Uægte børn og ugifte forældre - udstødte eller integrerede?

Af Agnete Birger Madsen, historiker og ph.d.

Bogen er en omredigering og videre bearbejdelse af forfatterens speciale, som han indleverede på Århus Universitet i år 2001. Det drejer sig om et nærstudie af 317 mennesker fra tre sogne på Sallings nordspids, der inden for årene 1750 – 1830 havde det tilfælles, at de enten selv var født som et uægte barn, eller de var forældre til et. Helt præcist drejer det sig om 117 børn, 100 mødre, og 104 fædre. Asbjørn Romvig Thomsen undersøger disse menneskers sociale baggrund og de kår, de fik resten af deres liv, med det formål at finde ud af, om de i samtiden blev betragtet som afvigere, måske ligefrem udstødte, eller ej.

Det er et kæmpe arbejde at finde oplysninger om så mange mennesker. Men som forfatteren selv pointerer, så er der ingen vej uden om, hvis man vil kende til levevilkår for ”almindelige folk” ,  der ellers ikke har efterladt sig mange spor.

Det er noget af en balancegang. Får man for mange mennesker med i undersøgelsen, bliver det umuligt – i hvert fald som specialestuderende -  at følge den enkelte over længere tid og sted, hvorved vigtige oplysninger risikerer at gå tabt. Omvendt, er talmaterialet for lille, kan det være vanskeligt at udlede noget som helst.

I dette tilfælde balancerer det. Vi får en masse ny viden i form af talanalyser og tabeller, der fortæller om de uægte børns og deres forældres adfærd sammenlignet med tilsvarende ”ægte” børn og forældre, og tallene krydres med udvalgte citater fra kirkebøger, faderskabssager, fattigprotokoller osv. Bogen er yderst velskrevet og nem at læse.

Det er den tidligere danske forskning, - eller rettere sagt mangel på samme – det har provokeret Asbjørn Romvig Thomsen til at gå i gang med dette kæmpe stykke empiriske indsamlingsarbejde. Hyppigheden af de mange uægteskabelige fødsler i kirkebøgerne fik ham til at sætte et stort spørgsmålstegn ved tidligere tiders slagkraftige kvindehistorikeres postulater om, at den ugifte moder blev betragtet som en hore i samtiden og fuldstændig lagt på is i det patriarkalske landbosamfund. Han bruger megen energi på at modbevise denne påstand og inddrager samtidig de udlagte barnefædre i undersøgelsen.

Forfatteren starter med en oversigt. Over illegitimiteten i Danmark over tid og sted og forskningen heri. Det sidste findes der ikke meget af i Danmark. Hvorfor forfatteren lader sig inspirere af to norske undersøgelser, som han løbende spejler sine egne undersøgelsesresultater i. Desværre hverken omtaler han eller bruger den nyeste svenske forskning inden for området, som ellers ville have været helt relevant at inddrage.

Noget af det, som den danske illegitimitet har tilfælles med den europæiske samtidige er, at omfanget af uægte fødte steg kraftigt i årene omkring og især efter 1800, og at den lokale variation var meget stor. Nogle steder blev der i det samme land født utroligt mange børn uden for ægteskab, og andre steder næsten ingen. Det er ikke Asbjørn Romvig Thomsens hensigt at prøve at forklare dette sidste fænomen, hvorimod han påviser, at stigningen i omfanget af uægte fødte i hans tre sogne hænger sammen med  stigende fattigdom  og befolkningstilvækst i lokalområdet, og hermed er vi inde på en af hans vigtigst undersøgelsesresultater, nemlig, at det uægte barn skal ses som en følge af forældrenes sociale tilbagegang.....og ikke som en årsag hertil. I den forbindelse er det en skam, at vi ikke får mere at vide om lokalområdet, de tre sogne. Som læser mangler man  en lokalhistorisk indsigt, og især et billede af hvordan det stigende befolkningsoverskud og den stigende fattigdom fik konkret udtryk i de tre sogne i begyndelsen af 1800-tallet.

I et stort afsnit om personernes sociale baggrund påviser han flere forhold, der kan forklare, hvorfor forældrene til de uægte børn ikke legitimerede forholdet med et ægteskab. For det første viser det sig, at flere af dem ganske enkelt ikke kunne gifte sig, da manden  ved nærmere undersøgelser viser sig at være gift i forvejen. – Allerede her viser den grundige undersøgelse af enkeltindividerne sig at give pote. Det umiddelbare indtryk fra kirkebøgerne er nemlig, at stort set alle de udlagte barnefædre var ungkarle. En nærmere undersøgelse viser imidlertid, at dette ikke var tilfældet for 15%.

