Demokrati i Amerika

Af Preben Etwil

Informations Forlag har specialiseret sig i at udgive en række internationale klassikere inden for økonomi og filosofi i nogle fremragende danske oversættelser. I sommers udkom Adam Smiths Nationernes Velstand, og her i dette efterår har forlaget udgivet Alexis de Tocquevilles Demokrati i Amerika.

Der er ingen tvivl om, at bøgerne er for et yderst smalt publikum, og derfor skal forlaget også have ekstra stor anerkendelse for overhovedet at give sig i kast med at udgive dem – og endda i en meget god tryk- og bogkvalitet.

Fra forlagets side får vi at vide, at: ” Alexis de Tocqueville (1805-59) skrev denne idé- og demokratihistoriske klassiker efter en et-årig rejse rundt i USA mellem 1831-32 som udsendt af den franske regering i det ærinde at undersøge det amerikanske fængselsvæsen. Han endte i stedet med at undersøge hele det amerikanske samfund og ikke mindst det spirende amerikanske demokrati, som Tocqueville forudså var, hvad det gamle aristokratiske Europa havde i vente”.

Værket kom oprindeligt i to bind, og det har man også valgt at gøre i denne første komplette danske oversættelse.

Det første bind, der udkom i 1835, var mest af alt en slags rejsebeskrivelse – måske rettere en samtidig samfundsbeskrivelse, hvor økonomi, forvaltning og lovgivning blev grundigt beskrevet.

Det andet bind, der udkom fem år senere, består af en langt en række mere eller mindre velunderbyggede sociologiske refleksioner over demokratiets indvirkning på det moderne og individualistiske samfund, der var dukket op i Den Nye Verden.

På den baggrund kan man med god ret betragte Tocqueville som både historiker, filosof og sociolog – om end han formelt set ”bare” var en fransk aristokrat og embedsmand. Han har dog ikke anvendt de gængs anerkendte videnskabelige metoder og teknikker, og empirien er også meget tynd, ja, nærmest journalistisk.

Bogens tekster bærer meget naturligt præg af at have næsten 180 år på bagen. Verden så helt anderledes ud dengang – både i Europa og USA. Dertil skal lægges, at bogens oprindelige publikum ligger milevidt fra det publikum, der forventes at læse den i dag.  Ingen eller ganske få vidste, hvad demokrati overhovedet betød. De fleste forholdt sig for øvrigt negativt, og ingen europæiske lande praktiserede det.

USA dengang og nu er også to forskellige størrelser. USA på Tocquevilles tid bestod stort set kun af de stater, der lå ud fra Østkysten. Man var endnu ikke draget rigtigt vestover - og i det omfang man havde gjort det, havde man fordrevet indianerne foran sig.

Derfor er bogen ikke en, man bare sådan læser fra ende til anden på en weekend. Anmelderen må da også indrømme, at det var en bog, som han var nødt til at gå til og fra og indtage den i afmålte og mindre bidder.

Allerede i indledningen til bind et slår Tocqueville fast, at i intet andet land i verden, er ligheden i de sociale vilkår større end i USA. Denne sociale lighed giver samfundssindet en bestemt retning og lovene en bestemt drejning.    

Det er især USA’s daværende institutionelle indretning, der var genstand for hans beskrivelser og analyser. Han slog fast med syvtommersøm, at USA havde opbygget solide demokratiske institutioner. Det sættes der grundlæggende ikke spørgsmålstegn ved. Det, der dybest set interesserede Tocqueville mere, var, hvordan disse demokratiske institutioner påvirkede det demokratiske menneskes livsform og tankemåde. Denne mere livsstilsanalyserende tilgang udtrykkes også klart og tydeligt i forlagets eget salgsmateriale: ”Tocqueville interesserede sig især for lighedens indvirken på demokratiets udformning. I sin tænkning satte han de politiske frihedsrettigheder over alt andet og frygtede, at borgere i alt for lighedsorienterede samfund – som han opfattede Amerika som værende på den tid – kom til at sætte økonomisk og konkret lighed over den politiske frihed med ligegyldighed og passivitet til følge. Han afviste ikke demokratiet, men var dybt skeptisk over for den demokratiske fare for flertalstyranni og populisme. En af de centrale indsigter i DEMOKRATI I AMERIKA er, at demokrati ikke kun skal studeres i de politiske institutioner, men lige så meget i vaner og skikke. Det er den demokratiske livsform, som både interesserer, fascinerer og anfægter Tocqueville”.

Tocquevilles sammenligningsgrundlag for at vurdere forholdene i Amerika tog i al væsentlighed udgangspunkt i samtidens Frankrig. Derfor får man løbende i bogen ret omfattende beskrivelser af de franske samfundsforhold, hvilket ikke ligefrem gør læsbarheden lettere. Og det er såmænd ikke alene Frankrig, der blev sammenlignet med. Tyske og engelske samfundsforhold indgik også i undersøgelsen, dersom Tocqueville ikke kunne finde relevante eksempler fra datidens Frankrig.

Tocqueville bevæger sig ofte på et relativt højt generaliseringsniveau. Det nævnes, at det politiske niveau i de fleste europæiske nationer (hvilke?) påbegyndes i de højere lag af samfundet (hvem?), og lidt efter lidt og altid på et en ufuldkommen måde bliver overført (hvordan?) til forskellige dele af samfundslegemet (klasser?). Dette til forskel for USA, hvor politikken udgår nedefra, således at kommunen kommer til før grevskabet og grevskabet før staten, som igen kommer før unionen.

