Arven efter Bush
Af historiker Martin Kryhl Jensen, Center for Koldkrigsforskning
Inden jeg startede på denne bog, var jeg noget skeptisk. Jeg frygtede, at den som så mange andre indlæg i debatten om præsident George W. Bush og krigen mod terror ville være baseret på lige dele antiamerikanisme, teoretisk juristeri og manglende kendskab til amerikansk historie og politik. Lad mig straks slå fast, at denne skepsis hurtigt blev gjort til skamme, for der er tale om en fremragende bog.
I første kapitel gives der en kort og klar gennemgang af den islamiske terrorismes historie med udgangspunkt i Det Muslimske Broderskab, der som de første formulerede en altomfattende præsentation af Islam, der både indebar religiøse, kulturelle, sociale og politiske elementer. ”Det var en samlet ramme for hele tilværelsen, centreret om Koranen, der rummede svar på alle livets spørgsmål”, som Anders Henriksen skriver – et synspunkt som en dansk imam også for nylig fremførte som værende gældende i dag. I første omgang var denne nye islamiske kamp ikke vendt mod Vesten, men mod regimer i Mellemøsten og Nordafrika, der blev anset for at føre en forkert og ikke-islamisk politik. Krigen i Afghanistan blev imidlertid et vendepunkt, fordi islamisterne her oplevede, at de rent faktisk kunne tage kampen op mod en supermagt og vinde. Det gav blod på tanden. Den almindelige mangel på udvikling, både økonomisk og politisk, i den muslimske verden kunne ifølge islamisterne konspiratoriske teori også tilskrives Vestens påvirkning, hvorfor man måtte angribe især USA, så Mellemøsten kunne komme under islamisternes magt.
Derefter beskrives angrebet den 11. september og den amerikanske reaktion, der mest af alt var præget af panik og frygt for nye angreb. I de kaotiske dage og uger efter angrebet frygtede man langt op i den amerikanske administration, at flere angreb ville følge. Derfor var devisen, at man hellere måtte gå for vidt end gøre for lidt i bestræbelserne på at forhindre angreb. Bush-administrationen valgte derfor, med støtte fra de allierede i NATO, at betragte angrebet den 11. september som en krigserklæring. Ikke nok med at det gav god politisk mening, det indebar også en række juridiske fordele, fordi den amerikanske præsident i krigstid styrer slagets gang som øverstkommanderende.
Henriksen beskriver fint de problematiske aspekter ved at være i krig med en fjende, der ikke bærer uniform, ikke kan identificeres med et enkelt land og som i det hele taget ikke følger krigens spilleregler. Heri lå kimen også til Bush’s senere problemer, fordi krigen mod terror kom til at udspille sig i en politisk og juridisk gråzone mellem krigens og fredens regelsæt. Den nye og uklare situation skulle snart blive udnyttet til det yderste af en række neokonservative personer i Bush-administration.
Anders Henriksen betoner især vicepræsident Dick Cheney’s betydning samt ikke mindst juristerne John Yoo og David Addington i Office of Legal Counsel, der har til opgave at udarbejde juridiske analyser til brug for Det Hvide Hus. Det der hurtigt kom til at gøre kontorets juridiske linje og notater stærkt omstridte – også internt i regeringen – var Cheney, Yoo og Addington’s støtte til den kontroversielle teori om den udøvende magts enhed. Teorien går kort fortalt ud på, at Kongressen og Præsidentens magt ikke som efter den gængse opfattelse overlapper hinanden, men er adskilt, og at Kongressen derfor ikke har ret til at blande sig på de områder, der hører under Præsidenten – herunder hvordan og med hvilke midler man fører krig.
Anders Henriksen formår i et klart sprog at beskrive de juridiske krumspring, som de neokonservative jurister i Office of Legal Counsel gjorde sig for at sikre, at præsident Bush og hans regering til enhver tid havde juridisk rygdækning til de ting, de foretog sig. Visse steder fremtræder den juridiske argumentation, der bliver forelagt læseren, ganske surrealistisk, og den blev da også flere gange efterfølgende underkendt af den amerikanske Højesteret. Det fik dog blot regeringens jurister til at søge efter nye og endnu mere tvivlsomme juridiske smuthuller. Reelt var der tale om juridisk bestillingsarbejde, hvor juristerne skabte det retslige grundlag, som var politisk opportunt.