For det andet viser det sig, at 21% rent faktisk senere giftede sig med hinanden. Deres barn er således snarere et førægteskabeligt barn end et uægteskabeligt barn.

For det tredje påviser han en tendens til, at det var de fattigste gård- og husmænds børn, der blev ugifte forældre. Dette i sammenhæng med, at de ugifte fædre i snit var tre år yngre end den gennemsnitlige brudgom og derfor ikke kan forventes at have en nær så stor opsparing på kistebunden, sandsynliggør, at de unge simpelthen ikke havde den økonomiske mulighed for at etablere sig som ægtefolk.

I det næste store afsnit om de uægte børns og deres forældres fremtidsudsigter får han manet en stor pæl i myten om, at de skulle være udstødte. Tværtimod påviser han, at førægteskabelig samkvem var almindelig accepteret, hvilket bl.a. kommer til udtryk derved, at halvdelen af brudene i de undersøgte sogne enten var gravide eller havde født, da de stod brud.

Han konstaterer, at de ugifte mødre havde sværere end andre kvinder ved at blive gift, og han kan konstatere en tydelig social tilbagegang for såvel de ugifte forældre som de uægte børn. Denne tilbagegang var startet allerede før det uægte barns fødsel, hvilket taler for, at de uægte børn ikke medførte den sociale tilbagegang, de blev uægte på grund af den.

Det er al ære værd, at Asbjørn Romvig Thomsen inddrager de udlagte barnefædre i sin undersøgelse, men når temaet er udstødelse eller ej, forekommer det ulogisk at behandle de to køn under ét. I en tid, hvor kønsrollerne var meget divergerende og fastlåste, var der givetvis også  forskel på opfattelsen af den ugifte far og den ugifte mor. Blev den udlagte barnefader betragtet som ”en helvedes karl” eller som ”et sølle skvat”, der løb fra sit ansvar? Det ville have været skønt, om den del af historien også havde været med. Det er den ikke. Til gengæld er der et lille afsnit om omgivelsernes holdning til den ugifte moder, hvor de herlige citater viser, at der var tydelig forskel på den officielle moral, som præstens svovl præsenterer, og lokalbefolkningens, der måske ikke så meget handler om den ugifte mors moralske vandel, men snarere om det, at hun tillader sig at være en økonomisk belastning for sognet.

I et sidste afsnit relaterer forfatteren sin undersøgelse til den engelske historiker Peter Lasletts teori om, at illegitimiteten kan opsplittes i to dele. Dels en stor, relativ accepteret del, hvor forældrene kun fik dette ene uægte barn, og en lille, men ugleset del, hvor forældrene levede i en form for undergrundssamfund, der bl.a. var kendetegnet ved at samme person fik flere uægte børn. Dette sidste ser ikke ud til at have båret frugt på den danske muld, konstaterer Asbjørn Romvig Thomsen, og ryger dermed ind i lige nøjagtig det, der gør disse meget lokale undersøgelser vanskelige at have med at gøre. Hans undersøgelse viser, at illegimiteten på dette tidspunkt må anses som en integreret del af samfundet, ligesom Lasletts store gruppe, men at der ikke foreligger spor af en slags samfund i samfundet, hvor de uægte børn mere var reglen end undtagelsen. Streng taget kan han ikke konkludere på andet end den sallingske muld. Som tidligere nævnt var der stor forskel i det lille Danmark på omfanget af uægte fødsler. I Vendsyssel blev der således født mange flere end i Salling, og undertegnedes undersøgelser viser tydelige spor af sådanne, ofte kvindedominerede miljøer i Nordjylland, hvor det vrimlede med uægte børn.

Det er et stort og flot stykke arbejde, der her er gjort. Og selv om repræsentativiteten er begrænset, så er det den eneste metode at ty til, når det drejer sig om at fremdrage levevilkår for den brede befolkning. Vi kan blot håbe, at flere historikere vil gøre det samme fra andre egne og tider. Jo flere huller, der bliver fyldt ud, jo tydeligere vil billedet tegne sig.