Danskbyggede motorvogne
Af Kresten Søe
Sceneskift i DSB’s rullende materiel
Allerede midt i 1920’erne stod det klart, at damplokomotivets dage lakkede mod enden. En ny trækkraft kom i spil i og med benzin- og dieselmotorens fremmarch.
Motordrevne lokomotiver havde flere fordele frem for damplokomotivet, og DSB fattedes også dengang penge. Dels kunne der blandt andet spares på bemandingen – fx fyrbøderen – dels var damplokomotiverne for tunge for de lettere skinner på sidebanerne, de brugte for lang tid på at få dampen op inden kørsel, og med hensyn til økonomien var kullene for dyre.
Motorvognen var groft sagt er en vogn, der både rummede motor, styringssektion i front og en passagerafdeling bagerst. Motorvognen var en langt mere fleksibel og billigere løsning. Her tænkes primært på de mindre sidebaner, hvor der både var krav om materiel med mindre akseltryk og mere rentabel drift i forhold til det lavere antal passagerer.
Hovedstrækningerne fx mellem landsdelene krævede med deres større antal passagerer længere vognstammer og dermed en trækkraft og en hastighed, som datidens motorer endnu ikke kunne præstere.
Frichs, Scandia og Triangel går i gang
Bogen er koncentreret om DSB’s motorvogne fra 1945 til 1974 men rummer også forhistorien, der tog fart i 1920’erne. Dertil kommer, at forfatteren følger den største og mest vellykkede motorvognsserie - den driftsikre litra MO - til dørs indtil til udrangeringen i 1980’erne.
Som noget nyt bringes også et meget stort og instruktivt antal originale tegninger fra lokomotivfabrikkernes arkiver. Alderen har dog her skabt behov for retouchering, så de kan stå i brugbar stand på siderne, der i bogen også rummer et meget stort indbydende s/h fotomateriale af både materiel og åsteder gennem perioden.
Epoken med egentlig motorisering startede i 1923 med prøvekørsel med en vogn, der lignede en rutebil på jernbanehjul med plads til 20 passagerer.
Efter en vellykket debut anskaffede DSB 3 små Triangel motorvogne, som blev benævnt ME, MF og MC (M for motorvogn) - alle med en 45 hk benzinmotor og plads til 24 passagerer.
I løbet af 1926-29 sattes yderligere motorvogne i drift. Udviklingen gik dog relativt langsomt i forhold til de private jernbaner - primært fordi motorerne på daværende udviklingstrin endnu kunne præstere trækkraft i en skala, som svarede til DSB’s større behov.
I løbet af få år kom også dieselmotoren og diesel-elektrisk fremdrift i spil i form af indirekte overførsel fra en dieselmotor, der leverede strøm til elmotorer, der stod for den egentlige drivkraft.
Det første tog, der her kom i spil, blev Litra ML, der blandt andet var udstyret med motorer fra B&W. DSB satsede i det nye tiltag overalt på danskproduceret materiel fra Frichs, Scandia og DfA Triangel.
Indhold og opbygning
Bogen indgår i en serie på foreløbig seks bind om DSB’s rullende materiel gennem tiderne. Den rummer komplette tekniske beskrivelser af alle danskbyggede motorvogne, som blev leveret af de tre nævnte virksomheder i DSB’s tjeneste.
Fremstillingen behandler de enkelte Litra serier kronologisk kapitel for kapitel og afsluttes med tre kapitler om de tre fabrikker, hvor vognene blev produceret.
Forfatteren går overalt grundigt til værks - ikke bare med beskrivelse af teknikken med motortyper, vognkassernes konstruktion, passagerkapaciteten, varme- og køleanlæg, bremser og styringsanlæg i begge ender af motorvognen. Der er også opført fx oprangeringer (eksempler på de forskellige togstammer, som blev brugt i driften) ligesom de enkelte typer af trækkraft og tekniske og komfortmæssige opgraderinger, der blev anvendt gennem periode.
Derudover rummer bogen udførlige tabeller med tekniske data for samtlige omtalte Litra typer. Endelig tilkommer motorvognenes senere skæbne for hver enkelt med fx udrangering og ophugning sidst i hvert kapitel.
Vurdering og målgruppe
Trods det fine gennemillustrerede layout og den indbydende sidearkitektur er værket og den bogserie, det indgår i, helt primært rettet mod den teknisk interesserede jernbaneentusiast.
Der er her tale om et særdeles grundigt og vægtigt stykke dansk jernbanehistorie, som i høj grad vil blive værdsat af både områdets historikere og videregående emneinteresserede.
Her er efter min vurdering ingen tvivl om, at denne målgruppe i og med både denne udgivelse og serien som helhed vil få indfriet alle forhåndsforventninger.
Bogens værdi i forhold til mere billedrelateret pluklæsning skal dog derudover heller ikke undervurderes, idet de mange fine fotos også vil tiltale den mere alment historisk jernbaneinteresserede læser.
[Historie-online.dk, den 17. december 2024]