Spionerne der kom ind med varmen

Gas

Mogens Rüdiger, Professor mso  

Ved du, kære læser, hvad Nord Stream 2 er? Hvis ikke, er du ikke den eneste. Et for de fleste nok lidt kedeligt stykke infrastruktur, en rørledning, der – hvis den bliver bygget – skal føre gas fra til Rusland gennem Østersøen til Tyskland, og undervejs vil den komme gennem dansk farvand. Men reelt er der tale om nogle rør, der har så mange politiske og moralske aspekter, at det kan man godt skrive en bog om. Det har Jens Høvsgaard så gjort. Han er journalist og har blandt andet skrevet om handel med kvinder og børn til prostitution og har i den forbindelse været nomineret til Cavling-prisen.

Om Nord Stream 2 skal bygges, er et aktuelt politisk emne, hvor den danske regering inden for en meget overskuelig fremtid skal træffe en beslutning, om rørledningen må føres gennem dansk territorium. Høvgaards bog er således et forsøg på at påvirke beslutningsprocessen, men det behøves regeringen nu ikke fået spoleret sin nattesøvn af.

Bogen hedder ”Spionerne der kom ind med varmen,” hvilket jo er en umiskendelig henvisning til agent-litteraturen. Referencen er klar nok, om end lidt prætentiøs; forfatteren mestrer ikke just krimi-plottet, men er dog en udmærket fortæller.

Hvis den eventuelle køber ikke fanger finten i titlen, så er den grundigt forklaret i undertitlen: ”Historien om en GASLEDNING på bunden af ØSTERSØEN, og om hvordan PUTIN og tidligere agenter fra KGB og STASI bestak og afpressede politikere helt op på STATSMINISTERNIVEAU i Sverige, Finland, Tyskland og Danmark.” Hvem vil ikke gerne læse om Lars Løkke i lommen på KGB og Stasi, når han nu så flittigt har været i andres lommer.

Den (eventuelle) historisk kyndige køber vil måske blive slået af, at både Stasi og KGB var nedlagt længe før Nord Stream 2 kom på tegnebrættet, men lad nu den slags akademiske detaljer ligge. Undertitlen er nemlig meget sigende for bogen: den er kreativ og kommer rundt i mørke sider af det 20. og 21.århundredes historie.

Udgangspunktet er et skummelt møde i Berlin mellem Putin, den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder, udenrigsminister Frank-Walther Steinmeier, Matthias Warnig, der er administrerende direktør for selskabet Nord Stream 2. Schröder støttede varmt etableringen af Nord Stream 1, og efter at han forlod kanslerposter i 2005, har han været tilknyttet det russiske statsselskab Gazprom. Warnig er en gammel bekendt af Putin, idet han var i Stasi og mødtes med Putin i spion-cirklerne.

Dagmars knogler

Derefter følger en meget grundig gennemgang af Putins gøren og laden, uden at der dog bliver plads til et par linjer om, hvorfor det er relevant. Det kan man selvfølgelig godt regne ud, al den stund Gazprom er et statsselskab, men er selskabet blot et politisk redskab for den russiske regering? Undrer man sig over relevansen af Putins grænseoverskridende ungdom, så bliver man aldeles mystificeret under læsningen af den meget lange fortælling om enkekejserinde Dagmars skæbne efter den russiske revolution og flytningen af hendes jordiske rester til Rusland i 2006.

Vigtigere og ulige mere interessant bliver det, når Høvsgaard nærmere sig gas som energi og dermed også gaspolitikken og gasselskaberne. Med god grund trækker Høvsgaard konflikterne mellem Gazprom og Ukraine ind i billedet. Det er et af de centrale aspekter, når EU og også Danmark forholder sig spørgsmålet om Nord Stream 2 (og såmænd også Nord Stream 1). Problemet er, at Høvsgaards kendskab til gaskonflikterne er begrænset. Den manglende viden gør det selvfølgelig lettere at passe konflikterne ind i billedet af russerne som rendyrkede skurke både i forhold til Ukraine og til det europæiske gasmarked. Det holder ikke, og det er i øvrigt absurd at lade gaskonflikten mellem de to lande være den eneforklaring på konflikten mellem Vest- og Øst-Ukraine.

Man kan yderligere med en vis ret spørge, hvad rationalet egentlig er i at støtte et korrupt oligark-regime som det ukrainske? At det er et offer for den russiske bjørn. Den holder en del af vejen, men det ukrainske regime har også udnyttet, at landet har tjent godt på at være transitland for den russiske gas til Europa.

Regimet har kæmpet for at bibeholde de meget lave priser fra før den kommunistiske føderation brød sammen i 1991. I lange perioder er regningerne ikke blevet betalt, hvilket Gazprom naturligvis ikke har været tilfreds med. Dette forhold var medvirkende til de tilbagevendende gaskonflikter mellem Ukraine og Rusland eller rettere konflikten mellem de to landes statslige gasselskaber. Derudover skal gaskonflikterne også ses som et politisk pres på Ukraine og en støtte til bestemte kræfter i landet.