Samtidig med at det absolutte monarki vandt i Europa over middelalderens feudale frihed, og det politiske liv blev indskrænket betydeligt, og hvor demokratiske principper enten var ukendte eller blev genstand for foragt, gennemførte USA sine revolutionære politiske frihedsrettigheder – og det endda uden en voldelig revolution.

Tocqueville vurderede amerikanernes samfundstilstand i begyndelsen af 1830’erne som overordentligt demokratisk, hvor kimen til et aristokrati, som man så det i Europa, aldrig rigtigt slog igennem. Den eneste kilde til indflydelse var intellektet, men dette kunne ikke demokratiseres, da det ville gøre alle folk lige dumme.           

Tocqueville konstaterede også, at der i USA, i modsætning til forholdene i Europa, ikke var nogle juridisk fastlagte arvelige forskelle. Menneskerne var i princippet lige fra fødslen. I USA skulle man som udgangspunkt livet igennem skaffe sig sin egen rigdom og formue. Dette skete igennem arbejdet, der blev betragtet som en dyd i sig selv. Han afviste konsekvent tanken om, at fattige skulle have ret til socialhjælp. Et sted i bogen nævnes det – dog uden empirisk belæg – at i Amerika er de fleste rige begyndt med at være fattige. Selvom påstanden givetvis er tvivlsom, så bærer den på noget meget grundlæggende i den amerikanske folklore, der senere er blevet kendt som indbegrebet af Den amerikanske drøm.

Lige rettigheder er efter Tocquevilles opfattelse en grundlæggende præmis i Amerikas demokrati. Der er dog på ingen måde tale om økonomiske rettigheder, men alene politiske. Det var utænkeligt i hans tankeverden, at ligheden ikke skulle ende med at trænge ind i den politiske verden: enten skulle alle tildeles de samme rettigheder, eller også skulle ingen tildeles nogen rettigheder overhovedet. Disse rettigheder dækkede dog ikke nødvendigvis slaver, indianere og kvinder. Dette til trods, var han en af de første til overhovedet at beskrive de sorte og indianernes meget trange kår i det såkaldte demokratiske Amerika.

Men ligemageriet kunne efter Tocquevilles mening også blive for meget. Lighedstrangen har en tendens til at hæve de små op til de stores rang. Det kan fordærve de små til at ville bringe de store ned på deres niveau, således at lighed i trældom foretrækkes frem for ulighed i frihed. Hans kritik var især rettet imod de negative konsekvenser af rettighedsstrukturen, der kunne udarte sig til et materialistisk system, hvor befolkningen alene ville fokusere på materielle goder og tomme statussymboler.

Tocqueville advarede kraftigt mod at anvende den såkaldte nationale vilje. Det var en af de fraser som rænkefulde personer til alle tider og despoterne i alle tidsaldre har misbrugt allermest.

I et demokrati virker samfundet i kraft af sig selv og på sig selv. Folket deltager i udarbejdelsen af lovene ved at vælge lovgiverne og i deres anvendelse ved at vælge den udøvende magts agenter. Tocqueville går så langt som til at sige, at folket behersker den politiske verden i Amerika på samme måde, som Gud hersker over universet.

Herefter foretager Tocqueville en nærmest statsvidenskabelig gennemgang det amerikanske lov- og forfatningssystem. På dette tidspunkt består USA kun af 24 selvstændige stater, men mange af de administrative forhold der omtales i bogen, kan for de grundlæggende demokrati- og forvaltningsprincipper genkendes den dag i dag. Som noget helt unikt eksisterer den amerikanske grundlovsgivende konstitution uændret den dag i dag - alene med løbende tilføjelser. Det kan intet andet land i verden opvise.

For personer, der interesserer sig for amerikansk historie, er her et godt og nyttigt vidnesbyrd om indretningen af en kommunal forvaltning i New England anno 1830. Kommune er måske en lidt dårlig oversættelse af det amerikanske ord Township, der i sin grundform bare betyder det lille samfund.

Borgeren adlyder samfundet, her kommunen, ikke fordi han er mindre værd end dem, der leder det, eller mindre egnet end et andet menneske til at bestemme over sig selv. Han adlyder samfundet, fordi foreningen med hans ligemænd forekommer ham at være nyttig, og fordi han ved, at denne forening ikke kan eksisterer uden en regulerende magt. Problemerne med demokratisk indflydelse opstår når beslutningerne skal tages på et højere niveau fx på stats- og forbundsniveau.

Et kendetegn ved den amerikanske demokratisering er i Tocquevilles optik, at det uundgåeligt fører til en centralisering af magten. Derfor var det efter hans opfattelse også vigtigt at modvirke centraliseringen ved at lægge så mange demokratiske beslutninger så tæt på befolkningen som muligt, dvs. i kommunerne.

Tocqueville gennemgår i bogen relativt detaljeret principperne bag delt repræsentation mellem kongresmedlemmer og senatorer, om hvordan lokale eliter og civilsamfund styrkes. Et vigtigt kendetegn i et demokratisk samfund er, at der stort set udvises samme menneskelige og politiske adfærd i alle samfundets led – lige fra privat- og familieliv, over politiske beslutninger i kommune, amt/grevskab, delstat og forbundsstat.

