Splitflag og højagtelse
Af Henrik Schovsbo
Ombord på det klassiske ØK-skib frem til 1960-erne spiste man mange forskellige steder. Kaptajnen, overstyrmanden og maskinchefen spiste i salonen sammen med eventuelle passagerer, betjent af tjener, ungtjener ("svejtser") og pantrydreng. Styrmænd, maskinmestre samt telegrafist og elektriker indtog deres måltider i officersmessen som blev betjent af messedrengen ("Petter") der også passede messen for maskinassistenterne, bistået af styrmandskammerdrengen. Dæksbesætningen spiste i matrosmessen – dog indtog bådsmand og tømrer deres mad for sig, begge messer blev passet af dæksdrengen. Dem der betjente alle de andre, restaurationspersonalet, især drengene, havde også deres messe, dog ubetjent.
Skal man tro flere bidrag fra maskinbesætningsmedlemmer i bogen Med splitflag og højagtelse om livet ombord på Øks skibe i 1960-erne fortalt af besætningsmedlemmer svarede opdelingen i messer også til forholdet i det hele taget mellem de forskellige besætningsgrupper ombord. Maskinfolkene havde i det daglige ikke noget at gøre med folk på dækket. Mest kontakt med de øvrige havde drengene, der gjorde rent, serverede mad og vaskede op for dem alle sammen og derfor i princippet var usynlige.
Det er imidlertid beretningerne om livet som dreng, der fylder mest i bogen, som også med udgangspunkt i en særudstilling på Silkeborg Museum om livet til søs med ØK-skibe i 1960-erne fokuserer på sejladsen som dannelsesproces – hvordan livet til søs skabte unge mænd af store drenge. Typisk efter 9. klasse i en tid, hvor de venter på at komme videre med uddannelse, stikker knægtene til søs som restaurationsdrenge og holder ud i en kortere periode. Undtagelsen er de få, der bliver professionelle sømænd og ender som kaptajner eller maskinmestre.
I vore dage består den danske handelsflåde af store skibe, der sjældent kommer til Danmark, og som har en lille international besætning – og ingen danske drenge ombord. Denne udvikling begyndte i 1960-erne og antydes i bogen med skildringen af nye skibe med anderledes messeforhold. Nu spiser alle sammen i et cafeterialignende arrangement. Og kaptajnen holder ikke længere julehøjtid for besætningen efter at ikke-kristne begyndte at skrive deltagelse i højtiden på overtidsberegningen.
Skibene var før i tiden rene mandeverdener. Undtagelserne var en stewardesse til passagererne og en evt. vaskedesse til tøjvask. Bogen rummer kun et enkelt bidrag fra et kvindeligt besætningsmedlem, en nyuddannet seminarist der tager en rejse som stewardesse, uden at det synes at have givet hende så livsafgørende oplevelser som de drenge, der blev præget for livet. Livet til søs er nu blevet en karriere for begge køn fra første færd, og skibet som dannelsesinstitution for de yngste findes ikke mere. Man kan ikke stå til søs - eller tjene bønder - i stedet venter sabbatåret med rejsen som backpacker til fjerne lande eller højskolen måske. Det kan være meget godt for en mere blødsøden generation, mens de søger deres bestemmelse i livet.
Poul Grosen Rasmussen har redigeret bogen, der giver indblik i en ikke så fjern verden og en kultur, der ikke findes mere. De enkelte forfattere er ikke professionelle skribenter, men de skriver gennemgående godt og forsyner deres bidrag med gode illustrationer.
