Omvæltningernes tid

Historikeren Nils Valdersdorf Jensen, Svendborg Museum, fortæller om den ganske voldsomme brydningstid, der udspillede sig i Danmarks daværende kraftcenter for sejlskibe: Thurø og Svendborg. I en ualmindelig velskrevet bog præsenterer han læserne for sejlskibstidens svanesang og dampskibenes indtog. Og naturligvis er det A. P. Møller og familie, der spiller en af hovedrollerne.
Af Erik Ingemann Sørensen
De prægtige skonnerter i Thurøbund understreger det århundredgamle søfartscenter på Thurø og i Svendborg. Det var sejlskibenes stolte tid. Men – på et tidspunkt blev det i stedet til de stolte skibes kirkegård. Foto: Søfartsmuseet
”To herrer stod foran en lukket dør og bankede endnu en gang. Far og søn ventede og kiggede på hinanden.
Faren, Peter Mærsk Møller, havde et kridhvidt fuldskæg og lune furer omkring øjnene. Hans vejrbidte ansigt var slidt af et langt liv på søen. Peter havde oplevet utallige havneanløb og overlevet storme og forlis. Han havde også overlevet en genstridig svigerfamilie. Nu var han gået i land i søfartsbyen Svendborg.
Sønnen, Arnold Peter Møller, en rank ung mand på 27 år, stirrede med blå øjne på den lukkede hoveddør. Med sin markante næse lignede han ikke sin far, men slægtede i høj grad sin mor på. Både næsen og sindet, tænkte Peter. På sin vis var Anna også med på turen. Hun gik med liv og sjæl op i deres projekt med at finde investorer til et dampskibsrederi. I flere år havde hun presset på for, at Peter kom i gang.
Nu skete der noget. De kunne høre langsomme skridt, og døren blev åbnet. Men den blev hurtigt lukket igen. Nej tak, sagde den ældre mand. Som sejlskibsreder var han ikke interesseret i dampskibe, sagde han og tilføjede skævt, at rigtige sømænd sejlede på sejlskibe … ” (s.8 f.).
Med denne finurlige fiktion får forfatteren læserne med ind i rummet, så man nærmest føler, man sidder på en stol ovre i hjørnet. På samme tid får Nils Valdersdorf Jensen introduceret temaet for bogen: polariseringen mellem sejl og damp. Det er stadig ikke helt almindeligt for historiske fremstillinger. Men Tom Buk-Swienty har på mesterlig vis demonstreret, at kombinationen fiktion og faktion absolut kan blandes. Vel at mærke hvis man står på et solidt fagligt fundament. Og det gør denne bogs forfatter, der er historiker og ph.d. Han demonstrerede det fornemt i bogen ”Smuglerlandet Danmark”, (Gads Forlag 2022). Anmeldelsen kan læses her: https://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/kriminalhistorie/smuglerlandet-danmark
Historien fortælles gennem mennesker
Nils Valdersdorf Jensen har foretaget et flot valg: han fremstiller perioden ved at lade læseren opleve den gennem de mennesker, der var markante personer i forløbet. Stor ros for denne måde at formidle på – det giver en meget bredere læserskare.
Den ene af bogens personer, Hans Alfred Hansen, præsenteres i en fiktion: ”Hvis Hans Alfreds forældre tog deres baby med på en sejltur til Svendborg, ville de sejle ud fra Gambøt Bro på nordsiden af Thurøbund.
Jens Erik Carl Rasmussens maleri af en mor og datteren, der ror på Svendborgsund, viser to sider af tilværelsen: kvinderne kunne ro på lige fod med mændene, da disse ofte var væk, og småbåde var en vigtig transportform i øhavet. (Illustration fra bogen).
De ville kunne se ”… farvand pakket med skibsværfter … Langs sundets bredder lå skibsværfter og byggepladser tæt, og luften genlød af økser og save fra mange værfter fordelt hele vejen fra Thurø til Svendborg.” (s.17). Forfatterens levende pen understreger igen, hvor fin en måde det er at formidle viden på. Læseren er med på den lille tur, hvor livet og skibsfarten i Svendborg præsenteres. Af flere omgange bogen igennem.
Havet som arbejdsplads
Som hundredvis af andre drenge kom Hans Alfred Hansen umiddelbart efter sin konfirmation ud at sejle som skibsdreng. ”Allerede som helt ung var Hans Alfred altså spundet ind i søfartskulturens spind. Han var en del af en livsform eller et økosystem, der hang tæt sammen – og i det spind befandt han sig resten af livet…” (s.29). Derfor er han også den ene af de patriarker, der optræder bogen igennem.
Vi præsenteres for nogle af de store skibsbygningsmestre, hvor en af de store var Lars Nielsen Møller, der ved sin død som en særdeles velhavende mand havde bygget over 150 skibe blandt disse orlogsbriggen ”Bornholm”.