Til trods for at Tocquville ikke havde høje tanker om dommerstanden, mente han, at retsvæsenet havde tre fundamental vigtige roller at spille i et demokratisk samfund. For det første skulle den dømmende magt tjene som opmand. For det andet skulle den dømmende magt ikke tage stilling til generelle principper, men enkeltsager. For det tredje skulle den dømmende magt kun handle, når man kaldte på den eller med et juridisk udtryk, når man bragte sagen for den. Det blev understreget, at den dømmende magt skulle være uden selvstændig handlekraft. Amerikanerne har givet dommerne ret til at basere deres kendelser på forfatningen snarere end på lovene. Med andre ord har de tilladt dommerne ikke at anvende de love, som forekommer dem at være forfatningsstridige.

Dommerne har også til formål at dømme politikere, der misbruger sin magt. Dommerne skal derfor tage magten fra den, der misbruger den for at forhindre, at den selv samme borger får en sådan magt i fremtiden.

Tocqueville, der i høj grad satte fokus på det manglende aristokrati i Amerika, kunne alligevel øjne en klasse der skilte sig ud fra ligemageriet. Det var dommerstanden. De var nemlig i stand til at tolke lovene, og fik dermed en særstatus. Tocqueville skriver: De særlige kundskaber, som de lovkyndige erhverver ved at studere loven, sikrer dem en særlig status i samfundet. De udgør en slags privilegeret klasse blandt de uddannede personer. Hvilket efter Tocquevilles mening gør dem overordentlig konservative og ligefrem antidemokratiske. Alligevel kunne Tocqueville konstatere, at de lovkyndige i USA udgjorde den eneste oplyste klasse, som folket ikke nærede mistro til, og at de i konsekvens af dette var rigt repræsenteret i de lovgivende forsamlinger, og at de stod i spidsen for administrationen.   

Det amerikanske retsvæsens opbygning og struktur anno 1830 bliver grundigt beskrevet i denne bog, hvilket må kunne interessere enhver, der beskæftiger sig med USA’s nyere historie.

Tocqueville har en meget simpel forklaring på, hvorfor det var naturligt, at tretten amerikanske stater i 1781 kunne kaste det engelske åg af sig og danne en uafhængig union. Det skyldes primært, at staterne havde samme religion, det samme sprog, de samme sæder og næsten også de samme love. Tanken var at danne en relativ svag føderal regering, som trådte i funktion første gang i 1789. Princippet var, at staternes beføjelser skulle være det almindelige, mens den føderale regering skulle være undtagelsen. Unionen fik kun eneret til at stifte fred og erklære krig, til at indgå handelsaftaler, rejse hærenheder og udstyre flådefartøjer. Bagsiden var, at det også blev nødvendigt for den føderale regering, at den fik adgang til en ubegrænset ret til at opkræve skatter. Unionen får kun en enkelt domstol til at fortolke loven, ligesom den kun har en enkelt lovgivende forsamling til at lave den. Den skat, der vedtages af nationens repræsentanter, forpligter alle borgerne. Disse forhold får faktisk Tocqueville til at hævde, at unionen dermed på disse vigtige punkter er mere centraliseret end det franske monarki. Her er der bare den store forskel, at den franske konge i princippet ikke behøvede at tage hensyn til lovene. Ønskede han at gennemføre en ting uden om loven, så gjorde han det. Dermed bliver diskussionen om sammenlignelig centralisering af magten også en smule teoretisk.

Tocqueville mener, at politiske partier faktisk er et onde i de frie styreformer, men han ser positivt på, at der i USA ikke er noget religiøst motiveret had, fordi religionen respekteres af alle, og fordi ingen af sekterne er dominerende.

Der er også klasseforskelle i USA, men Tocqueville er af den formening, at det ikke bryder ud i lys luge, da de rige foretrækker at forlade arenaen, snare end at videreføre en ofte ulige kamp mod de fattigste af deres medborgere. De rige underkaster sig denne tingenes tilstand som et ubodeligt onde. Det fører Tocqueville til at mene, at efter det at hade sine fjender, hvad er mere naturligt for mennesker end at smigre dem.  I virkeligheden er folket en magt, som de rige frygter og foragter, og Tocqueville vover faktisk den påstand, at hvis demokratiets dårlige regeringsførelse en dag førte til en politisk krise, og såfremt monarkiet nogensinde fremstod som noget gennemførligt i USA, ville de rige sandsynligvis foretrække denne styreform.

De politiske partiers mest virkningsfulde våben i kampen om folket gunst sker gennem aviserne og sammenslutningerne.

Aviserne, og lidt bredere forstået pressefriheden, spiller en helt afgørende rolle for demokratiet i Amerika. Aviserne ændrer ikke blot lovene, men også sæderne. Derfor er det også vigtigt, at pressen har en stor uafhængighed. Ja, det er den eneste garanti for friheden og borgernes sikkerhed. Tocqueville slår fast, at folkesuveræniteten og pressefriheden er helt korrelative ting. Censur og almindelig stemmeret modsiger hinanden. Pressefriheden er også det rum, hvor modsigelser kan brydes uden vold. Det bedst værn mod voldelig revolution er netop pressefriheden, hvilket Amerika er et bevis på. Tocqueville gør sig mange tanker om dette forhold. Et sted nævner han, at man ikke kan lægge skjul på, at de politiske virkninger af pressens tøjlesløshed indirekte bidrager til opretholdelsen af den offentlige ro og orden.

