Tolden i Sundet

Af Erik Helmer Pedersen

Den meget virksomme og idérige historikersammenslutning Told- og Skattehistorisk Selskab har på mange måder beriget dansk historieforskning. Udover at udgive tidsskriftet ”Zise. Told- og Skattehistorisk Tidsskrift ”, nu i dets 34. årgang, har selskabet, i de første benævnt som Toldhistorisk Selskab, over en kortere årrække publiceret to store serier: Dansk Toldhistorie og Dansk Skattehistorie, der hver for sig opdyrker endeløse vidder af uberørt historisk muld til glæde og gavn for almenvellet, især dets historiske afdeling. Og nu har Selskabet gjort det igen ved at få udgivet et næsten 700 sider stort samleværk om udvalgte sider af Sundtoldens lange og i grunden ret anonyme historie. I dens levetid skulle den helst i al stilfærdighed levere 5-10% af statsindtægten og så ellers ikke fortælle gud og hvermand om dens raison d’étre. Folk kunne finde på at spørge om toldens folkeretlige og traktatmæssige baggrund, hvad jo faktisk skete i stigende grad, især da store amerikanske skibe i 1800-tallet måtte ankre op ved Helsingør red for at blive fortoldet i tur og orden og det med en irriterende ventetid til følge. I 1857 krøb Danmark efter et internationalt pres endelig til korset og afskaffede den mindst 428 år lange toldopkrævning mod en indirekte forlængelse på 15-20 år i form af erstatningsbeløb på 35 mio. rigsdaler, betalt af det internationale handelssamfund.

Med dens 21 artikler samt en indledning, en præsentation af Øresundstoldens arkivalier og en litteraturliste (på 28 sider!) samt fyldige person-, sted- og sagregistre er bogen i mere end én forstand en tungtvejende sag. Den er også kommet til verden ”efter mange års forberedelse”, som det diplomatisk udtrykkes i selskabets pressemeddelelse. En halv snes artikler har, som redaktøren selv gør opmærksom på, været publiceret tidligere i Zise (1979ff.) og Toldetaten (1975), og et hollandsk bidrag har i sin første skikkelse været trykt i et engelsksproget samleværk.

Genbruget, om man så må sige, må dog ses på baggrund af, at fire af bidragyderne tilsammen har været redaktør af Zise i 29 af tidsskriftets 33-årige historie. Man kan derfor ikke være uenig med Ole Degn, når han i sin indledning ret direkte antyder, at bogen ville have vundet – og må man tilføje: blevet lidt kortere - ved en strammere redaktion. Der refereres vitterligt flere gange til bestemte artikler i ”Zise” uagtet, at de rent faktisk er optrykt andet steds i bogen. Det bør i denne sammenhæng erindres, at flere fra inderkredsen tidligere har meriteret sig som forfattere til flere bind af ”Dansk Toldhistorie” og ”Dansk Skattehistorie”, og det samme gør sig gældende for et parallelt værk, ”Dansk Søfarts Historie”, især dets bd. II og III.

Værket er redigeret af Ole Degn, tidligere arkivar og seniorforsker ved Landsarkivet for Nørrejylland, Viborg. Udover en fyldig indledning m. m. har han bidraget med tre artikler og specielt må fremhæves hans 50 sider store skildring af ”Øresundstoldens toldsatser, indtægter og regnskabsformer 1497-1857”, alene af den grund, at den trækker en linje gennem det meste af sundtoldshistorien. Historiens rygrad er dog så nogenlunde sikret ved at bringe artiklerne i kronologisk orden, om end hovedvægten ligger på den ældre historie. Skulle man derfor eksempelvis ønske sig en tættere skildring af Sundtoldens administrative historie i 1800-tallet, kan man med udbytte læse den daværende toldkasserer C. F. Holms ”Bidrag til Sundtoldens Historie, navnligen dens indre Udvikling, eller sex og tredive Aar under Øresunds Toldkammer”.

Bogen blev oprindeligt trykt i 1855, men af politiske grunde fik den daværende finansminister i sidste øjeblik stoppet dens udgivelse.  Den eksisterede dog i ca. 50 eksemplarer, som var tilsendt en række standspersoner m.v. med Frederik VII i spidsen. Bogen blev i 1975 reprografisk trykt og udgivet af Kildeskriftselskabet, og det var toldselskabets sekretær gennem hele dets hidtidige levetid, fuldmægtig Gunnar Jakobsen, som tog initiativet hertil. Det er derfor helt på sin plads, at Gunnar Jakobsen selv griber til pennen med en artikel om ”C. F. Holms bidrag til Sundtoldens historie”. Man går ikke nogen for nær ved at hævde, at uden Gunnar Jakobsens utrættelige indsats ville det hæderkronede selskab ikke have opnået så fornemme resultater som tilfældet har været, og som nærværende bog dokumenterer i rigt mål.