Det centrale kapitel, der skal føre frem til en forklaring på, hvorfor Danmark uden videre kvababbelse accepterede, at Nord Stream 1 kommer ind over dansk territorium, nemlig at statsministeren og dele af DONG Energy er eller var i lommen på Putin, er så behæftet med fejl og tåkrummende vrøvl, at det er svært at tage alvorligt.

Et eksempel: DONG Energy indgik i 2006 en købsaftale med Gazprom om en mia. m3 gas om året fra 2011 til 2031 med en tillægsaftale fra 2009 om at levere op til yderligere en mia. m3 fra 2012 til 2018. Høvsgaard har ret i, at prisen er høj og endda et godt stykke over verdensmarkedsprisen. Importen har ikke været stor, og i modsætning hvad Høvsgaard hævder, er Danmark ikke tilnærmelsesvis blevet afhængig af russisk gas, fordi landet indtil fornylig var selvforsynende med gas, og fordi gasforbruget i øvrigt er for nedadgående. Selvforsyningsgraden for naturgas var 147 procent i 2014, dvs. Danmark produceres mere naturgas end forbruget. Dernæst er beskrivelsen af fusionen, der førte til etableringen af DONG Energy et par steder det rene vås, virksomhedens strategi er misforstået, osv. osv.

Hverken i beskrivelsen af DONG Energy som virksomhed eller andre steder i bogen bygges på relevant og lettilgængelig litteratur. Fx ligger der god og seriøs litteratur om Rusland og Ukraines gaskonflikt tilgængelig på internettet, men man skal selvfølgelig lede efter det, før det dukker op på skærmen.

Hvorfor en ny ledning?

Nord Stream 1 har været i brug i nogle år, men det foranlediger ikke Høvsgaard til at overveje om nogle af den tids indvendinger og bekymringer faktisk viste sig fornuftige og holdbare. Ukraine får stadig gas fra Gazprom (og betaler for den), men tjener naturligvis mindre på transitgassen.

Når man diskuterer Nord Stream, er det nødvendigt at skelne mellem (virksomheds)økonomiske og politiske mål. Gazproms erklærede formål med en fordobling af rørledningen er, at den skal gøre virksomheden mere konkurrencedygtig, idet udgifterne til transit vil blive reduceret eller helt forsvinde. Dernæst vil Gazprom slippe for den usikkerhed, der knytter sig til transitten. Gaseksporten bidrager til den russiske statskasse, hvorfor den også er politisk motiveret: den russiske stat ser sandsynligvis også fordoblingen som en måde at svække og destabilisere Ukraine. Høvsgaard har stirret sig blind på det sidste. Og når den danske regering og EU skal tage stilling til Nord Stream 2, er det et aspekt, der nødvendigvis må tages med i betragtning.

Set gennem EU’s og Danmarks briller kan en ny rørledning give god mening af to grunde: for det første kan den russiske gas være med til at øge forsyningssikkerheden i Europa, og for det andet vil det være i overensstemmelse med EU’s energipolitik, der lægger op til, at fornybar energi og gas skal være fundamentet i forsyningen. Her vil gas være det stabiliserende element i forhold til den mere ustabile fornybare energi, der leverer strøm som vinden blæser eller solen skinner.

Omvendt er der tre argumenter imod rørledningerne og større import af russisk gas:

-          Selv om gas er det reneste fossile brændsel, vil mere gas i forsyningen måske nedsætte tempoet i den grønne omstilling;

-          Det er altid problematisk at øge afhængigheden af en enkelt leverandør, og selv om Gazprom i det store og hele har leveret varen, så er det en usikkerhed, der skal adresseres;

-          Og så vil det som sagt gå ud over Ukraines indtægtsgrundlag, ligesom flere af de østeuropæiske lande med Polen i spidsen konsekvent ser russisk energi som et problem.

Argumenterne for rørledningen interesserer ikke Høvsgaard. Argumenterne imod er kun interessante i det begrænsede omfang, de kan passes ind i spion-fortællingen, dvs. hvordan spionerne og deres skumle medsammensvorne – som er købt og betalt eller lokket i ’honningfælder’ osv. – forsøger at presse de politiske beslutningstagere til at bakke op om den nye rørledning.

En ting vil jeg give Høvsgaard ret i, og det er, at den slags beslutninger foregår alt for lukket og med en bekymrende uvillighed fra myndighedernes side til at lade journalister og andre komme i arkiverne.

Alt i alt er det en tyndbenet og usammenhængende bog med et skæmmende ringe kendskab til de faktiske forhold i energisektoren og i øvrigt smækfyldt med fejl og misforståelser. At Gyldendal har udgivet denne bog er pinligt.  

Historie-online.dk, den 3. oktober 2017