Som han skriver: Det er pressens altid åbne øjne, der uophørligt blotlægger politikernes skjulte mekanismer og tvinger offentlige personer til efter tur at give møde for den offentlige menings domstol.

Den anden folkelige magtfaktor er sammenslutningerne. Retten til at slutte sig sammen falder således næsten altid sammen med retten til at skrive. Sammenslutningen af mennesker besidder dermed mere magt end pressen. Ud over pressefrihed, er sammenslutninger afhængige af retten til at samle sig om en sag. Retten til at samle sig stammer oprindeligt fra England, og har til alle tider eksisteret i Amerika. Samtidig er retten til at samle sig også en slags garanti mod flertallets tyranni. Tocqueville formulerer det på denne måde: Efter friheden til at handle på egen hånd er det mest naturlige for mennesket at forbinde sine egne anstrengelser med sine medmenneskers anstrengelser og handle i fællesskab.

Demokratiet har dog den skavank, efter Tocquevilles opfattelse, at folket har en tilbøjelighed til at holde de fremragende personer væk fra magten, da en politisk karriere efter hans opfattelse vil fornedre dem. Folk vil i demokratier ikke få mulighed for at vælge fremragende personer som deres politiske ledere. De fremragende personer vil nemlig sjældent søge ind i politik, som i demokratiske kulturer handler om at udligne forskelle og bekæmpe privilegier. Politik handler med andre ord om at udjævne de forskelle, som de fremragende lever af. Men hvis de fremragende alligevel vælger at stille op, vil de have meget dårlige chancer for at blive valgt, fordi flertallet ikke har blik for de særlige kvaliteter, som udmærker de få. Og selv hvis flertallet kunne få øje på det storartede i den fremragende person, ville de ikke stemme på vedkommende, fordi de ikke stræber efter storhed, men derimod efter lighed. Det demokratiske flertal er ikke generøst, men misundeligt. Kampen for lighed er for Tocqueville et umådeligt komplekst projekt, som på den ene sider bringer mennesker frihed fra undertrykkelse, men på den anden side skaber en misundelig og konform social kultur. Ofte træder man ikke selv frem, men nøjes med at træde dem ned, der rager frem. Tocqueville insisterer på denne konflikt mellem demokrati og intelligens, fordi klogskab ganske enkelt ikke er ligeligt fordelt. Man kan udjævne materielle forskelle og forskellige i rettigheder, men man kan ikke ophæve medfødte forskellige i intelligens.

Mange steder i bogen har Tocqueville faktisk en lidt lunken holdning til demokratiet. Demokrati har både mangler og kvaliteter, men det, der slår ham, er, at manglerne slår ham med det samme, mens kvaliteterne kun viser sig på langt sigt. Hans aristokratiske ophav fornægter sig ikke.

Alligevel falder hans samlede vurdering ud til fordel for demokratiet. Måske ikke noget der ønskes, men i en erkendelse af, at det må være fremtiden.

Demokratiets love stræber almindeligvis mod de flestes velfærd, for de hidrører fra flertallet af alle borgere, som kan tage fejl, men som ikke kan have nogen interesse i strid med sig selv. Aristokratiets love stræber tværtimod efter at monopolisere rigdommen og magten i hænderne på de få, fordi aristokratiet i kraft af sin natur altid udgør et mindretal.

Det afholder dog ikke Tocqueville fra at påstå, at demokratiets love næsten altid er mangelfulde eller uheldige. Når de rige regerer alene, er de fattiges interesser altid i fare, og når de fattige laver lovene, løber de riges interesse en stor risiko.

Tocqueville har et skarpt blik for, at det ikke altid er muligt at inddrage hverken direkte eller indirekte hele folket i udarbejdelsen af lovene. I demokrati har flertallet altid ret, om end ikke alle beslutninger er lige kloge. Ligeledes kunne han konstatere, at der blev udfoldet store bestræbelser på at få fremtvunget flertalsbeslutninger. Når det mangler flertallet blandt dem, som har stemt, så mener de, at det ligger blandt dem, som har afholdt sig fra at stemme, og når de heller ikke har noget flertal dér, finder de det blandt dem, som ikke har ret til at stemme. Men hvorom alting er, så er det et faktum, at findes der et flertal, så eksisterer der også et mindretal. Sidstnævnte bekymrede Tocqueville, og ledte ham også frem til at tale om flertallets tyranni.

Gang på gang popper det op, at Tocqueville langt fra var en overbevist demokrat. Efter hans mening manglede der et overordnet og universelt etisk-moralsk værdisæt, og der manglede ikke mindst lederskab. Han udtrykker det selv sådan: Når demokratiets fjender hævder, at tingene bliver gjort bedre af en enkelt person, der påtager sig at gøre dem, end dér, hvor alle styrer, forekommer det mig, at de har ret. 

