Maritimhistoriske artikler

Alt godt fra havet

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Med artikelsamlingen ”Maritimhistoriske artikler” føjer Anders Monrad Møller endnu en titel til sit efterhånden lange forfatterskab, der foruden disputatsen ”Fra galeoth til galease” fra 1981 og forsættelsen ”Jagt og skonnert” fra 1988 omfatter et stort antal publikationer inden for et bredt felt af emner. Han har beskæftiget sig indgående med Christian VIII, har været medfatter til ”Dansk posthistorie” og ”Dansk skattehistorie”, men i særlig grad har han fulgt disputatsen op med emner inden for handels- og maritimhistorien, og den seneste udgivelse lægger sig fint i kølvandet på disse hovedværker.

Som den flittige forsker med fingrene nede i arkiverne, Anders Monrad Møller nu engang er, er han naturligvis nu og da stødt på emner eller arkivfonds, som han i den aktuelle situation har måttet gemme til bedre tider, og det er sådan en opsamling af stof, som udgør grundlaget for de ni artikler, der findes i nærværende bog. I et enkelt tilfælde har han dog fået overladt arkivudskrifter fra andre og benyttet dem som afsæt for sin artikel.

I sagens natur strækker emnerne sig kompasset rundt – lige fra den første artikel om kirkeskibe over sammensætningen af mandskabet i den københavnske handelsflåde i de sidste årtier af 1700-tallet frem til slutartiklen om blokadepolitikken under Treårskrigen.

Det brogede udvalg kendes fra tidsskrifter og årbøger, men minder her mest af alt om festskriftet som publikationsform, hvor det jo ikke sjældent sker, at skuffemanuskripter hives frem fra gemmerne, pudses af og derefter præsenteres for alverden. Det skal hastigt tilføjes, at det jo bestemt ikke udelukker, at artiklerne kan være både læsværdige og informative, og at det også er tilfældet her.

Det gælder således artiklen med titlen ”Måneden drejer” om sammensætningen af den københavnske handelsflådes mandskab i den florissante periode med afsæt i waterschoutens forhyringsprotokoller i Københavns Stadsarkiv. Monrad Møller har været forbi stoffet tidligere, men emnet er nu blevet uddybet. Han har taget en række stikprøver af forhyringskontrakterne for en række vestindienfarere og på grundlag heraf vist den geografiske fordeling efter hjemby af mandskabet mellem 1762 og 1797. De færreste var naturligvis københavnere. Særligt sjællændere og jyder dominerede billedet, foruden naturligvis nordmænd. De indsamlede data opstilles også efter mandskabets charge og alder, hvoraf den sidstnævnte variabel viser, at handelsflåden var ung med folk i 20’erne og 30’erne, og at folk derfor lagde op, når de var i slutningen af 30’erne. 

Som en tilsvarende con-amoreartikel står ”Skipper Brandt af Svendborg”. Hans Casper Brandt (1753-1840), der er forfatterens 3 x tipoldefar, og man mærker her en særlig stor glæde ved at præsentere hovedpersonen og hans familie, som han tilmed har fine portrætter af i form af silhuetklip. Til samme emnekreds hører også artiklen om skipper ”Jens Basse af Bogense” og de tre brødre ”Kruuse” fra Korsør, der følges rundt på verdenshavene.

I ”Så gode venner var de vist!” følges søofficererne H. B. Dahlerup og C. C. Zahrtmanns venskab og det overraskende pludselige uvenskab i forbindelse med Dahlerups kritik af Zahrtmanns dispositioner som marineminister i 1848. Det er en artikel, der nok kunne have fortjent en lidt mere udførlig behandling end de fem tekstsider, der bliver emnet til del. Artiklen udgør den ene af tre artikler om Treårskrigens sømilitære operationer. De øvrige går mere snævert på krigshistorien: I ”Affæren ved Eckernførde nok engang” beskrives linieskibet Christian VIII’s og fregatten Gefions grumme skæbner med særlig brug af Sophus Waldemar Rasmussens erindringer, som Monrad Møller tidligere har udgivet. Også ”Blokadepolitikken under Treårskrigen” drager fordel af Rasmussens erindringer, om end stærkt suppleret af en minutiøs gennemgang af Statsrådets forhandlinger

