Tyskerne i Normandiet
Af Henrik Thystrup
Invasionen i Normandiet er uden sidestykke det mest dokumenterede slag i 2. Verdenskrig. Det skyldes selvfølgelig den store bedrift, det var for de Allierede at gå i land i Europa og få afgørende fodfæste i ”Nazi” Europa. Kendetegnende for al denne dokumentation er, at det næsten udelukkende er set fra de Allieredes side, og det er ganske få, der beskæftiger sig med at beskrive invasionen set fra Tysklands side.
Richard Hargreaves’s bog ”Tyskerne i Normandiet” er en undtagelse. Bogen, der er oversat af Morten W. Larsen efter ”The Germans in Normandy”, er en bog, der beskriver en række af de vigtige militære hændelser, der foregik med invasionen og efterfølgende i tiden herefter. Bogen giver ikke en detaljeret fremstilling af det taktiske og strategiske forløb af slaget om Normandiet, heller ikke en fremstilling af de enkelte enheders nøjagtige bidrag til og handling i slaget, hvilket der også gøres opmærksom på. Bogen er først og fremmest en menneskelig skildring af de soldater, der kæmpede og for manges vedkommende døde i forsvaret af ”Festung Europa”, og hvordan de handlede og reagerede – lige fra Hitler og Erwin Rommel og ned til den laveste rangerende soldat. Fortællingen er vitterlig frygtelig. Slaget var, med Rommels ord, ”èt langt, forfærdeligt blodbad”. Uanset hvor frastødende det styre var, som den tyske soldat gjorde tjeneste under, kæmpede han modigt og ærefuldt, selvom fjenden var ham overlegen, både hvad angår antallet af soldater og materielt.
Bogen starter med at beskrive, hvorledes de tyske tropper på Vestfronten efter 3 år uden kamp nærmest er faldet i søvn. Soldaterne på Vestfronten er blevet udhulet grundet Hitlers behov for flere gode soldater, der kan ofres på østfronten. En stor del af soldaterne er enten gamle soldater eller soldater fra andre lande som f.eks Polen. Et andet problem er, at Festung Europa slet ikke er udbygget som ellers fortalt. Hitler ser de udfordringer, som ledelsen på Vestfronten er skyld i og indsætter Rommel som ansvarlig for opbyggelsen af Festung Europa, hvilket han gør med stor omhu.
Invasionen kommer, og man følger den forvirring, som det afstedkommer hos tyskerne. Man deltager på invasionskysten og hører beretninger om, hvordan de tyske soldater bare skyder og skyder, og hvorledes de bliver bombarderet af de Allieredes kæmpe ildkraft. Man hører, hvordan hele regimenter samt divisioner forsvinder i løbet af 10 min og de rædsler, som den tyske soldat udsættes for. De overlevende herfra kan ikke andet end være mærkede for livet.
Bogen forsætter med at beskrive de oplevelser, som de tyske tropper oplever i forbindelse med slaget ved Caen samt Hitler og rådgiveres manglende forståelse for situationen. Det eneste svar, de tyske tropper får, er igen og igen ”kæmp til sidste mand”. Man følger Hitler Jugends, Panzer Lehr samt 116. division utrolige kamp for at stoppe de Allierede og sejren i forbindelse med operation ”Goodwood”. Igen og igen læser man om Luftwaffes totalt manglende tilstedeværelse og den frustration som den tyske soldat oplevede ved at blive beskudt af de Allieredes fly – langt de fleste tab af køretøjer skyldes angreb fra luften. Man hører om Goebbels forsikringer til Hitler og hans reaktioner på disse.
Den sidste del af bogen beskriver en total slået tysk hær, der efter de ekstreme oplevelser i Falaise og Argenta, der koster dyrt både på det materielle og menneskelige. Beskrivelsen af katastrofen ved Falaise samt Hitler og hans ledelses ligegyldighed er så forfærdelig, at det er utroligt, at nogle tyske soldater ønskede at kæmpe videre efter dette. Man kan kun have en dyb respekt for, at det trods alt lykkedes at stabilisere fronten i slutningen af 1944. I skarp kontrast fortælles om de kampe, som tropperne i Paris oplever og om Hitlers sindssyge ønske om, at Paris skal være en ruin – tænk, hvis den ordre var fuldført. Heldigvis var der også fornuftige tyske soldater, der ikke fulgte alle ordrer, selvom det kunne koste dem og deres familie livet.
Bogen er velskrevet og oversat – der er en mænge noter og referencer, som umiddelbart ikke kan bruges til noget, med mindre man ønsker at verificerer et udsagn, som er beskrevet. Det er en rigtig god bog, som var svær at lægge fra sig, og som jeg vil anbefale alle at læse, der har interesse for invasionen af Normandiet. Det eneste jeg kunne tænke mig var måske lidt flere kort og billeder – men det skyldes primært min interesse for sådanne ting.
