Jernbanehistorie 2023

Af Vigand Rasmussen, jernbanehistoriker, lektor em.

Til og med 2012 udgav Danmarks Jernbanemuseum et årsskrift med titlen ’Tog i tiden’. Det var et lækkert skrift på små 100 sider og med en masse fine billeder samt spændende artikler. Det var et skrift, som jernbaneentusiasterne glædede sig til hvert år af få i hænderne.

Den 1. oktober samme år afløste Henrik Harnow Poul Thestrup som leder af museet, og så var det slut med ’Tog i tiden.’ Det blev afløst af et ambitiøst årsskrift, hvor faghistorikerne rykkede ind med fagfællebedømte artikler. Den første årgang af den nye årbog blev en meget faghistorisk affære, der fik mange af de traditionelle jernbaneinteresserede til at ’stå af toget.’

Med tiden blev årsskriftet dog bedre og bedre, og det kulminerede med årgangen 2021-22, hvor man lagde ud med arkivar Jørgen Mikkelsens spændende beretning om Faxe Jernbanes tidlige historie, efterfulgt af Lars Bjarke Christensens brag af en artikel om jernbanernes udvikling i Danmark fra 1997 til 2022. Så tog museumschef Steen Ousager sig på fornem vis af den problematiske opdeling af DSB, som skabte et selvstændigt Banedanmark, og årbogens artikeldel sluttede med en herlig fortælling af museumsinspektør Gese Friis Hansen om DSBs nok bedste reklamefilm nogensinde, nemlig dem med Harry og Bahnsen.

Efter sådan en årgang med artikler af erfarne jernbaneskribenter har årbogens redaktion udført lidt af en genistreg med at blande kortene på en ny måde.

Årgang 2023 lægger ud med en artikel af litteraturprofessor Matin Zerlang, der skriver om jernbanen i dansk litteratur. Artiklen er udsprunget af Zerlangs monumentale værk ’Danmark set fra en togkupé’. Zerlang lægger ud med en meget elegant indledning, hvor læseren straks er klar over, at her er en forfatter, der mestrer sproget i alle dets finurligheder, og som i den grad kan sit stof.

Han deler jernbanens historie op i fem perioder. Den første går frem til ca. 1900, og her får vi en kompetent gennemgang af jernbanens rolle i litteraturen lige fra de kendte ’jernbaneforfattere’ som H. C. Andersen og Herman Bang til de mindre kendte værker, eksempelvis Holger Drachmanns store og lange roman ’Forskrevet’ fra 1890, som næppe kendes eller læses af mange i vore dage. Det kendte og det mere ukendte væves sammen til et velskrevet og vedkommende kapitel.

Rejsen fortsættes frem til i dag på en suveræn måde med nedslag i centrale værker som f.eks. Helle Helles bøger. Tilmed listes jernbanens historie ind i teksten på en kort og præcis måde. At f.eks. IC4 skandalen kan beskrives ganske dækkende på så få linjer, er lidt af en bedrift.

Artiklen slutter med at konstatere, at jernbanen fortsat vil være en prisme (en fantastisk betegnelse) for forfatteres forsøg på at danne sig et billede af samfundets udvikling.

Jeg har kun én anke. Jeg savner, at Anton Berntsens vidunderlige fortælling ’Niels Væwwers Rejjs fra Dawwger te Pjeeste å hjem igjen’ blev omtalt i artiklen. Men ellers er Zerlang i den grad på hjemmebane i denne artikel.

I denne tid hersker der blandt de garvede (og mestendels gråhårede) jernbaneforfattere en stor bekymring for den trykte jernbanehistories skæbne og fremtid. Det emne vil blive taget op på en konference, som Jernbaneforfatterforeningen afholder på Jernbanemuseet i september, men man må sige, at denne årbogs redaktion har taget et glimrende initiativ i den sag. Man har bedt tre historiestuderende fra Aarhus Universitet om at skrive hver en jernbanehistorisk artikel. Og det er der kommet tre meget forskellige artikler ud af.

Frederikke Gnutzmann Jensen lægger ud med en meget grundig og informativ artikel om de kvindelige ledvogtere og deres faglige organisering. Det er en lidt overset gruppe i jernbanehistorien, men her ristes en fin minderune over dem. Ledvogterjobbet forsvandt i takt med automatiseringen af overskæringerne, så Ledvogterskernes Fagforening lukkede i 1968.

Så tager Pernille Holt Selch os med ind i den nyere del af DSBs historie, nemlig togservice, restaurations- og kioskområdet fra 1970’erne til og med 2000’erne.

Det er blevet til en tankevækkende og interessant artikel om mad og drikke m.m. i togene og på stationerne. Artiklen påviser på glimrende vis, at der især i årtierne omkring årtusindeskiftet blev brugt meget glittet papir og mange fine ord om nogle produkter, der i bedste fald var ret ordinære.

Artiklen lægger ud med et tilbageblik på jernbanerestauranterne, som de var engang. Jeg synes måske, at der tegnes et lidt unuanceret billede af den ægte jernbanerestaurant på stationen. Nok sad der ofte en gruppe mandlige rejsende i et hjørne og ordnede verdenssituationen over et par bajere. Men der var altså også f.eks. i Svendborg i 1960’ene en god restaurant med dygtige og håndfaste servitricer og god mormor mad til rimelige priser. Jernbanerestauranten i Svendborg var således berømt for sin biksemad.

Jeg savner også en historisk dimension i form af omtale af spisevognenes rolle lige fra de dukkede op i de første lyntog og eksprestog, hvor kokken huserede i det diminutive køkken, og rigtige tjenere serverede, til de endte som en bistrovogn uden det store kulinariske udbud.

Og jeg savner en omtale af de sælgere, der gik langs toget på de større stationer enten med en lille vogn eller slæbende på en kasse, hvorfra de falbød alskens varer fra aviser og blade til is og bananer. Handlen foregik via de åbne vinduer i toget. Disse vandrende sælgere er relevante at få med, da de sådan set var forløberen for trillebaren inde i toget, da den dukkede op noget efter.

Der er næppe nogen tvivl om, at togstewardessekonceptet var inspireret af luftfartens stewardesser, der nusler om flypassagererne med ofte ganske lækker mad og drikke. Her kunne en sammenligning mellem de to typer stewardessejobs have været relevant.

Men ellers en god og vel illustreret artikel.

Den sidste artikel fra de historiestuderendes pc’er er Kirstine Kunstmanns om interrailkonceptet, der bragte en helt ny slags rejsende ind i togene. Artiklen gør udmærket rede for, hvorfor man tog på interrail, hvad man oplevede undervejs, og hvad det kom til at betyde for de rejsende bagefter. Det er en vigtig del af den nyere jernbanehistorie, som her fortælles lidt omstændeligt og med nogle gentagelser samt en enkelt ’bøf’ på side 91, hvor der i teksten henvises til billede 7. Det skal være billede 8, som er på samme side, og hvor det godt kunne have været bemærket, at det er Storm P., der er mester for tegning og det trykte ord.

Årbogen afsluttes med grundige boganmeldelser.

Årgang 2023 er en god årgang, ikke på højde med forgængeren, men absolut læseværdig.

[Historie-online.dk, den 24. april 2024]