Det hvide Hus og magten i USA

Af Nils Arne Sørensen, Institut for Historie, Syddansk Universitet

Siden kampen om at blive henholdsvis demokratisk og republikansk kandidat til præsidentvalget for alvor gik i gang i begyndelsen af januar, har danske avislæsere, radiolyttere og tv-kiggere vanskeligt kunnet undgå at følge med i en mediedækning, der på mange måder snildt kan konkurrere med dækningen af hjemlig politik – og som kan få den nøgterne iagttager til at spekulere over, om Danmark gør sig kollektivt klar til at søge om at blive den 51. stat i USA. Skulle det være tilfældet, så træder vi ind i et stærkt ansøgerfelt, for interessen har været mindst lige så stor i vores nabolande. Noget af den enorme interesse skyldes det sjældent dramatiske primærvalgforløb hos demokraterne, mere at præsidentvalget denne gang ofte og med god ret præsenteres som en ”historisk” afgørelse, og endelig så er der naturligvis den gode, langsigtede forklaring, at amerikansk politik spiller en stor rolle for alle os andre på kloden og vores interesse derfor er naturlig.

Selvom valgkampen er den tydelige anledning til ”Det hvide Hus og magten i USA”, så er det langsigtede perspektiv det markante i journalisten Michael Seidelins tommetykke bog om amerikansk politik, der fokuserer skarpt på magtens centrum i Det hvide Hus. Efter indledningsvis at have taget læserne med på rundtur i den amerikanske hovedstad og især i selve Det hvide Hus, er den detaljerige bog struktureret – lidt løst – i tre dele. Den første handler om vejen til præsidentposten – hvad kræves for at blive et seriøst bud på en præsidentkandidat, hvordan udkæmpes valgkampe, og hvordan kan man forberede sig til jobbet som præsident. Den næste handler om præsidenten ”in action”. Om hans administration, som det fornuftigt er oversat til på dansk i vores gængse sprogbrug, for det er et apparat som er væsensforskelligt fra det, vi kender i Danmark og de fleste europæiske lande. Men også om hvilke roller vicepræsident og præsidentfrue spiller (eller præcisere: hvor forskelligt disse roller har været udfyldt), og Seidelin giver os endelig her også et godt overblik over udviklingen i og debatten om, hvordan præsidenterne over tid har forsøgt at koncentrere mere og mere magt i embedet i forhold til de andre instanser i den ideale magttredeling, et forhold, der på amerikansk diskuteres under overskriften ”The Imperial Precidency”. Sidste del af bogen handler om præsidentens med- og ofte også modspillere i kongressen og højesteret, men også om andre politiske aktører som lobbyister, tænketanke, græsrødder og så selvfølgelig medierne.

Seidelin udnytter fint både den overvældende store litteratur om amerikansk politik, interviews og analyser fra amerikanske medier og naturligvis også sin egen reportervirksomhed for ”Politiken”. Hans baggrund som historiker er synlig i en række afsnit, først og fremmest om forfatningen og om det imperiale præsidentembede. Fremstillingen er fuld af illustrative eksempler, der hentes vidt og bredt – men dog især i de tre-fire sidste årtiers historie, og præsidenterne Clinton og Bush 1 & 2 dominerer meget kraftigt. Seidelin har elegant forsøgt at give sin bog længere brugsværdi ved konsekvent at omtale Bush 2’s embedsperiode som overstået, men vi skal næppe langt frem i tiden, før læsere vil synes, at der står alt for meget om Hillary, Barack Obama og McCain i bogen.

Men læst her omkring valgdagen i november 2008, er man i vældig godt og meget kompetent selskab med Seidelins bog. Bogen havde dog været tjent med en grundigere gennemarbejdning. Der er godt med gentagelser, ligesom forfatteren ikke kan blive enig med sig selv om, hvorvidt citater skal oversættes eller ej. Bogen er forsynet med et noteapparat, som fremstår fuldstændigt inkonsekvent og derfor unødvendigt (især da Seidelin i brødteksten kommer med gode henvisninger til de interessante hovedværker om amerikansk politik, som han især bygger på). Til gengæld savnes et sagregister, og det er synd og skam i en bog, hvis brugsværdi på det mellemlange sigt nok mest er håndbogens. Endelig er der en del deciderede sjuskefejl. Fx kan Seidelin ikke blive enig med sig selv om, hvor mange delegerede der vælges til demokraternes konvent (81-82; det rigtige tal er ca. 4.000); det er næppe heller troligt, at John Kerry i januar 2008 blev udfrittet om sit valg af vicepræsidentkandidat (96), da Kerry slet ikke stillede op i 2008; Berlin-muren faldt ikke i oktober 1989 (205; det skete 9. november) og endelig var George W. Bush ikke præsident i 2001-2008 (359), men helt til 2009 – hvilket er den gode forklaring på et ordspillende slogan, som man i årets løb har kunnet se på flere og flere bumperstickers og t-shirts i USA: ”01.20.2009 – The End of An Error”.