste vil nok læse bogen hjemme i lænestolen som et interessant stykke nordisk kulturhistorie. Derfor burde illustrationernes gengivelse nok være opprioriteret – så lad dog hellere en sådan bog koste en halvtredser eller en hundredelap mere.
Tekst og redaktion er varetaget af Hans Runge Kristoffersen, der sammen med Christian Petersen også står for det danske afsnit. Helge Sognil (Norge), Bo Andersson, Catrine Arviddson og Gunnar Nordlinder (Sverige) og Jari Karhu (Finland) står bag beskrivelserne i de respektive lande.
Bogen er trykt på dansk, svensk, norsk, finsk og engelsk, og der er således mange muligheder for at anvende den som en god gavebog til venner og famile i ind- og udland. Frem til 17. oktober 2004 danner bogen også rammen om en temaudstilling på Post & Tele Museum i Købmagergade i København.
