Fundamentalismernes sammenstød
Af forskningsassistent v. Center for Mellemøststudier, Søren Hove.
Den pakistansk-engelske forfatter Tariq Ali har med ”Fundamentalismernes sammenstød” skrevet en bog om 11. september, islamisme og amerikansk udenrigspolitik. Hans påstand, der gennemsyrer den 432 sider lange bog, er, at George Bush og Osama bin Laden repræsenterer hver deres fundamentalisme – henholdsvis den amerikanske imperialisme og den islamiske fundamentalisme.
At bogen tager udgangspunkt i de efterhånden fortærskede terrorhandlinger d. 11. september 2001 og analyserer forholdet mellem USA som verdensmagt og den tredje verden – specielt med henblik på islamister – gør den ikke i sig selv interessant. Som en af mange skriver Tariq Ali sig blot ind i den eksplosivt voksende mængde af litteratur om netop islamister og amerikansk udenrigspolitik.
Ligesom mange andre bøger forsøger ”Fundamentalismernes sammenstød” at afdække islamismens årsager gennem en historisk gennemgang af så brede tematikker som bl.a. det tidligere Islams ekspansion i 700-tallet, det osmanniske riges manglende evne til reform, oprettelsen af staten Israel, Saudi-Arabiens wahhabisme og pakistanske islamister. Samtidig kritiserer Tariq Ali – specielt i bogens anden del - USA’s udenrigspolitik og påpeger den dobbeltmoral, der præger den amerikanske fremfærd i Mellemøsten og Asien. Denne historiske gennemgang af islamismens historie er et ærligt men også omfattende forsøg på at belyse de komplekse faktorer, der i det 20. århundrede udmønter sig i islamismen, og her fremfører Ali den vigtige pointe, at politisk islam ikke er en monolitisk størrelse, men tværtimod er mange forskellige og varierede fænomener, der er i høj grad er kontekstbundne til pakistanske, ægyptiske eller saudiske sammenhænge.
Men denne pointe er på trods af dens rigtighed bestemt ikke ny, og mange forskere – som f.eks. Fred Halliday, John L. Esposito, Francois Burgat og Gilles Kepel – har i deres tidligere værker nået frem til samme konklusion ved at belyse de selv samme historiske sammenhænge mere dybdegående og mere veldokumenteret.
Det, som derimod gør bogen interessant i forhold til andre analyser, er den allestedsnærværende, underliggende politiske agenda, hvormed Tariq Ali angriber den amerikanske imperialisme. ”Fundamentalismernes sammenstød” er i højere grad et politisk statement og et partindlæg end egentlig historieskrivning. Som erklæret ateist og som redaktør for det venstreorienterede tidsskrift New Left Review og forlaget Verso har Ali ikke bare et regnskab at gøre op med de islamiske fundamentalister, som han selv har stiftet bekendtskab gennem sin opvækst i Pakistan, men også med den amerikanske imperialisme, som sidestilles med religiøs fundamentalisme i kraft de ugerninger og dobbeltmoralske handlinger, som Ali opregner fra de sidste 200 års amerikansk udenrigspolitik.
Hvor bogen er mest interessant og fængende i de autobiografiske kapitler om Alis oplevelser i Pakistan som barn og siden journalist, hvor han levende og med stor viden om pakistansk politik og samfund beskriver de pakistanske islamister, synes bogen tung og mindre veldokumenteret i passagerne om amerikansk imperialisme, der efter Alis mening er drevet frem af rå kapitalisme. F.eks. virker det ensidigt og forenklende at karakterisere hhv. 1956- og 1967-krigene i Mellemøsten som 1. og 2. oliekrig. Ved udelukkende at fokusere på Vestens interesse i adgangen til mellemøstlig olie, bliver Ali blind for de mangfoldige interne og subregionale dynamikker mellem de arabiske lande og Israel, som også var en vigtig del af disse konflikters beskaffenhed.
Tariq Alis politiske korstog er i høj grad formuleret op imod det verdenssyn, som Samuel Huntington argumenterer for i sin berømte artikel ”Clash of Civilisations” fra 1993 i Foreign Affairs, hvor Huntington hævder, at specielt den islamiske civilisation har ”blodige grænser” og er i opposition til Vesten. Ali konfronterer denne orientalistiske fremstilling af den muslimske ”anden” og afviser, at religionen Islam kan fungere som forklaringsmodel for islamiske fundamentalisters had. Ved at beskrive den historiske baggrund for anti-imperialisme og anti-amerikanisme i en række muslimske lande, argumenterer Ali overbevisende for, at anti-amerikanismen ikke bunder i forskellige ”civilisationer” og en ”islamisk identitet”, men derimod er en konsekvens af amerikansk udenrigspolitik. En udenrigspolitik, der i høj grad har fremprovokeret en religiøs modreaktion ved sin frembrusende og partiske karakter i Mellemøsten, men som også i en række tilfælde ikke har bekæmpet islamisterne, men tværtimod støttet dem. Med eksempler som bl.a. den amerikanske alliance med de radikale saudiske wahhabitter siden 1930’erne og den amerikanske støtte til mujahedinerne i Afghanistan, der i 1980’erne blev brugt som led i den kolde krig mod USSR, men som senere skulle udvikle sig til Talebanstyret, har bogen en unægtelig pointe.
Ikke desto mindre bevæger Tariq Alis historiske kritik af den amerikanske imperialisme sig ud på overdrevets våger, når han - som titlen antyder - sidestiller den islamiske fundamentalisme, den vestlige imperialisme og rå kapitalisme. Ali har ret, når han forarget konkluderer, at den verden, vi lever i, ofte er ” ude af takt med den klare humanitet og sociale medfølelse”, men det er dog svært at tage bogen alvorligt, når Ali i polemiske udfald mod imperialismen og den internationale kapitalisme hidser sig selv op til at tale om ”mullaherne i Den Internationale Valutafond” og sætter lighedstegn mellem den amerikanske præsident George W. Bush og terroristen Osama bin Laden. Der er for mange mellemregninger i det regnestykke, som Ali springer over i bogen.
Den forargelse og patos, som ligger i Alis kritik, minder på mange måder om den politiske diskurs i 1970’ernes marxistiske kritik, og man finder også mange lighedspunkter mellem Tariq Ali og folk som den algeriske forfatter Franz Fanon og de mest revolutionære skrifter af Jean Paul Sartre. Dele af bogen bliver på den måde en ”sang for de frelste” og vil derfor med sin tendentiøse tone næppe appellere til andre end i de forvejen enige.
Men selvom man ikke er enig med Tariq Ali, kan der være gode grunde til at læse bogen. Dels er ”Fundamentalismernes sammenstød” på sine steder fyldt med mange siders spændende læsning om mellemøstlige og asiatiske politiske forhold. Dels kunne pointen med denne bog være, at man ikke skal læse den på trods af dens politiske agenda, men netop på grund af den. Det er som politisk aktør - og ikke som ”islam-kender” eller ”mellemøstekspert” - at Tariq Ali er interessant, og bogen kan dermed læses som et interessant debatindlæg i en længere polemik, der til stadighed kører. Selvom Alis analyse i høj grad skylder 1970’ernes marxisme og tredjeverdens ideologi en stor del af sin argumentation, er det alligevel interessant, at vi i 2004 stadig støder på nyformuleringer af de gamle paroler.
