Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik

Af Simon Valentin Mortensen

Stephen Walt og John Mearsheimer er professorer i Statskundskab og forfatter til bogen. De tilhører den realistiske skole, der hævder, at staters udenrigspolitik bestemmes af magtbalancen. Mearsheimer og Walts teoretiske udgangspunkt er interessant, fordi den bærende tese i ”Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik” er, at pro-israelske kræfter har påvirket amerikansk udenrigspolitik på en måde, som er skadelig for USA's interesser. Den tolkning udgør unægtelig en diskrepans i forhold til deres øvrige teoretiske arbejder, men den kan samtidigt ses som udtryk for, hvor grelt det står til med den israelske lobbys indflydelse.

Bogens største fortjeneste er, at Mearsheimer og Walt går meget systematisk til værks. De undersøger først omfanget af USA's støtte til Israel, som de konkluderer er helt uden sidestykke. Dernæst forsøger de at forklare, hvorfor denne støtte er så stor. De afprøver først en strategisk forklaring, som går ud på, at støtten til Israel er i USA's interesse. Herefter behandler de en moralsk forklaring, der bunder i pligten til at hjælpe de overlevende fra Holocaust, især fordi Israel som regionens eneste demokrati er truet af langt større arabiske diktaturstater. Men de forklaringer forkastes. Endeligt undersøges den israelske lobbys betydning, som de påviser er meget stor. Mearsheimer og Walt slutter af med at undersøge konsekvenserne af USA's pro-israelske politik. De når frem til, at den er dybt problematisk, fordi den har betydet fjendskab med store dele af den arabiske verden og dermed skabt grobund for terrorisme rettet imod USA. Mearsheimer og Walt giver også den pro-israelske lobby ansvaret for, at USA invaderede Irak i 2003, hvilket ifølge Mearsheimer og Walt var en katastrofe for USA. Derimod afviser Walt og Mearsheimer enhver påstand om, at invasionen af Irak skulle være motiveret af olieindustrien.

Bogen forfiner og nuancerer en kritik af amerikansk Mellemøstpolitik, som længe har været fremført i Europa. I USA er bogen blevet kritiseret for at være anti-israelsk, hvilket meget godt illustrerer Mearsheimer og Walts pointe om, at enhver kritik af Israel bliver fremstillet som anti-semitisme. På den anden side vidner bogens publikation i sig selv om en vis pluralisme i den amerikanske debat om Mellemøsten. I deres iver efter at tilbagevise den moralske forklaring på USA's støtte til Israel bliver fremstillingen måske lidt ensidig, men som korrektiv på slagsiden i den amerikanske debat udgør bogen et væsentligt bidrag. For europæiske læsere er der måske ikke helt så meget nyt under solen i bogens bærende tese, men på den anden side giver bogen europæiske læsere en værdifuld indføring i amerikansk politisk kultur og USA's politiske system. Især danske kritikere af USA's politik i Mellemøsten bør læse den, da de bliver væsentligt bedre klædt på af bogen.

Denne anmelders væsentligste anke imod bogen er Mearsheimer og Walts analyse af den strategiske forklaring, som ikke er grundig nok, fordi Israels betydning for bevarelsen af Pax Americana i Mellemøsten underbetones. Det påvises overbevisende i bogen, at USA's hjælp til Israel er uden sidestykke. De har utvivlsomt ret i, at Israel har fået lang snor og massiv støtte fra USA. Men spørgsmålet er, om det kun kan forklares med den israelske lobbys indflydelse, for Israels militære betydning i regionen har heller ikke sin lige andre steder. I det hele taget er bogens største mangel, at der drages konklusioner, som reelt kun kan drages på baggrund af en komparativ analyse af USA's forhold til Israel på den ene side, og USA's forhold til forskellige andre allierede på den anden side.

Et godt udgangspunkt for sådan en analyse kunne være, at USA's udenrigspolitik siden 1945 dybest set har drejet sig om at bevare magtbalancen i Asien, Europa og Mellemøsten, og at dette ikke har forandret sig efter afslutningen på den Kolde Krig. I kraft af fraværet af en tilsvarende magtbalance i Nordamerika sikrer dette, at USA forbliver den eneste globale supermagt. Alliancen med Israel garanterer USA militær overlegenhed over enhver tænkelig koalition af arabiske stater, så den må ses som en hjørnesten i Pax Americana i Mellemøsten. I den henseende tjener den samme formål som de andre alliancer, der sikrer USA's position i Østasien og i Europa.

Men i modsætning til Sydkorea, Japan, Sydvietnam og Vesttyskland har Israel aldrig behøvet amerikanske tropper for at klare sig. Desuden betyder Israels totale isolation i Mellemøsten og Israels politiske stabilitet, at landet er en langt mere pålidelig allieret end nogen anden stat i Mellemøsten. Der er en helt anden folkelig opbakning til alliancen med USA end i Egypten, Kuwait, Saudi-Arabien og Pakistan. Hvor vigtig den folkelige forankring er, oplevede amerikanerne med Iran i 1979, da USA's tætte forhold til Shahen på et år blev afløst af et uforsonligt fjendskab med Ayatollah Khomeini. Sammenlagt gør Israels militære og politiske styrke landet til et enestående aktiv for USA. Israels evne til at klare sig uden amerikanske tropper giver naturligvis en udstrakt handlefrihed. Desuden skal man være opmærksom på, at Israel faktisk har bøjet sig for amerikanske krav, f.eks. om tilbagetrækning fra Sinai-ørkenen i forbindelse med fredsslutningen med Egypten. Mearsheimer fremstilling af den arabisk-israelske konflikt må også betegnes som ensidig. Det er ubestrideligt, at Israel fortsat opfører bosættelser og har opført et sikkerhedshegn på territorier, som ikke er israelske. Men en anden del af problemet er, at toneangivende palæstinensiske organisationer ikke vil anerkende Israels eksistens. PLO har ikke formået at etablere et voldsmonopol, hvilket har betydet, at selvom Israel trak sig fra alle besatte områder, ville det ikke stoppe terrorangrebene imod Israel. Begge parter må tildeles en del af ansvaret for konflikten.

Endelig kan man spørge, om det virkeligt er i USA's interesse at øge presset på Israel, når terrorister slår til imod USA. Det ville blot bevise for Israels fjender, at de skal angribe USA for at opnå deres mål. Påstanden om den pro-israelske lobbys rolle i invasionen af Irak er heller ikke overbevisende. Præsident Bush stod med en approval rating på 90% umådeligt stærkt ovenpå terrorangrebene den 11. september 2001, og Kongressen vedtog bemyndigelsen til at føre krig med meget store flertal. Bush havde næppe brug for hjælp fra nogen lobby.

Som det fremgår, er denne anmelder ikke overbevist om, at den vigtigste forklaring på USA's politik overfor Israel skal findes i USA's indenrigspolitik. Der kan argumenteres væsentligt stærkere for, at hovedårsagen befinder sig på det systemiske plan, end det bliver gjort i bogen.

En sidste anke imod bogen er, at oversættelsen sine steder ikke faldt i denne anmelders smag. F.eks. bruges ordet ”vanemæssigt” mange steder, hvor det ville lyde bedre at skrive ”som sædvanligt”. Men det ændrer ikke på, at bogen absolut er værd at læse, og at oversættelsen heldigvis gør den tilgængelig for en bredere dansk kreds. Jeg kan ikke komme i tanker om andre bøger på dansk, der giver så grundig og systematisk en indføring i USA’s politik overfor Israel, og da slet ikke med en tilsvarende grad af teoretisk refleksion.