Det følges op med udsagnet om, at det ligger i selve demokratiets styreforms natur, at flertallets herredømme er absolut. Samfundet søger automatisk mod den mindste fællesnævner. Når flertallet har etableret sig, får den folk til at adlyde ved tvang. Demokratiet, der ledes af valgte repræsentanter, har også en indbygget ustabilitet, i form af at man hvert år udskifter lovgiveren og ved at udstyre vedkommende med en næsten ubegrænset magt.

Ja, Tocqueville går videre, når han skriver, at flertalsstyret er en ryggesløs og forargelig maskine. Som han skriver: Når jeg derfor nægter at adlyde en uretfærdig lov, så nægter jeg ikke flertallet at kommandere. Jeg appellerer blot fra folkets suverænitet til menneskehedens suverænitet. Senere skriver han: Det, som mest byder mig imod i Amerika, er ikke den ekstreme frihed som råder dér, men de ringe garantier, som man dér har imod tyranniet.

Som nutidig læser af disse holdninger kan man ikke andet end sammenligne dem med det der kaldes civil ulydighed i vores dage.

Tocqueville havde også et banebrydende syn på, at bureaukratiet kan vokse helt naturligt ud af demokratiet. Idet flertallet er den absolutte herre over lovgivningen og overvågningen af dens håndhævelse, og idet flertallet har den samme kontrol over lederne og borgerne, betragter det de offentlige funktionærer som sine passive redskaber og lægger gerne ansvaret over på dem, når det drejer sig om at gennemføre sine planer.

Tyranniet opstår ifølge Tocqueville gennem, at flertallet har en tendens til at undertrykke mindretallet, da de i demokratiets navn ikke tør sætte sig op mod flertallet. Han mente, at majoriteten kunne opbygge et bolværk mod meningsfriheden. Det kunne bl.a. ske ved bagtalelse og blokering af mindretallenes karrieremuligheder. Et begreb der i moderne tid har fået betegnelsen repressiv tolerance. Tocqueville fortsætter med at påstå, at en borger i princippet er uafhængig af enhver af sine medborgere, når de tages enkeltvis, udsættes for at være alene og uden beskyttelse, når man stilles over for det store antal. Offentligheden har derfor en enestående magt i et demokratisk folk, en magt, som aristokratiet aldrig så meget kunne gøre sig forestilling om.

Tocqueville var af den mening, at kollektiv visdom ikke var en passende erstatning for enkeltpersonernes intelligens. Individer, der opponerer mod overleverede meninger, har altid været kilden til ethvert fremskridt. Før i tiden var undertrykkelsen langt mere synlig – ja nærmest opdragende. I dag sker det mere i en demokratisk iklædning. I et ikke undertrykkende demokrati skal det være muligt at udtrykke sine meninger, hvad enten disse deles af få eller mange. Dette kan kun sikres, hvis minoriteter konstitutionelt sikres forskellige mindretalsbeskyttelsesforanstaltninger. Uden en mindretalsbeskyttelse er der fare for, at man mister friheden i forsøget på at opnå den.

Det sidste kapitel i Bind 1 handler om de tre racer, som bor i USA omkring 1830. Dette kapitel er på mange måder særligt interessant for historieinteresserede. Man får igennem dette kapitel en enestående mulighed for at få en samtidig beretning om udryddelsen af indianerne og en gennemgang af slaveriets sociale og økonomiske struktur.

Dette kapitel burde være obligatorisk pensum ved enhver form for USA-historieundervisning.

Kapitlet er fuldstændigt renset for føleri. I kort og kontant form redegøres der for, hvordan indianerne blev fordrevet og i det store og hele også blev udryddet. De valgte, som der står, døden frem for civilisationen. De var vilde og blev tilintetgjort. Godt hjulpet af europæerne, der indførte skydevåben, jern og akvavit. Den samtidige vurdering af deres skæbne var hård: Hvis de vil civilisere sig, så vil kontakten med mere civiliserede mennesker end dem selv udlevere dem til undertrykkelse og elendighed. Hvis de fortsætter med at strejfe om fra den ene ødemark til den anden, vil de gå til grunde.

Slaveøkonomiafsnittet er også en grundig læsning værd. Med hudløs ærlighed vælger Tocqueville at give sin vurdering af situationen:

”Der er ingen afrikaner, der er kommet frivilligt til Den Nye Verdens kyster, hvoraf det følger, at alle dem, der i vores dage befinder sig der, er enten slaver eller frivillige….I næsten alle de stater, hvor slaveriet er afskaffet, har man givet negrene stemmeret, men hvis de møder op for at stemme, risikerer de deres liv…Således er negeren fri, men han kan hverken dele rettighederne, nydelserne, arbejdet, smerterne eller endda gravsted med den, hvis ligemand han er blevet erklæret for at være. Han ville ikke kunne mødes med ham nogen steder, hverken i livet eller døden”.

Slaveøkonomiafsnittene er interessant læsning. Her beskrives det overbevisende, at slaveriet i Nord var økonomisk ineffektivt, hvilket også var den reelle bevæggrund bag ønsket om at frigive slaverne, der så kunne udvandre til Syd, hvor produktionsforholdene stadig gjorde, at det var profitabelt at holde slaver.

