Danske jern- og stålskibsværfter ca. 1850-2005
Af Thomas Mathiasen
Søfartspuljen der er et samarbejdsorgan for de maritime museer i Danmark, har udgivet bogen Danske jern- og stålskibsværfter ca. 1850-2005.
Bogen er nr. 20 i Fiskeri- og Søfartsmuseets Studieserie, der indeholder mange spændende publikationer om maritime emner af historisk karakter.
Fiskeri- og Søfartsmuseet, der har hjemme i Esbjerg udgiver i forvejen et hav af bøger, blandt andet årbogen Sjæk’len, der stærkt kan anbefales til alle, der har interesse for den maritime historie. Saltvandet og duften af friskfanget fisk emmer nærmest ud af siderne på de årbøger!
Den foreliggende publikation handler om de danske jern- og stålskibsværfter i perioden ca. 1850 til 2005. Efter en historisk gennemgang af værftsindustrien som introduktion, beskriver bogen stort set alle danske jern- og stålskibsværfter, delt op i fire grupper. De nordjyske værfter, de øvrige jyske værfter, værfter på Fyn og øerne og endelig værfter på Sjælland og i København.
Jeg tror egentlig, at man har alle danske værfter med, for vi kan læse om både de landskendte virksomheder som Burmeister & Wain, Aalborg Værft, Danyard i Frederikshavn, Århus Flydedok, Lindøværftet og de store sjællandske værfter i Helsingør, Kalundborg og Naksskov og så kan vi også læse om ganske små og ukendte værfter, der kun fungerede i en kortere periode. Om man så også vil kalde smeden på Læsø, der i 1980’erne byggede tre mindre fiskefartøjer i stål eller Smed Jul i Århus, der i 1960’erne byggede to trawlere, for rigtige værfter kan man vel diskutere, men i og med at man medtager revl og krat, viser man netop bredden i værftsindustrien i Danmark
Som svendborgenser kigger man selvfølgelig straks efter afsnittet om Svendborg Skibsværft, men der bliver man en anelse skuffet. Det er omtrent så kortfattet som de overhovedet kan være. For eksempel nævner man ikke, at A.P. Møller var interesseret i at bygge et stort værft i Svendborg i slutningen af 1950’erne. På trods af, at byen var hjemsted for det gigantiske rederi stillede politikerne sig på bagbenene, og værftet blev i stedet placeret ved Munkebo og har under navnet Lindøværftet skaffet byen mange tusinde arbejdspladser i et halvt århundrede. De bygger stadig store skibe på Lindø, om end det vist ikke går så strygende, som det gjorde i gamle dage.
Den hastige forsvinden af danske værfter i de sidste 20-30 år betyder samtidig, at behovet for at dokumentere den engang så stolte værftindustri er stort. Endvidere er der i disse år fokus på kulturarven fra industrisamfundet. Denne bog er et forsøg på at dække en del af det behov, der er for at dokumentere og formidle den industrielle kulturarv.
Gang på gang understreges det i bogen, at det var værftindustriens fleksibilitet, der gennem årene gjorde, at den kunne holde sig gående i mange år på trods af verdenskrige, konjunkturkriser, stålkarteller i Tyskland, Suez-kriser og mange andre elementer som værfterne ikke selv havde den store indflydelse på.
I det afsluttende kapitel er der en kort gennemgang af problematikken omkring støtten til de danske værfter fra EU. En støtte, der ifølge bogen ganske vist forlængede levetiden på nogle værfter, men samtidig var i vejen for den fornyelse af værfterne, som konkurrencen fra de asiatiske lande gjorde nødvendig.
Det er en tynd sag på omkring 100 sider, men alligevel får man et ganske godt indblik i den danske værftsindustri for perioden. Men det må kraftigt understreges, at hvis man søger omfattende oplysninger om et enkelt værft skal man søge andre steder. Denne bog er til gengæld en god introduktion til emnet og kan også i nogen grad bruges som en håndbog om emnet.
