Kongen

Af lektor cand.mag. Vigand Rasmussen

2007 var udnævnt til Industrikulturens år, hvormed den etablerede museums- og historikerverden langt om længe satte fokus på kulturminderne fra industriens perioder i Danmark.

Just som året var ved at rinde ud, udkom en bog, der på mange måder er et direkte anklageskrift mod netop den etablerede kulturkreds fra ministeren og nedefter i systemet.

Det drejer sig Mogens Nørgaard Olesens vægtige værk om DSB færgen Kong Frederik IX’s storhed og fald, hvor især færgens sidste tid dels som museumsfærge, dels som en skrotfærge, der endte på den berygtede indiske ophuggerstrand, fylder meget i bogen.

Nørgaard Olesen er landets kyndigste færgehistoriker, hvilket afspejler sig i de rent historiske afsnit, men han er også optændt af en dirrende harme grænsende til vrede  tilsat skuffelse, hvilket gør denne bog til noget helt specielt i dansk transporthistorisk litteratur.

Allerede indledningsafsnittet, hvor ’middelmådighedens snævre univers’ manglende værn af nationale klenodier belyses med eksempler fra behandlingen af Tycho Brahe, der blev tvunget i landflygtighed, via den ringe vedligeholdelse af Dybbøl Mølle til fregatten Jyllands skæbne, hvor kun et privat initiativ reddede skibet fra ophugning, anslår, hvad der venter læseren på de efterfølgende 330 sider.

Først påviser Nørgaard Olesen med et fornemt oversigtsafsnit dansk færgehistories kulturhistoriske betydning lige fra de første hjulfærger på Lillebælt til de seneste DSB færger. I afsnittet zoomes der særligt ind på motorfærgen Kong Frederik IX, der løb af stabelen i 1954, men allerede i dette historiske afsnit ulmer forfatterens opgør med det etablerede historiker- og museumssystem, eksempelvis i omtalen af skruedampfærgen Prins Christians skæbne, idet der i 1955, da færgen blev taget ud af drift, ikke var nogen interesse for at bevare det fine skib. ”Gamle slotte, gamle oldtidsfund og andre lignende ting og sager kan vi godt bevare i Danmark, men en gammel smuk færge, som tusindvis af mennesker har rejst med, og som var noget ganske enestående i dansk industri- og trafikhistorie, den er det helt absurd at bevare.” (s. 97) Med denne salve er kursen sat, og fra s. 156 bliver krabasken for alvor svunget med afsnittet ’ Færgebevaring i Danmark – en vanskelig sag.’ En stribe eksempler fremdrages for at påvise, hvorledes beslutningstagerne på det kulturhistoriske område gang på gang svigtede, når en bevaringsværdig færge stod foran ophugning. Det kunne være DSBs sidste dampfærge Danmark, der sejlede helt til 1968, eller etatens første dieselmotorfærge Korsør, der i 1981 blev solgt til skrotning til trods for, at en bevaringsforening havde arbejdet ihærdigt for at redde færgen. I den sag spillede Statens Museumsråd ikke nogen særlig heldig rolle, da man erklærede, at færgen ikke var bevaringsværdig.

Så gik det lidt bedre for motorfærgen Sjælland fra 1951, der i 1988 blev bevaret som museums- og restaurationsskib med plads i Københavns Havn, indtil den i al hemmelighed i 2002 blev solgt til England og bugseret til London, hvor den stadig befinder sig som restaurationsskib. Dette skete også uden sværdslag fra det officielle Danmark, og det skete året efter, at Danmarks Færgemuseum i Nyborg var gået konkurs og færgen Kong Frederik IX var sat til salg. Den blev solgt samme år som færgen Sjælland blev listet til England.

Bogens forfatter var centralt placeret i arbejdet med etableringen og driften af Danmarks Færgemuseum, som blev indviet den 1. juni 1997. Dermed skulle man tro, at den danske færgehistorie var kommet sikkert i havn med udsigten til at få placeret færgen Kong Frederik IX i et af færgelejerne i Nyborg med sporforbindelse, således at der kunne etableres et virkeligt færgehavnsmiljø ved Storebælt. Men sådan kom det ikke til at gå. Det er meget dyrt at drive et færgemuseum, så dyrt, at det burde have være en statsopgave. Det viste sig, at økonomien blev meget anstrengt. Dertil kom interne stridigheder mellem de frivillige færgeentusiaster, der først og fremmest ville have et færgemuseum, og de søfolk, der hellere ville sejle med færgen. Da opbakningen udefra også svandt ind bl.a. i form af, at det lovede færgeleje blev inddraget i andre planer for færgehavnarealet, ja så var tæppet trukket væk under Danmarks Færgemuseum.

Da bogens forfatter sad i museets bestyrelse gennem hele perioden, får læseren virkelig et indblik i alle de vanskeligheder, museet havde at kæmpe med – set gennem Mogens Nørgaard Olesens briller.

Resten af bogen er spændende som en kriminalroman, hvor man følger den smukke færges forfærdelige vej til ophuggerstranden i Indien efter at have været i hænderne på alt andet end færgevenlige personer og firmaer. Bogens forfatter kæmpede til det sidste for at redde Kongen, og kampen skildres så medrivende, at man ikke lægger bogen fra sig i utide, selv om man desværre kender udgangen af tragedien.

Det er en vedkommende bog, dels fordi den fortæller en spændende historie, dels fordi den med et væld af beviser påviser alvorlige svigt hos danske myndigheder, da man kunne have reddet færgen fra skærebrænderne i Indien, men også fordi den påpeger, hvor lidt kulturens beslutningstagere gennem tiden egentlig har interesseret sig for kulturværdierne i transporthistorien. Der ville ikke have været bevaret ret meget materiel fra de danske privatbaner, ret mange maskiner og materiel fra vejhistorien eller ret mange skibe, hvis ikke private ildsjæle og foreninger havde udført en kæmpeindsats gennem de sidste ca. 40 år. At DSB’s historie og materiel er sikret via Danmarks Jernbanemuseum (der trods navnet er et DSB foretagende) er prisværdigt og skyldes i begyndelsen især en indsats fra historisk bevidste personer i etaten, men det dækker kun en del af transporthistorien.

Når man ser bort fra nogle få eksempler på lidt svulstig sprogbrug og en til tider irriterende brug af parenteser til at korrigere offentlige kilders sprog, er det en yderst velskrevet bog skabt af en historiker, der virkelig har noget på hjerte og er harmfuld nok til at tale frit fra leveren. Det er et fornemt mindeskrift om en færge, der som kulturminde repræsenterede det ypperste af dansk industri, men som det officielle Danmark ikke fandt, at man havde råd til at bevare.