Hestevogne på landet

Af Thomas Petersen

Bogens titel og ikke mindst dens omslag bragte mig tilbage til min barn- og ungdom primo 1950erne. Tilbage til de 30 tønder land, der udgjorde vort produktionsgrundlag, og som dyrkedes med heste og gammeldags redskaber.  Datidens landbrug kunne enten vælge at modernisere og investere stort, evt. med hjælp fra Marshall-pengene, eller indrette sig med den ene ægtefælles industriarbejde på industri-virksomheder som f.eks. Danfoss i Sønderjylland. Mine forældre valgte en tredje vej. At fortsætte med det gammeldags landbrug, så længe jeg kunne hjælpe til på gården. Men da jeg efter studentereksamen i 1957 flyttede hjemmefra, solgte mine forældre gården og flyttede til byens stenbro.

Deres manglende modernisering gjorde, at vi fortsatte med de gamle stive kassevogne, mens andre fik nye og bredere vogne, udstyret med gummihjul. Derfor har jeg læst denne bog om Hestevogne på landet med særlig stor interesse og fornøjelse. Jeg vidste den gang ikke, hvor genial og multifunktionel, den gamle kassevogn egentlig var. Vidste godt, at den kunne laves om, når der f.eks. skulle køres møg eller ajle ud, men at den også kunne skilles ad og stilles til side – det vidste jeg ikke. Ej heller, at den var opfundet så langt tilbage som i jernalderen.  

Bogens forside er en gengivelse af billedkunstneren Hans Smidths (1839-1917) maleri Hjemkørsel fra 1895. Her ser man den traditionelle stive kassevogn i funktion. Hvad Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg var for litteraturen, var Smidth for maleriet. Han var den jyske hedes og ikke mindst dens menneskers stærke og vemodsfulde fortolker. Således også det her - som forside valgte billede. 

Forfatteren, Per Ole Schovsbo (født 1944), er uddannet arkæolog fra Aarhus Universitet (ikke Århus, som der står på bogens bagside) i 1980. Han har desuden som uddannet tømrer haft arbejdet med træ helt inde under huden – en væsentlig færdighed, når man i sine studier har forelsket sig i den traditionelle kassevogn. Schovsbo har da også  gennem hele sin karriere beskæftiget sig med skibenes, vognenes og vejenes arkæologi og etnologi. Disputatsen fra 1987 handlede om Oldtidens vogne i Norden. Schovsbo er i dag pensioneret museumsinspektør, men stadig tilknyttet Museum Sønderjylland som faglig konsulent ved Slesvigske Vognsamling i Haderslev.

Interessant er, hvad Schovsbo skriver i forordet side 9:

”Fornemmelsen af, at historien forsvinder mellem fingrene som sand, når man søger ind i kærnen, har forfulgt mig i det meste af de 30 år, jeg har arbejdet med denne bogs tema: den stive landbrugsvogns kulturhistorie”. Og han fortsætter: ”Forklaringen er jo, at vognen strengt taget aldrig har eksisteret som en selvstændig type men som et kompleks af forskellige vogndele, der var integreret i landbrugskulturens redskabsforråd. De blev samlet fx at køre tømmer, gødning, halm, korn eller med passagerer til kirke og stad”. Altså, vognen var et genialt redskab til alle de kørselsopgaver, der fandtes på landet.

Den foreliggende bog handler altså om landbrugets almindelige stive hestevogne, som de havde set ud siden jernalderen, indtil de forsvandt og erstattet af traktorer og gummivogne efter 2. Verdenskrig. Mens de finere hestevogne og deres raffinerede fælleseuropæiske håndværk blev sikret af museer og samlere overalt i Europa på trods af, at deres anvendelse kun dækker 100-150 års vognhistorie, står det anderledes til med hestevognene på landet. I sidste øjeblik forsøger Schovsbo derfor fortjenstfuldt at fremdrage de autentiske kilder til den traditionelle landbrugsvogns kulturhistorie i Danmark og Hertugdømmerne.

Arkæologiske undersøgelser viser, at den stive landbrugsvogns konstruktionsform kan følges et par tusinde år tilbage. Men selv om den gennem århundreder er fremstillet i langt større antal end de finere hestevogne som f.eks. char-a-banc, phaeton eller landauer, der kun har kørt i 100-150 år, har den ført en tilbagetrukket tilværelse i forskningen, på museerne og i litteraturen. Det skyldes efter forfatterens mening, at den oprindelig blev fremstillet af bønderne selv, siden af landhåndværkere, hjulmænd og smede, der som regel ved siden af også drev mindre landbrug. De var med andre ord ikke professionelse fuldtidshåndværkere.

I løbet af 19. og 20. årh. moderniseredes landbruget, og landhåndværkerne blev indlemmet i de organiserede fag. Alligevel fortsatte hjulerne og smedene med at producere de stive landbrugsvognes enkeltdele efter lokale traditioner, indtil Marshall-hjælpens traktorer fra slutningen af 1940erne erstattede hestene.

Vognene og deres lokale benævnelser er omhyggeligt registreret af etnologer og dialektforskere. Og deres beretninger er blevet læst flittigt af forfatteren. Vognenes ældre historie har forfatteren søgt belyst gennem landøkonomiske beretninger og ordbøger, mens deres yngre historie er baseret på bl.a. de talrige håndværker-beretninger, som Nationalmuseet har indsamlet. Disse beretninger beskriver, ofte meget detaljeret, samspillet mellem land- og byhåndværkere, lærlingenes ofte kummerlige forhold, oparbejdningen af gavntræet samt vognhåndværkerne i form af hjulere og smede fra tiden omkring 1900. Den sidste del af den stive landbrugsvogns tekniske historie er ikke blot beskrevet af håndværkerne selv, men også af landbrugets egne maskinkonsulenter, fordi mange vogne efterhånden havde udviklet sig til hybrider af stål og træ.

Da bogens illustrationer er såvel autentiske som samtidig, har de ofte en selvstændig kildeværdi. De tilhørende udførlige billedtekster forklarer ofte de mere eller mindre indforståede tekniske detaljer. Bogens udførlige og fagligt brede referenceapparat og litteraturliste vidner om forfatterens både imponerende og omfattende læsning.

Bogen rummer derfor så meget andet end det, titlen beskedent lover. Den rummer den stive hestevogns kulturhistorie i bredeste forstand. Efter et indledende synkront kapitel, hvor Schovsbo tager så brede emner op som land og skov, transport og trafik, vognenes benævnelser, hjulere og karetmagere samt stivvognenes kilder, følger tre  diakrone kapitler, et for hvert halve århundrede i perioden 1800-1950, hvor vognens udviklingshistorie følges detaljeret. I kapitel 5 analyserer og konkluderer forfatteren de danske stive landbrugsvogne – også i en sammenligning med den europæiske udvikling. Dernæst følger over hele 26 sider et fyldigt resume på tysk, en nyttig litteraturliste samt 40 sider bilag i form af bl.a. kildeuddrag.

Forfatterens livslange og dybe passion for emnet spores overalt. Hans engagement, hans enorme viden og hans lyst til at indvi sin læser i de mindste dele af emnet er kolossal. Også i en sådan grad, at detaljerings-niveauet sommetider kan få læseren til at tabe tråden. Men Per Ole Schovsbo har med sin nye bog afdækket en uhyre væsentlig, men hidtil overset og ubeskrevet side af landbrugslandet Danmark. Stort tillykke til forfatter og museum med bogen!