Vi møder igen Hans Alfred Hansen, der havde fået sin styrmandseksamen i 1864 og var blevet gift i 1867 med gårdmandsdatteren Johanne Petrine Pedersen fra Thunø. Fire år senere bliver han skipper på ”Spes & Fides” og senere på større skibe, der kunne sejle på de store have. Det var vitterlig en guldalder for de sydfynske redere og skibe.
Billedet fra Svendborg havn mere end antyder, at det var sejlskibenes storhedstid -også benævnt ”guldalderen”. Foto fra ca. 1877. Svendborg Byhistoriske Arkiv.
Vi kommer også rundt om de lidt mere lyssky aktiviteter, der fandtes i havnemiljøet – aktiviteter sædelighedspolitiet blandt andet måtte tage sig af. Men der var også kvinder, der boltrede sig på mere ærbare områder: De kvindelige redere. Forinden må jeg lige dryppe lidt malurt i bægeret. Desværre er der en hel del, der peger på, at korrekturen kun er læst med ét øje. Noget, der desværre skæmmer bogen lidt. Et par eksempler: Om sluppen ”Caroline” af Svendborg hedder det nederst på side 33: ”Hun havde en drægtighed på 39 kommercelæster, ca. 100 tons korn. I Bergen blev skibet losset, og der kom sild og tran… ” Sætningen fortsættes med følgende på side 34: ”… ”gå på varmen” var, at et hav som Middelhavet ikke blevet lukket af is om vinteren…”??? For nu ikke at synke ned i mængden af mavesure anmeldere tager jeg lige en ganske finurlig fejl med
Den tremastede bramsejlsskonnert ”Ella Eff” ført af skipper Mads Peter Madsen. Foto: SM.
De gamle søfolk på sejlskibene fylder en med stor respekt. Som nu skipperen på den tremastede skonnert ”Ella Eff”, Mads Peter Madsen. Det gik økonomisk helt ilde. Så nu drejede det sig om at få forsikringspenge udbetalt. Herom skriver forfatteren: ”Det næste forsøg på at synke (sic!) skibet blev gjort i januar 1929… (s.245).
Ikke så lidt af en mundfuld. Skibet, der var på 282 tons, havde en længde på 34 ½ meter og en bredde på 8 ½ meter. Ikke så lidt af en mundfuld. En lille perle når synke og sænke overses i korrekturen. Men lad det nu ikke ødelægge helhedsindtrykket.
De kvindelige redere
Vi møder også kvindelige redere – noget af et selvsyn i denne mandsdominerede verden. Ikke sjældent kom skipperens kone og børn med på turene. Oftest om sommeren. På land var det tit kvinden, der satte dagsordenen. Ægtemanden var en stor del af tiden på søen. Derfor tog hustruen sig stort set af alt derhjemme herunder regnskaberne. Døde manden på havet, måtte hustruen tage over. Og var han sejlende reder, ja så overtog hun ofte dette arbejde. Forfatteren skriver: ”I 1873 var der ifølge Danmarks skibsliste således ti kvindelige sejlskibsredere i Svendborg. Med undtagelse af en benævnes de alle enker. Deres egne navne fremgår ikke, de blev kun omtalt under deres afdøde mænd. Mellem dem bestyrede kvinderne 16 skibe på i alt 1.527 tons. Den største var Agnete Troensegaard, der havde to skibe på tilsammen 409 tons. Sammenligningen på landsplan viser, at ”… der i 1873 var 46 kvindelige skibsredere, der bestyrede tæt på 100 skibe… (s.79).
Nils Valdersdorf Jensen inddrager også det, han kalder det væsentligste eksempel på en entreprenant kvindelig reder: Anna Kirstine Jensen, der efter hendes mands død i 1890 fortsatte som reder. Og mere til: ”husmoder, kulhandler og skibsreder”. Sådan angav hun det selv ved folketællingen i 1901. I 1901 var hendes rederi det fjerdestørste i Svendborg. Hvem sagde ”det svage køn?”
Bramsejlsskonnerten ”Minerva”, stabelafløbning fra Ring Andersens værft i Svendborg, 1901. Den var bestilt af netop Anne Kirstine Jensen. Foto: SM.
Det er en spændende vinkling, forfatteren her har taget med.
En ny mand kommer til byen
I 1884 flytter en ny mand med familien til Svendborg: Peter Mærsk Møller. Med er hans hustru og deres 10 børn. Hustruen kom fra en af Amagers førende rederslægter. Peter ”… var født på Rømø i 1836 … hvor hans Fader var Skibsfører, hans Fader og Farfader ligeså.” (s.85).
Han havde forsøgt at få Annas familie til at bakke op om et dampskibsprojekt, men fik ikke tilslutning til projektet. Derfor forsøgte han sig nu i Svendborg. I 1886 erhverver han dampskibet ”Ellen”, som han omdøbte til ”Laura”.