Beskrivelserne af det politisk-juridiske spil understreger, hvor væsentlig en rolle det juridiske system spiller i amerikansk politik i forhold til i Europa og i Danmark - herunder hvorfor det for alle præsidenter er af så stor betydning at kunne udnævne medlemmer til den amerikanske Højesteret. En anden væsentlig forskel er det fundamentalt grundlæggende forskellige syn på, hvilke love der afgrænser krigen mod terror. Anders Henriksen gør meget ud af at understrege, at man i USA forholder sig til den amerikanske forfatning, mens europæere i stedet forholder sig til international ret – heri skal der givetvis findes et vigtigt element i de juridiske skærmydsler landene imellem.
Paradoksalt nok var det juridiske cirkus sandsynligvis helt unødvendigt, for som Anders Henriksen beskriver, kunne Bush sandsynligvis have fået Kongressens støtte til sin linje i krigen mod terror. Det var imidlertid uacceptabelt for de neokonservative i regeringen, fordi præsidenten ifølge teorien om den udøvende magts enhed ikke behøvede at konsultere eller rette sig efter hverken Kongressen eller Højesteret, når det kom til den praktiske udførelse.
I det hele taget giver bogen et lidende flatterende billede af en række centrale politiske aktører og institutioner, der fremtræder som glade amatører. F.eks. beskrives hvordan CIA brugte stærkt omdiskuterede forhørsmetoder som f.eks. waterboarding i situationer, hvor den slags metoder helt åbenlyst ikke ville give nogle brugbare oplysninger. Fysisk og psykisk pres giver kun mening, når de oplysninger, der opnås herved, kan kontrolleres eksakt. CIA brugte tilsyneladende metoderne i flæng uden at gøre sig større overvejelser om værdien af de opnåede informationer, der da også i flere tilfælde viste sig at være fabrikationer.
Embedsmændene i administrationen blev tilsyneladende heller ikke udvalgt efter evner, men i (for) høj grad efter et rent politisk kriterium – primært om man støttede teorien om den udøvende magts enhed. Anders Henriksen beskriver også, hvordan den altoverskyggende fokus på det juridiske grundlag fik regeringen til at glemme de politiske aspekter. Efter 11. september stod USA med en kæmpe goodwill blandt allierede, der imidlertid svandt ind i takt med, at regeringen stædigt afviste ethvert kompromis og enhver indrømmelse, bl.a. i forhold til Guantanamo og fangernes retssikkerhed. Henriksen konkluderer på denne baggrund, at ”et demokrati honorerer ikke en leder, der insisterer på at handle alene, når det ikke er absolut nødvendigt, og som ikke forklarer omverdenen, hvorfor han agerer, som han gør.” Når man skal vurdere situationen, bør man dog samtidig erindre, at visse europæiske lande var hurtige til at glemme den solidaritet, man havde udtrykt efter 11. september og snart faldt tilbage i vante antiamerikanske vaner, hvilket selvsagt heller ikke hjalp på den interstatslige dialog.
Bogens velunderbyggede overordnede konklusion er, at det egentlige problem således ikke var selve indholdet i Bush’ politik, men måden hvorpå den blev besluttet og udført. Bush havde faktisk støtte til sin linje i Kongressen, men ville af ideologiske årsager ikke bruge den. Det skyldes for en stor dels vedkommende målet om at styrke præsidentembedet vha. krigen mod terror jf. teorien om den udøvende magts enhed. Det projekt lykkedes som bekendt ikke.
Det der adskiller Anders Henriksens bog i forhold til så mange andre analyser af præsident Bush’s krig mod terror er det faktum, at han fordomsfrit og uden forudindtagede holdninger analyserer de forskellige begivenheder ud fra et realistisk synspunkt. Analysen indeholder vel at mærke både juridiske og historiske aspekter, og man føler sig som læser ganske overbevist af bogens argumentation. Bogen er tillige velskrevet og samtidig let læst til trods for, at der behandles ganske komplicerede problemstillinger.
De sidste sider i bogen er helliget den nye præsident Barack Obama og hans udfordringer i forhold til kampen mod den islamiske terrorisme. Obamas stil er nok forskellig fra Bush-regeringens, men indholdet er på mange punkter ikke – Obama har således for nylig afvist at retsforfølge CIA-ansatte for tortur. Skal man være lidt kynisk, kan man vel sige, at den væsentligste forskel på Bush’s og Obamas politik i forhold til krigen mod terror nok ikke bliver på indholdssiden, men snarere angående indpakningen.