Afskaffelsen af slaveriet giver derfor ikke slaven friheden, som Tocquelville skriver, men han skifter blot ejer, idet han fra Nord kommer ned til Syd. Tocqueville konstaterede i samme moment, at racismen blandt de hvide var langt mere udbredt i Nord end i Syd. I Nord ønskede de hvide dem væk, i Syd var de en  økonomisk nødvendighed.  Slavespørgsmålet var for slaveejerne i Nord et forretnings- og fabrikationsspørgsmål. I Syd var det et spørgsmål om liv eller død. Man må derfor ikke forveksle slaveriet i Nord og Syd med hinanden.

Tocqueville forudså nok slaveriet afskaffet i den demokratiske malstrøm, men ikke uden store problemer. Som han skriver: Slaveriet, som er begrænset til et punkt på jordkloden, som angribes af kristendommen som uretfærdigt og af den politiske økonomi som skadelig, er ikke en institution som kan vare ved midt i vores tidsalders demokratiske frihed og oplysning. Det ophører enten på slavens eller slaveejerens initiativ. I begge tilfælde må man imødese store ulykker.

I bogens bind 2 bevæger Tocqueville sig  i en lang mere demokrati- og socialfilosoferende retning end tilfældet er med bind 1, som mere var historisk og strukturelt iagttagende. Bind 2, der nok i højere grad har været genstand for eftertidens demokratiforskning, end tilfældet har været med bind 1, er kendetegnet af, at relativt små hændelser fra bind 1 er blevet hævet op i nogle lidt abstrakte generaliseringer, for herefter at blive genstand for en række politisk-filosofiske overvejelser. Kapitler og afsnit er i dette bind forholdsvis små, og tankegangen også noget mere ufuldstændig, men stadig dualistisk. Mange af hans overvejelser har mest af alt karakter af hurtigt nedfældede noter. Det gør også, at mange af hans observationer og betragtninger godt kan mistænkes for mere at være baseret på hans egne forudfattede meninger frem for historisk dokumentation og empiri.

Tocqueville slår fast, at det er den kristne religion, der har givet anledning til det amerikanske demokrati. Det er sket ved, at den religiøse orden er forblevet helt adskilt fra den politiske orden, sådan at man med lethed kunne ændre de gamle love uden at rokke ved fortidens tro.

Dermed slår Tocqueville også fast, at intet samfund kan trives i fordragelighed, uden at det i en betydelig grad er bundet sammen af ens overbevisninger. Det er nemlig fælles ideer, der fører til fælles handlinger. Den individuelle uafhængighed kan derfor være større eller mindre, men den kan ikke være grænseløs.

Demokrati nedbryder efter Tocquevilles opfattelse meningshierarkier, men skaber samtidig en fare for massehysteri. I takt med at borgerne bliver mere lige og ensartede, bliver den enkeltes tilbøjelighed til at tro på en bestemt person eller en bestemt klasse mindre. Tendensen til at tro på mængden bliver stærkere, og det er mere og mere den offentlige mening, der styrer verden. Dermed påtvinger flertallet hele befolkningen en mængde færdigsyede meninger, og befrier dem for at tænke selvstændigt selv. Tocqueville ser på både pressefrihed og foreningsfrihed som mulige trusler mod demokratiet. Den fælles mening bliver dermed en form for religion, hvis profet er flertallet. Tocqueville ser to klare tendenser i ligheden. Den ene får hvert menneskes sind til at vende sig mod nogle nye tanker, og den anden reducerer gerne mennesket til slet ikke at tænke længere.

For Tocqueville spillede den kristne religion en ikke uvæsentlig rolle for demokratiet. Han tvivlede på om mennesket nogensinde kunne tåle både at have en fuldkommen religiøs uafhængighed og en fuldstændig politisk frihed. Religiøs autoritet er godt, da det skaber intellektuel stabilitet, der hvor politik er letflydende. Tocqueville udtrykker det sådan, at det religiøse folk fra naturens hånd netop er stærke på det sted, hvor de demokratiske folk er svage. Det demokratiske liv kræver dog, at det religiøse og det politiske er adskilt, og i den forbindelse kommer Tocqueville med et stærkt udfald mod islam. Efter hans opfattelse kan islam, med alle dens religiøse påbud, ikke herske særligt længe i oplysningens og demokratiets tidsalder, for mennesker der lever i de demokratiske århundrede er tilbøjelige til at unddrage sig en religiøs autoritet.

Demokratiet og lighedstrangen har også en mørk bagside. Menneskerne er meget begærlige efter materielle og øjeblikkelige nydelser, og eftersom de altid er utilfredse med den stilling, som de indtager, og altid er frie til at forlade den, tænker de kun på midlerne til at blive rige eller endnu rigere. Dermed står demokratiet i et skærende modsætningsforhold til aristokratiet, hvor mennesket kendte sin plads, hvor de store etiske tanker var tænkt, og hvor folk blev inden for de sociale, økonomiske og kulturelle rammer, som de var født ind i. Demokratiet fører uvilkårligt til, at man fortrækker det lette frem for det svære. De demokratiske nationer, hos hvem man ser alle disse ting, vil da dyrke de kunster, som tjener til at gøre livet bekvemt, frem for dem, hvis mål er at forskønne det.