Den næsten referatagtige brug af kilderne, der ses i disse artikler, karakteriserer også ”Georg Albrecht Koefoed på Middelhavet”. Den danske eskadrechef 1800-1803 følges på sit dramatiske togt, der havde til formål at pacificere de nordafrikanske fyrster, men Koefoed måtte i 1801 også tage sig i agt for englændere. Missionen lykkedes til fulde. Forfatteren følger sin hovedperson rundt i Middelhavet næsten for tæt, og til overmål er 17 af hans rapporter gengivet i transskription som et bilag, der fylder 28 sider. Brevene havde nok bedre foldet sig ud i en lille selvstændig annoteret udgivelse. I denne sammenhæng fylder de vel rigeligt og er et fremmedelement i forhold til de øvrige tekster.

Artiklen ”Kirkeskibe”, der indleder samlingen, er skrevet på opfordring af modelskibsbygger Fritz B. Jørgensen, der er ansvarlig for mangen et kirkeskib. Han savnede angiveligt at få belyst flere aspekter af sit fagområde. Monrad Møller greb idéen og giver her et fornøjeligt indblik i denne del af den danske maritimhistorie. Artiklen kommer langt omkring, selvom skibene ikke selv kom på langfart. Vigtigst er det, at Monrad Møller påviser, at Henning Henningsens afvisning af skibene som votivgaver ikke holder, fordi den gamle nestor på området holdt sig til en meget snæver definition af ordet ”votivgave”. Han mente, at en votivgave skulle være afgivet inden afslutningen på den hændelse (f. eks. et forlis), der foranledigede gaven. Med al rimelighed bag sig gør Monrad Møller op med denne opfattelse og bruger i stedet ordet votivgave som en gave, der også kan være givet som tak for en overstået hændelse, eventuelt fordi gavegiveren var kommet sikkert i havn efter et langt og farefulgt liv på søen.

Maritimhistoriske artikler er udgivet af Forlaget Falcon, der er forfatterens eget forlag. Det har resulteret i en vis ”nærsynethed”. Bogen kunne have fortjent et samarbejde med en kritisk forlagsredaktør, der kunne have set på stoffet med udefrakommende øjne. Således er beskrivelsen af katastrofen ved Eckernførde i 1848 meget indforstået for folk, der som anmelderen ikke lige har detaljerne præsent, og den referatagtige form tæt på kilderne, der optræder flere steder som tung sproglig ballast, kunne have været lettet noget. 

Bogen er i tværformat, der er ganske upraktisk under læsningen, da opslaget bliver meget bredt (og senere får man problemer med en placering i bogreolen), men formatet giver gode muligheder for at vise f. ex. skibsportrætter i en god størrelse. Mange af billederne er i en fin kvalitet, men det gode indtryk skæmmes noget af flere mindre illustrationer, hvor en billedbehandling kunne have fjernet en mærkelig bruntoning, der vel stammer fra dårlig lyssætning ved uprofessionelle digitaloptagelser. 

Formatet giver imidlertid også mulighed for at anbringe noterne i marginerne lige ved notehenvisningen, så man har dem tæt på under læsningen. Det er meget bekvemt – også i henseende til bogens format i opslået tilstand, at man at man ikke skal sidde med fingre placeret ved artiklens afslutning eller bagest i bogen.

Bogens målgruppe kan som følge af de spredte indhold være vanskelig at indkredse, men enhver, der interesserer sig for dansk maritimhistorie, vil sikkert glæde sig over, hvad Anders Monrad Møller her har lagt frem for læseren. Skuffemanuskripter og gamle idéer kan føre mange steder hen – og også ud på verdenshavene.