På et farvebillede kan man se skorstenen malet lyseblå og den hvide syvtakkede stjerne, der den dag i dag er rederiets logo kendt på de syv verdenshave. Foto: SM
Hvorfor han valgte stjernen, fortæller forfatteren også ved at bringe et uddrag af Peters brev til hustruen: ”Den lille stjerne på skorstenen er et minde om den aften. Jeg så nedtrykt og ængste bad for dig og bad om et tegn at måtte se en stjerne på den grå overbetrukne himmel, et minde om: Herren hører bønner.” (s.95).
Konservatisme kontra fornyelse
Ejeren af ”Laura” havde set nye tider var på vej. Sejlskibene havde kulmineret i 1875. Da var der næsten 3.000 fartøjer, der havde en samlet lasteevne på over 200.000 tons.
I perioden 1870 - 1890 steg antallet af dampere i indenrigsfarten fra 97 til 322, og dampskibstonnagen i udenrigsfart blev trettendoblet. Det var især eksporten af landbrugsvarer, der kunne drage nytte af dampskibene. Var der vindstille, kunne lasten på et sejlskib let blive dårlig, efter at landbruget var omlagt til animalsk produktion. Dampskibe kunne sejle i al slags vejr og skulle ikke krydse efter vinden. Men sådan så de konservative sejlskibsredere i Svendborg ikke på det. Sejlskibe havde vist deres værdi, og her blev der skabt rigtige sømænd. Det skulle der ikke laves om på.
Svendborg havn med den lille færge ”Rut”. Men det er stadig de store sejlskibe, der præger havnen. Foto: SM.
Uddannelsesmæssigt kom der også nyskabelser. I Folketinget drøftede man placeringen af navigationsskolerne. Her meldte Christian Berg sig i debatten. Det er fint, at Nils Valdersdorf Jensen får denne centrale debat med. Jeg kan supplere med, at Chresten Berg ikke lod det blive ved ord. Han fik oprettet en navigationslinje på Bogø Højskole, hvor han selv underviste.
Da bølgerne gik højt
Peter Mærsk Møller ville gerne overbevise de konservative skibsredere om dampskibenes mange muligheder. Det gjorde han med et indlæg i Svendborg Amtstidende. Så kan det ellers være, at uvejret brød løs med læserbreve af uhørt skarphed. Møller svarede igen blandt andet med formuleringen ”Vor tid er omvæltningernes tid”. Vi får virkelig et fint indblik i, hvad man med en lille omskrivning kunne kalde ”The Clash of Generations” frit efter Samuel P Huntington. Den såkaldte læserbrevsfejde flyttede ikke rigtig noget. Men Møllerfamilien fortsatte ufortrødent, og i 1904 meddeltes det, at man havde stiftet ”Dampskibsselskabet Svendborg”, samt at man ”ville drive fragtfart med en damper på omkring 2.000 tons.” (s.170). Og nu var sønnen A. P. Møller kommet på banen.
Investorerne havde fået 9 % i udbytte. Den første succes var hjemme.
Og så fulgte udvidelsen af skibe med den syvtakkede stjerne skib efter skib. Og A. P. Møller havde succes, Forfatteren citerer historikerne Henning Harnow og Henning Morgen, der vurderede, ”… at forsigtighed er lige så dækkende et ord som aggressiv og vækstorienteret, når det gælder A. P. Møllers strategi”. (s.184) Det vigtigste for ham var sandsynligvis, at han selv tegnede strategien”. Han havde stiftet endnu et dampskibsselskab: ”Dampskibsselskabet af 1912”.
Det var hans fortjeneste, at man kom rimeligt gennem første verdenskrig. Og efter. Den historie er rimelig kendt, så jeg skal blot fremhæve, at Nils Valdersdorf Jensen på fornem vis får fulgt den til dørs – igen stående på et stort fagligt fundament.
Mærsk Møllers værfter i Odense og på Lindø var kronen på en fantastisk indsats inden for dansk skibsfart. Det smertede, da Mærsk måtte lukke Lindø. Men konkurrencen fra skibsværfterne i Østen gjorde udslaget. Det var blevet alt for dyrt at bygge skibe i den stolte søfartsnation Danmark. Til gengæld er de nye skibe revolutionerende på mange områder herunder emissionen. Den gør man alt for at nedbringe. Her er vi nogle af de førende i verden.
Vi ser det igen og igen: Mærsk skibene rundt om i verden, men så sandelig også containerne på mange andre skibe og rundt om i verdens havne, hvor de losses og lastes. Et imponerende virke.
En spændende og fornem bog er det blevet til. Takket være forfatterens store viden om udviklingen i den sydfynske skibsfart. Jeg erindrer en bog om landbruget, der kom for nogle år siden. Heri skrev forfatteren, at de fleste danskere, når de kiggede tilbage i slægtshistorien, ville støder på bønder. Jeg tror, det samme gør sig gældende for søfarten. Kigger man tilbage og bliver fanget, så er denne fremragende bog lige til at gå til – en fornem fortæller, fremragende illustrationer og forbilledlig litteraturliste. Det er virkelig et stykke tid siden, jeg har set så fint et historisk arbejde.
[Historie-online.dk, den 26. marts 2025]