Ambitioner og ærgerrighed følger, efter Tocquevilles opfattelse, også den demokratiske livsform, da mennesker typisk udtrykker større behov end deres formåen rækker til. Det leder også frem til at demokrati og den kapitalistiske markedsform følges ad. Jagten på billigere varer sætter ind. Det sker ad to veje. Den første er at finde nogle bedre, hurtigere og kyndigere måder at fremstille dem på. Den anden er at fremstille i en større mængde. Det går naturligvis ud over kvaliteten. Tocqueville giver det eksempel, at tidligere var det kun de rige, som havde ure, og de var næsten alle fremragende. Nu laver man kun nogle, der er middelmådige, men alle har ét.

Tocqueville nævner som bekendt utallige steder i bogen den udbredte lighed det amerikanske samfund, men han har et skarpt blik for, at fx sproget afslører store klasseforskelle. Der er ingen retmæssige rangklasser, men der er utallige kulturelle rangklasser.

Tocquelville ser med skepsis på, at individualismen oprinder i demokratiet, og at den truer med at udvikle sig i takt med, at vilkårene i samfundet bliver mere ligelige. Denne individualisme som er en naturlig følge af lighed og demokrati, er med til at isolere det enkelte menneske. De forventer så at sige ikke noget af nogen anden. De vænner sig til altid at betragte sig selv i isolation, og de forestiller sig gerne, at hele deres skæbne ligger i deres egne hænder. Det er tydeligt at se i denne tankegang, at demokratiet er beskrevet før velfærdssamfundet med sine sociale og økonomiske rettigheder havde set dagens lys, men viser vel meget godt det dybere liggende amerikanske sindbillede af rigtig demokrati.

Tocqueville påstår ligefrem, at ligheden placerer menneskerne ved siden af hinanden uden noget fælles bånd, som holder dem fast. Det er vist en anden måde at udtrykke det forhold, at demokrati fører til sædernes forfald. Der er kun ét effektivt hjælpemiddel til at bekæmpe de onder, som ligheden kan frembringe, og det er den politiske frihed.

Mange steder i bogen kalder Tocqueville ligefrem det demokratiske flertalsstyre for despotisme, dvs. et slags undertrykkelsesregime. Mange amerikanere har derfor samlet sig i politiske sammenslutninger, hvor de forsøger at forsvare sig mod det, der kaldes et flertals despotiske handlemåde. Det er klart, at tyranniet nødvendigvis ville blive større med ligheden, såfremt hver borger, i takt med at han individuelt set bliver svagere og følgelig mindre i stand til at bevare sin frihed alene, ikke lærte kunsten at forene sig med sine medmennesker for at forsvare friheden. Uden at vide det konkret, kunne man måske mistænke den nymodne Tea-Party-bevægelse, for at have hentet væsentlige dele af deres åndelige næring hos Tocqueville i deres indædte kamp mod WDC.

Medierne, og især aviserne, spiller en helt afgørende rolle for demokratiet og dets udvikling. Det havde Tocqueville også et sikkert blik for. Når mennesker ikke længere var knyttet til hinanden på en fast og permanent måde, var massemediet en nødvendig forudsætning for, at de kunne kommunikere med hinanden, for at danne fælles holdninger, og dermed få dem til at handle i fællesskab. Avisen var det middel, der kunne få dem til at tale sammen uden at se hinanden, og til at bevæge sig i samme retning. Som det udtrykkes: Aviser skaber sammenslutningerne, og sammenslutningerne skaber aviserne. Enhver borger har brug for en avis til at fortælle dem, hvad de andre gør. Aviserne gør, at borgerne bliver mere lige, og avisernes herredømme vokser dermed i takt med, at borgerne bliver mere lige. I den forbindelse spiller pressefrihed en helt afgørende rolle for informationsudvekslingen mellem borgerne.

Samme rolle spillede forsamlingsfriheden. USA var på dette tidspunkt den eneste nation i verden, hvori borgerne frit havde retten til at slutte sig sammen i det civile liv, og dermed udnytte alle de goder, som civilisationen kunne byde på. Demokrati afføder ikke kun mange sammenslutninger, den skaber også meget store sammenslutninger. Man kan sige, at demokrati fremmer tendensen til at slutte folk sammen, og at dette ikke nødvendigvis er en trussel for staten. Tvært i mod. Forsamlingsfriheden tjener til at adsprede masserne, og til at afholde dem fra revolution, idet de dermed involverer sig dybere og dybere i nogle projekter, som ikke kan gennemføres uden offentlig ro. Forsamlingsfriheden bidrager dermed til en fredelig forandring af samfundsforholdene.

Hermed nærmer Tocqueville sig ytringsfriheden. Den ser han til gengæld ikke lige så uhildet som forsamlingsfriheden. Han mener faktisk, at man skal være varsom med at sammenblande friheden til at forsamles med friheden til at skrive. Den ene er på én gang mindre nødvendig og mere farlig end den anden. En nation kan sætte grænser for den uden at ophøre med at være sin egen herre.

Faren ved et demokrati, skriver Tocqueville, er, at egoismen tager overhånd, og de individuelle interesser mere end nogensinde bliver det vigtigste. Spørgsmålet er imidlertid om dette gør den store forskel til de mere aristokratiske samfund. Forskellen i Tocquevilles forklaring ligger mere i, at i et demokrati er forholdet åbenlyst, mens det i et aristokrati kun lever i det skjulte. For faktum er, at den demokratiske amerikaner er i stand til at ofre en del af sine personlige interesser for at redde resten. I et demokrati er egeninteressen også lig med fællesinteressen.

