Mod alle fjender
Af Anne Sørensen, amanuensis, ph.d., Historisk Afdeling, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet.
I foråret 2004 blev bogen Against All Enemies. Inside America’s War on Terror sendt på gaden i USA. Den vakte straks furore. Bogen er skrevet af Richard A. Clarke, der i 30 år har arbejdet i Det Hvide Hus, Udenrigsministeriet og i Forsvarsministeriet, fra 1998 som USA's første koordinator for terrorbekæmpelse. Clarke var derfor placeret i begivenhedernes centrum, da kaprede fly med selvmordsterrorister ombord den11. september 2001 fløj ind i World Trade Center og Pentagon.
’9-11’ er efterfølgende blevet et vendepunkt for både amerikansk politik og internationale forhold. Det er Clarke’s bevæggrund for med sin insider-beretning at redegøre for sin viden om amerikansk terrorbekæmpelse i de sidste par årtier, og han dedikerer bogen til angrebets ofre.
Bogen indledes med et forord, hvor Clarke indrømmer, at han egentlig ikke finder det passende at udstille, ”hvordan pølsen bliver fremstillet”, men i lyset af offentlighedens manglende viden om den amerikanske anti-terrorpolitik føler han sig forpligtet til at videregive sin viden. Han definerer to målgrupper for sin bog, medborgerne og forskerne. Han medgiver dog i samme åndedrag, at det er en personlig beretning og ikke en akademisk historiebog. På næste side skriver han, at hensigten er at være faktuel og ikke polemisk. Så er forskerne advaret på forhånd, og det indebærer også, at man ved læsning af denne bog må have forbehold overfor Clarke’s udsagn. Bogen må læses som et partsindlæg med politiske overtoner.
Det første kapitel hedder ’Røm det Hvide Hus’, og giver en meget intens beskrivelse af tiden umiddelbart efter angrebet 11. september 2001. Chok og kaos prægede en krisestab, der forsøgte at navigere ud fra tidligere procedurer, hvoraf de fleste stammede tilbage fra den kolde krigs beredskab og derfor ikke var særligt anvendelige i den opståede situation. Staben koncentrerede sig ret hurtigt om al-Qaeda-netværket som ansvarlig for angrebet, og det kom derfor som en stor overraskelse for Clarke, da han om aftenen den 12. september mødte præsident Bush, der bad ham om at gennemgå det hele igen:
”Find ud af, om det var Saddam, der gjorde det her. Find ud af, om han på nogen måde har forbindelse til det…” Jeg blev igen helt paf, troede ikke mine egne ører, og det kunne mærkes. ”Men det var jo al-Qaeda, der gjorde det her, hr. præsident”. ”Ja, ja, det ved jeg godt … find ud af, om Saddam var involveret. Kig efter. Jeg vil høre om selv det mindste spor…”
Et angreb på Irak kom altså meget hurtigt på dagsordenen. For Clarke svarede det til ”at invadere Mexico, efter at japanerne angreb os i Pearl Harbour”. Bogen kritiserer Bush’s og hans administrations anvendelse af terrorismen som anledning til Irak-krigen, og det sættes ind i en mere generel sammenhæng, hvor Clarke anser de sidste årtiers amerikanske terrorbekæmpelsespolitik for at være forfejlet, amatøragtig og overfladisk. Han har selv arbejdet under fire præsidenter – Reagan, Bush senior, Clinton og den nuværende George W. Bush – og gennemgår i bogen, hvordan han har oplevet den amerikanske reaktion overfor islamiske trusler fra 1979, hvor shahens fald i Iran og USSR’s invasion af Afghanistan resulterede i nye alliancer og dannede grobunden for en militant antiamerikanisme. Læseren bliver ført igennem processen, hvor den amerikanske politik skulle omlægges fra et koldkrigsscenario til imødegåelsen af nye trusler; en proces, der ifølge Clarke ikke lykkedes. Årsagerne var flere. Internt i USA var der problemer med samarbejdet mellem de institutioner og administrationer, der havde ansvaret. Det resulterede i, hvad Clarke kalder ”interne territorialkrige” og ”bureaukratiske omstruktureringer”. Det har frem for alt været tydeligt i forholdet mellem CIA og FBI. Amerikanske regeringer og præsidenter har forsømt at fokusere på menneskerettigheder, folkeret og at bedre forholdet til andre dele af verden, især den islamiske. Og endelig har de amerikanske præsidenter nægtet at lytte til deres rådgivere, heriblandt Clarke! Bogen bliver derfor også et forsvarsskrift. Clarke påpeger mange gange, at han siden starten af 1990erne advarede om al-Qaeda, men ikke blev taget alvorligt. Han nævner, at han i forbindelse med OL i Atlanta i 1996 fremførte, at selvmordsterrorister kunne finde på at styre kaprede fly ind i det olympiske stadion, men blev affærdiget med en bemærkning om, at det lød ”som noget fra en Tom Clancy-roman”. Og da han nogle år senere forsøger at få etableret et beredskab ”for det tilfældes skyld, at terrorister skulle forsøge at styre fly ind i kongresbygningen, Det hvide Hus eller Pentagon, troede [de fleste] ganske enkelt, at vi var bindegale”. Clarke iscenesætter altså sig selv som den forudseende og realistiske, der talte for døve øren. Denne iscenesættelse må tages med visse forbehold. For det første er det umuligt at efterprøve, i hvor høj grad bagklogskaben gør sig gældende i Clarke’s rekonstruktion af begivenheder og forløb. Og for det andet var der i amerikansk politik og terrorforskning fra midten af 1990erne en stor fokusering på Osama bin Laden og al-Qaeda. Før 11. september 2001 blev denne fokusering af mange europæiske terrorforskere anset for at være en besættelse og ude af trit med virkeligheden. Det viste sig desværre ikke at holde stik, men Clarke og hans kolleger har næppe været helt så meget ’lonely riders’, som han giver udtryk for.
