Menu
Forrige artikel

Det andet USA

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2863

Af Henning Lyngsbo

Bogen er et partsindlæg i den allerede påbegyndte præsidentvalgkamp i USA. Forfatterens egne holdninger er vel det egentlig formål med bogens fremkomst. Et underligt sort/hvidt maleri, hvor det synes væsentligt for forfatteren at udpensle Republikanerne som de onde og demokraterne som de gode (næsten).

Det er en lille bog – 184 skrevne sider, hvoraf godt 50 sider er ren selvbiografi. Der er således ca 130 sider – med billedmateriale – der beskæftiger sig med det, som forfatteren selv mener er formålet med udgivelsen, nemlig at vise:  ”at USA netop nu, i begyndelsen af det 21. århundrede, er en nation i forandring – en forandring forankret i visioner for USA´s fremtid, som har dybe rødder i landets fortid.” Citat fra introduktionen af bogen. Det er ret uklart, hvad forfatteren mener hermed.

Der er jo ikke noget nyt i, at en nation er under forandring, også i det 21. århundrede. Alle lande har gennem årtusinder undergået en – som regel flere forandringer, frivilligt eller tvunget.

Danmark har også undergået løbende forandringer. Og de fleste danskere, der følger bare nogenlunde med, ser da også USA de facto undergå forandringer. Danskere med bare nogle år på bagen, har oplevet USA styret af såvel en demokratisk som republikansk præsident, og uden at anse det som en vekselvirkning mellem absolut sort og absolut hvidt. Men forfatteren søger at pådutte os danskere en masochistisk voyeurrolle, hvor vi lader os fascinere af de ekstremer, der findes i USA. Såsom dødsstraf, skydevåben, antiabortholdninger etc. Men herregud, det er jo for intet at regne, når vi ser og hører om forhold i andre lande. Skal man endelig tale om fascination, når diskursen går herpå, så er det ordene ”Mulighedernes land”, som vi danskere forbinder med USA.

Modsat forfatterens opfattelse er danskerne udmærket bekendt med, at amerikanerne generelt er meget tolerante overfor andre trosretninger og kulturer.

Men forfatteren hiver så en ubestemt fortid frem og bogen skal nu argumentere for, at denne fortid vil genopstå og derved skabe forandring. Forfatteren har især kastet sig over Franklin D. Roosevelts ”New Deal” og Lyndon B. Johnsons ”Great Society”. Han håber og tror, at disse demokratiske projekter får en eller anden form for renæssance efter Bush.

Jamen, det er da ikke umuligt. Alt kan jo ske i Vorherres eget land, som amerikanere ynder at sige. Så hvad er egentlig forfatterens budskab?

Bogen er opdelt i 5 afsnit:

1:Rødder. Som er en selvbiografi.

2:Syndfloden: Som omhandler orkanen Katrina, som ramt New Orleans den 29. august 2005 og udløste en katastrofe af historiske dimensioner. 80% af byen blev oversvømmet. Området undergik en demografisk ændring dels på grund af dårligt hjælpearbejde og dels på grund af flytning af befolkningsgrupper fra hidtidige til nye bydele. Forfatteren giver Præsident Bush skylden for det traume og ulykker, der ramte området. Det er et af arnestederne for den kommende forandring i USA efter forfatterens mening.

3: Grænser: Der peges her på de mange illegale indvandrere og især på den mexicanske grænse.

Igen må Bush og hans republikanere holde for. Men forfatteren har ikke selv nogen gylden løsning.

Der skulle være omkring 12 millioner illegale indvandrere i USA i flg uofficielle tal. Og tallet er stigende. Hele denne gruppe og deres fortalere i USA udgør ligeledes et af den kommende forandrings arnesteder.

4: Begrænsninger: Handler om miljø. Om CO2. Om Kyoto-aftalen. Om olie og dermed krig. Her falder ikke alle risene på republikanernes rygstykker. Den republikanske guvernør Arnold Schwarzenegger får pæn omtale af sine energiprojekter i Californien. I øvrigt er Arnolds ægtefælle Shriver niece til senator Edward Kennedy og dermed også til afdøde John F. Kennedy. Hun er som sine onkler demokrat og har udtalt sin støtte til Demokraternes præsidentkandidat Barack Obama. Denne ikke-ægteskabelige, men politiske uoverensstemmelse er kuriøs, idet Obama netop søger at fremstille sig som den store forsoner.

5: Eftertiden: Her hypper forfatteren sine politiske kæpheste. Han er sikker på Obama som præsident. Om ikke i 2008, så i 2012. Ingen republikaner får klap på skuldrene for deres program. Ej heller John McCain, der trods alt ser ud til at have mere vælgertække end først antaget. Han kunne nemt blive den, der kan slukke alle forfatterens profetier (eller skal vi kalde dem for håb).

Som læseren formentlig allerede har gættet, er bogen ikke udstyret med hverken noteapparat eller stikordsregister. Litteraturhenvisningerne er få og upræcise. Forfatteren tilkendegiver det selv lidt nonchalant  ”Jeg henviser til en brøkdel af de bøger og artikler, jeg læste under udarbejdelsen af denne bog.” Bogens omfang taget i betragtning er det sikkert rigtig mange? Forfatteren henviser endvidere til rapporter og tekst på hjemmesider, hvorfra han har citeret meningsmålinger. Men igen uden detaljer. Det er komplet umuligt indenfor en rimelig kort tid ved opslag i en given bog at kontrollere citaternes valeur og sammenhæng.

Forfatterens valg af bogens titel er uheldig, idet den anerkendte Michael Harrington i 1962 udgav den stadig aktuelle bog The Other America. Men her var forfatterens formål klart og entydigt. At vise fattigdommen – pauperismen - som det andet Amerika.

Denne bogs forfatter har reelt kun gennemgået det Amerika, som vi kender. Som bogen er skrevet, fremstår den nærmest som det øjebliksbillede, en journalist kan fremskaffe fra nettet, aviser, forhåndenværende  bøger med det formål at beskrive optakten til en valgkamp. Og hvor journalisten så ikke kan dy sig for at fremture med sine egne meninger.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Rejsen mod syd
Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik
Nixon og Kissinger - Magtens mænd