I et demokrati spiller jagten på individuel velfærd og lykke en betydelig rolle. Alle sindene er her optaget af omsorgen for at tilfredsstille de mindste af kroppens behov og af at sørge for livets små bekvemmeligheder.  Dette står i grel modsætning til aristokratiske og stillestående samfund, hvor folk har vænnet sig til deres fattigdom, ligesom de rige har vænnet sig til deres overflod. I denne slags samfund vendes de fattiges fantasi sig mod en anden og mere religiøs verden, hvor fantasien kan undslippe elendigheden ved at søge nydelse hinsides det jordiske liv.

Tilbøjeligheden for de materielle nydelser bør betragtes som den vigtigste kilde til den økonomiske udvikling. Frihed og foretagsomhed er tæt forbundne kar. Friheden er særlig nyttig for frembringelsen af rigdom. Denne jagt på økonomisk foretagsomhed gør også, at mange borgere ikke ønsker at afsætte tid af til det politiske, og lade sig vælge som repræsentanter til de demokratiske råd og nævn.

Tocquevilles råd er klart: Giv de demokratiske folk kundskaber og frihed, og lad dem klare sig selv. Det vil uden vanskelighed lykkes for dem at uddrage af denne verden alle de goder, som den byder på. De vil perfektionere alle de nyttige kunster og gør hver dag livet mere bekvemt, mageligt og sødt.

En større hyldest til liberalt demokrati og kapitalistiske markedsformer kan vist ikke gives.  

Tocqueville er rigtig mange steder i sin bog frygtlig dobbelttydig. Man kan sagtens sidde tilbage og være i tvivl om hvad han i virkeligheden mente.  Denne tvivl bunder i, at Tocqueville flere steder fremhæver, at demokratiet uden en stor folkelig påpasselighed kan forvandle sig til sin egen modsætning i form af despoti og undertrykkelse. Især det, som han kalder flertallets tyranni, spiller en central rolle i hans forståelse af demokratibegrebet.

Dette udtrykkes meget klart i bogens udgangsreplik: Jeg vil forestille mig, under hvilke nye træk despotismen kunne opstå i verden. Jeg ser en utallig mængde ensartede og lige mennesker, som hvileløst drejer rundt om sig selv for at skaffe sig nogle små og ordinære nydelser, hvormed de fylder deres sjæl. Hver enkelt af dem er trukket til side og ligesom fremmed for alle de andres skæbne. Hans børn og nære venner udgør for ham hele menneskeslægten. Hvad der i øvrigt angår hans medborgere, så befinder han sig ved siden af dem, men han ser dem ikke. Han er i berøring med dem, men han føler dem ikke. Han eksisterer kun i sig selv og for sig selv, og hvis han stadig har en familie, så kan man i det mindste sige, at han ikke længere har noget fædreland….Disse tilbøjeligheder vil altid være der, fordi de udgår fra samfundstilstandens grund, som ikke vil forandre sig. De vil længe forhindre, at nogen som helst kunne slå ned, og de leverer nogle nye våben til hver ny generation, som vil kæmpe for menneskets frihed. Lad os derfor have denne helsebringende frygt for fremtiden, som får os til at være på vagt og til at kæmpe, og ikke den form for blødagtige og uvirksomme rædsel, som gør hjerterne nedslåede og svage.

Bogen lægger op til både eftertænksomhed og modsigelser. På den ene side skal man altid tage flertalstyranniet alvorligt. Historien har desværre vist, hvordan demokrati og massehysteri har kunnet føre til totalitarisme, vold og undertrykkelse. På den anden side må man også konstatere, at demokrati i dag ikke er en lille ø i verden omgivet af gamle aristokratier.

Demokratiet, og for øvrigt også den kapitalistiske økonomi, har udviklet sig meget siden at Tocqueville skrev sine bøger. Økonomien er trods voldsomme og tilbagevendende finansielle kriser blevet langt mere reguleret. Det samme er sket med demokratiet som styreform, og ikke mindst de borgere, der lever i dem. De har fået både økonomiske og sociale pligter og rettigheder. De har, som fx Hal Koch har beskrevet det, lært demokratiet fra bunden af. De har så at sige gjort dette til en livsform. På den måde har virkeligheden gjort en del af Tocquevilles forudsigelser til skamme. Det gør dog ikke bogen uinteressant at læse i dag. Den giver anledning til rigtig mange nyttige overvejelser om demokratiets tilstand. Både dens stærke og svage sider.

Tilbage står, at Tocqueville trods mange forbehold anbefalede det demokratiske folkestyre, måske ikke af lyst og overbevisning, men som en historisk erkendelse af, at her lå fremtiden gemt. Han havde, og det er det, som bogen handler om, en række kritiske forbehold, som skulle modvirke, hvad han opfattede som politisk og kulturel udjævning og undertrykkelse. Det pinte ham også, at folk stort set selv skulle definere sine egne etiske og moralske værdier, da der i et demokrati ikke fandtes en overordnet regel desangående. Man skulle stemme om det, og her kunne mindretallet komme i klemme.

Med disse forholdsvis mange ord skal bogen på det varmeste anbefales til at kunne indgå i enhver form for undervisning inden for demokrati generelt og USA’s nyere historie specifikt.