Ingen historier uden helte, heller ikke denne bog. Bill Clinton beskrives som den eneste præsident, der tog truslerne alvorligt og lyttede til Clarke. Han ender dog som en antihelt. De mange politiske angreb og ikke mindst sagen med Monica Lewinsky gjorde ham ude af stand til at sætte sig igennem overfor CIA, FBI og Forsvarsministeriet. Bogens store skurke er de folk, der handlingslammede Clinton. Og superskurken er George W. Bush. Billedet af ham som ”en smådum og doven rigmandssøn” finder Clarke ikke ”helt korrekt”, men han er de simple løsningers mand, der ønsker ”en forklaring, der [kan] stå på et klistermærke og sættes bag på bilen”, og han har en forkærlighed for ”Top Gun-optræden”. Bush er ”ingen læsehest” og går i seng klokken 22, mens Clinton altid sad til langt over midnat og læste både rapporter og skønlitteratur. Så er personkarakteristikken vist tydelig!
Clarke forlod i frustration jobbet som koordinator for terrorbekæmpelse i 2003, og han arbejder i dag som konsulent for private virksomheder, der lægger vægt på sikkerhed og informationssikring. Han ser dog stadig en mission i at engagere sig i terrorbekæmpelse på et nationalt amerikansk plan, og bogen her er selvfølgelig et middel til fortsat at præge dagsordenen. Afslutningsvis ridser han op, hvad der i fremtiden bør gøres. For det første bør den indre sikkerhed styrkes, dels via øgede budgetter, dels via et bedre samarbejde mellem de forskellige ansvarsområder – herunder ikke mindst en mere effektiv udveksling af informationer. For det andet skal terrorismen bekæmpes ved en global indsats, hvor det ikke nytter, at USA kører sololøb og mister allierede på den konto. Den amerikanske jagt på Osama bin Laden kan slå over i hvad Clarke ser som en ’Che Guevara-effekt’, hvor den jagede bliver en folkelig martyr for store grupper. Det skal imødegås ved at have økonomiske, ideologiske og kulturelle programmer, der kan dæmme op for utilfredsheden i især Mellemøsten. For det tredje bør der gøres noget for at styrke enkeltlande, der er i risiko for at blive overtaget af al-Qaeda, dvs. Afghanistan, Pakistan, Saudi-Arabien og Iran.
Bogen er som helhed et interessant indblik i amerikanske sikkerhedspolitiske forhold de sidste 25 år, og den dækker både den kolde krigs og terrorismens æraer. Den formidler også den fremherskende militære logik, som Clarke selv er en del af. Bogen giver et indblik i amerikansk selv- og verdensopfattelse og amerikanske strategier, fx ved at beskrive hvordan man i jagten på at finde de ansvarlige bag det første angreb på World Trade Center i 1993 distribuerede tændstikæsker med efterlysning og påskrift om dusør i hele Mellemøsten og Sydøstasien.
De voldsomme amerikanske reaktioner på bogen afspejler, at Clarke har ramt hårdt og dybt, især hos den nuværende regering. For et europæisk publikum er bogen måske knap så kontroversiel, fordi Clarke’s synspunkter til en vis grad spejler den udbredte nuværende europæiske forbeholdenhed overfor de amerikanske korstog. Bogen er i mange passager livligt og underholdende skrevet, med mange gengivelser af dialoger, hvor man dog sidder tilbage med en fornemmelse af, at de kvikke bemærkninger (især Clarke’s egne) er præget af efterrationaliseringer, og at ordene måske ikke faldt på præcis denne måde! Af og til bliver det dog også tung læsning, der bærer præg af for mange detaljer i passager, der nærmest må beskrives som stream-of-consciousness, og hvor en redigering nok ville have gjort materialet mere overskueligt og analytisk. Det vrimler med personer, som vi kommer på for- og øgenavn med. Heldigvis er der et fyldigt register at søge hjælp i, når man ikke kan huske, hvem der var hvem.
Bogen befinder sig i et svært håndterligt ingenmandsland mellem erindring, forsvarstale og politisk erklæring, der gør det vanskeligt at anskue Clarke som et decideret sandhedsvidne. Hans historie er præget af personlige frustrationer og forurettelser, så som læser sidder man tilbage med mange åbne spørgsmål. Bogen er først og fremmest anvendelig som et udtryk for amerikanske forestillinger, strategier og tænkemåder i forbindelse med den globale situation, der for tiden resulterer i mange triste avisoverskrifter.