Øresundstoldens historie er i almindelighed ret tæt dokumenteret og analyseret. Den meddelte litteraturliste omfatter mere end 500 titler, de fleste naturligt nok på dansk, men de fremmedsprogede, ikke mindst hollandske, fylder også godt. Studiet begynder fra dansk side for alvor i med C. F. Allens ”De tre nordiske Rigers Historie” fra 1867 og 1870, men springer Erslev-generationen over for så at få virkeligt løft gennem Nina Ellinger Bangs mammutværk ”Tabeller over Skibsfart og Varetransport gennem Øresund 1497-1660” fra 1906 og 1922 og efter hendes død i 1928 videreført i årene 1930-53 til 1783 af Knud Korst, stadig med Carlsbergfondet som bevillingsgiver. Det høstede Nina Bang megen tak og utak for. Mange historikere, fra dansk side ikke mindst Astrid Friis og Aksel E. Christensen, stillede nærgående spørgsmålstegn ved de tolkninger, de oprindelige toldbogsoplysninger undergik ved den nødvendige forenklingsproces i forbindelse med tabellariseringen. Ironisk nok vises det i flere af bogens udenlandske bidrag, at nogle af de samme kritikeres konklusioner også er stærkt kritisable.

For en umiddelbar betragtning kan den historiografiske situation omkring dette hovedtema i vor historie virke noget uoverskuelig, men det bør understreges, at denne bog gør sit til at få skabt den fornødne klarhed. Kronologien og dermed periodiseringen står sikrere tegnet, og opmærksomheden rettes mod de afgørende knudepunkter. Det er ugørligt at komprimere de mange hundrede siders fortættede stof til et meningsfyldt referat, men hovedlinjen ligger klart tegnet: I 1640 afsluttede man den såkaldte Christinanopeltraktat om Sundtoldens beregningsgrundlag med Nederlandene, hvis toldbetalinger dominerede indtil 1780. Derefter tog England teten. Dermed var skabt et folkeretligt dække for de efterfølgende aftaler med andre søfartsnationer ud fra mestbegunstigelsesprincippet.

Dette grundlag holdt indtil 1842, hvor man efter amerikansk pres gik med til at sænke en række toldsatser uden dog kompromittere det efterhånden noget dubiøse traktatgrundlag. Som nævnt tidligere gik der yderligere 15 år, inden man opgav Sundtolden. De 19 artikler udfylder hver på sin måde de nødvendige detaljer i dette meget spegede spil om en helt unik foreteelse i verdenshandelens historie. Særlig interesse knytter der sig dog til de bidrag fra udenlandske forskere, som med baggrund i modsvarende toldbøger og registre omkring de samme besejlinger som noteret i sundtoldbøgerne forsøger at kaste nyt lys over det meget omstridte spørgsmål om sundtoldoplysningernes kildeværdi. Nederlandene lod i årene 1714-66 foretage mere eller mindre hemmelig registrering af toldopkrævningen i Helsingør, og oplysningerne herfra, nu EDB-registreret, gør det muligt at kontrollere visse dele af den historie, de officielle øresundstoldbøger fortæller. Og som Ole Degn gør opmærksom på i sin indledning, er en forskergruppe fra universitetet i Groningen og Tresoar, Frisisk Historie- og Litteraturcenter i Leuwarden, Nederlandene, i samarbejde med Rigsarkivet ved at oprette en elektronisk database med de samlede sundtoldbøger, Sound Toll Registers online, fra 2011 frit tilgængelig på internettet.

Der åbner sig hermed mulighed for at komme noget tættere på besvarelsen af det hovedspørgsmål, sundtoldforskningen mere eller mindre direkte har arbejdet med i snart 150 år: Hvor stor er forskellen mellem den varetrafik, der faktisk foregik i Sundet 1479-1857 og den sundtoldregistrerede?  At snyderi ved toldopgørelsen og smugleri i stort og småt har spillet en stor rolle, er hævet over enhver tvivl. Den slags ting var i hine tider en offentlig hemmelighed på begge sider af toldskranken, og indtil Amerika med sin indbringende ruslandsfart gjorde ophævelser, så ingen af de kontraherende parter deres store interesse i at kriges om den slags ting. Selv da Sverige gennem vinterfelttoget 1658 havde berøvet Danmark 1/3 af dets landområde, gjorde det ikke alvorlige ophævelser over Øresundstolden, og måtte efter Store Nordiske krig oven i købet bide i det sure æble og selv punge op med told.

Den intrikate og spændende historie fortæller vor bog godt og grundigt og uden brug af nymodens narrative narrestreger; desuden afdækker den så mange sideordnede gevinster ved Sundtoldens administration, at det for Danmark og ikke mindst byen Helsingør har været en såre indbringende forretning, både på kort og lang sigt. Og da Sundtolden i sidste instans blev væltet over på de europæiske forbrugere, kom de herigennem til at betale en særskat til Danmark. Har officeren Marcellus da ret, når han i 1. akts 4. scene af Shakespeares ”Hamlet” udbryder ”Something is rotten in the state of Denmark”?