Jumben og den islandske hest
Af Thomas Mathiasen
Jumben kom til Danmark i årene omkring 1900, men i England havde man på det tidspunkt allerede kendt den i omkring 50 år. I England kørte den under betegnelsen governess cart, der som navnet antyder, især blev anvendt af barnepiger og skolelærere, der kørte tur med børnene. Grunden var den store trafiksikkerhed, som jumben har. På grund af den store sporvidde og det lave tyngdepunkt var den meget stabil. Samtidig gjorde de store hjul arbejdet nemmere for hesten, hvorfor den var ideel til små heste som islændere, russere og fjordheste. Altså udholdende og nøjsomme heste, der allerede i 1880´erne var begyndt at blive almindelige i Danmark, specielt på heden, hvor jorden ikke kunne føde de store arbejdsheste.
I Danmark blev jumben løsningen på den lille families kørselsbehov, og da gummiringene blev almindelige omkring 1910 var jumben nærmest et komfortabelt køretøj. Ikke kun til husmandsbrug. Alle samfundslag havde glæde af den. Selv Kongehuset anskaffede sig en jumbe i luksusudgave.
I Danmark stiftede man ligefrem ”Forening til Anskaffelse af Husmandsheste fra Island” med den københavnske dyrlæge Svend Larsen som formand. Formålet med foreningen var at fremskaffe stærkbenede og kraftige arbejdsheste til husmændene. Foreningen indførte postordresalg på islandske heste, og i sommeren 1908 kunne man få leveret en islandsk hest på kajen i København for 150 kr.
Der opstod et behov for vogne, der passede til islænderens størrelse, og karetmagerne begyndte hurtigt at producere vogne, der kunne opfylde dette behov.
Især i Aalborg var der en stor produktion af jumber i perioden fra 1905 til 1920. I Nørregade 14 og 20 lå nemlig vognfabrikanterne Anders Marius Andersen, med ”Vognfabrikken Aalborg” og Peter Petersen med ”Aalborg Vognfabrik”, senere ”Aalborg Jumbefabrik”. De udviklede et lille, men nu næsten overset industrieventyr, hvor man ikke kun forsynede hjemmemarkedet, men også eksporterede til fjerne markeder som Vestindien, Kina og Afrika.
Begge var leveringsdygtige i forskellige jumbemodeller, lige fra standardmodellen til 110 kr. (dog 130 kr. hvis man ønskede patentaksler, så vognen gik lydløst), til luksusmodellen til 450 kr. som Kongehuset havde bestilt et eksemplar af. Men så var stængerne også af amerikansk hickorytræ, der er lige så smidige som spanskrør, sæderne var betrukket med ægte bøffellæder og håndtagene var sølvbelagte.
Jumben til kongehuset var bestilt af kronprinsesse Alexandrine, der var gift med den senere Christian X. Deres to sønner, Frederik og Knud, har således kørt i vognen. Da Frederik blev konge blev jumben brugt af hans døtre, og da en af døtrene blev dronning og selv fik børn, blev jumben stadig brugt til de små prinser. I bogen kan man se et herligt foto fra 1971, hvor prins Frederik og Prins Joachim kører i Dronning Alexandrines jumbe sammen med en barnepige og en kusk på Christiansborg Ridebane. Hesten, der trækker jumben, er Perla, som var en af de to islandske hopper, som Prinsesse Margrethe fik foræret af Island ved sit bryllup i 1967. Det gave fik Island meget omtale ud af.
Men som sagt, ikke kun Kongehuset havde glæde af jumben. I perioden 1910 til 1930 var den utvivlsomt det mest udbredte køretøj i landet. Husmændene brugte den som stadsvogn, og på større gårde var den et yndet køretøj for børn og kvinder på grund af dens sikkerhed.
Men med bilens udbredelse glider en hesteforspændt jumbe selvfølgelig i baggrunden. Der kommer en kort opblomstring under og efter krigen, men så er det også slut. En æra er ovre.
Hvis man af ovenstående kunne få det indtryk, at forfatteren til bogen nok er en ældre herre, så tager man i nogen grad fejl. Ole Jespersen er født i 1966, og gik i 2004 i lære som karetmager på Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Interessen for heste og hestevogne kommer til udtryk gennem hans arbejde som redaktør siden 1997 på Dansk Køre Forbunds medlemstidsskrift ”Køresporten”.
Der findes bøger, der formodentlig sigter efter en meget snæver målgruppe, men som egentlig burde læses af mange flere.
Jumben & den islandske hest er en sådan bog. Den er stærkt anbefalelsesværdig, og giver som historisk formidling et indtryk af et lille element i hverdagen for danskerne i årene inden bilen blev danskernes mest udbredte transportmiddel.
