Nixon og Kissinger - Magtens mænd
Af projektforsker, cand. mag. Martin Jensen
”I am not a crook”. Sådan sagde præsident Richard Nixon i 1973 under Watergate-høringerne. Skal man tro Robert Dalleks nye bog, var det imidlertid netop, hvad han var. Nemlig en kynisk og udspekuleret slyngel. Det samme kan siges om den nationale sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister Henry Kissinger, der ifølge Dallek nærmest var en intellektuel, men ikke mindre moralsk anløben spejling af Nixon.
Både Nixon og Kissinger kom fra små kår, men arbejdede sig til tops i kraft af deres politiske tæft og en enorm arbejdsindsats. Begge var tillige udstyret med et velvoksent ego. Dallek gør meget ud af den psykologiske personlighedstegning, hvorfor oplevelser og træk fra barndommen spiller en stor motivrolle i de tos efterfølgende løbebaner. Visse steder bliver denne psykologiske sammenkobling dog noget anstrengt, og Dallek overfortolker adskillige steder betydningen af oplevelser i Nixon og Kissingers barndom og ungdom.
Det centrale kildemateriale i bogen er de tusindvis af timers båndoptagelse, som Nixon i det meste af sin tid som præsident lod optage. Materialet er enestående på den vis, at det giver en enestående mulighed for at kigge med i de interne diskussioner og drøftelser i Nixon’s administration – andre præsidenter lod lignende optagelser lave, men de er ikke på samme måde offentliggjort.
Dette blik bag kulisserne er både bogens styrke og svaghed. Det tillader nemlig Dallek at tegne meget nuancerede billeder af personerne Nixon og Kissinger, men samtidig bliver fremstillingen overkritisk, netop fordi man kan se ind bag den pæne facade. Muligheden for at følge diskussionerne mellem f.eks. Nixon/Kissinger og udenrigsminister William Rogers og mellem Kissinger og Nixon indbyrdes er meget interessante. Stabschefen Haldeman og rådgiveren Ehrlicman, der begge var centrale personer i administrationen, måtte også stå model til en del hårde ord.
Problemet med Dalleks fremstilling er imidlertid, at han får Nixon og hans administration til at fremstå langt værre og mere kynisk end administrationer i andre perioder. Der er ingen tvivl om, at for både Nixon og Kissinger betød målet mere end midlerne – derfor var de begge villige til at lyve, hvis de mente det tjente deres formål. Anløben moral var (og er) imidlertid ikke en særkende for Nixon-administrationen, men snarere et fællestræk for alle, der i tidens løb er kommet helt til tops i amerikansk politik. Kennedy, som Dallek har skrevet en positiv biografi om, var storforbruger af kvinder og havde nære forbindelser til mafiaen og kan således heller ikke siges at være noget engel i moralsk henseende.
Det andet store problem ved bogen er, at Dallek lader sin egen antipati styre alt for meget og i vid udstrækning drager retrospektive konklusioner. F.eks. tolkes både afslutningen på Vietnam-krigen, penduldiplomatiet i Mellemøsten og åbningen overfor Kina udelukkende som brikker i et indenrigspolitisk spil med henblik på øget popularitet og derigennem sikre Nixon’s genvalg. Især angående Vietnam drager Dallek en række tvivlsomme konklusioner. F.eks. konkluderer han, at hvis blot den amerikanske tilstedeværelser i Vietnam var ophørt tidligere, end det skete, ville alt have set anderledes ud. Det kaldes kontrafaktisk historieskrivning og bør ikke have plads i seriøse historiske bøger. På den måde udelukker Dallek på forhånd andre konklusioner end de negative han selv på forhånd har truffet. Igen og igen skal vi således trættes med Dalleks egne moralsk motiverede tolkninger af Nixon og Kissingers handlinger. Selv om Dallek tidligt i bogen skriver, at både Nixon og Kissinger opererede efter den realistiske skole i international politik, skal man som læser adskillige gange trættes med Dalleks negative gloser om de konsekvenser, denne indgang til international politik indebærer. Det er i orden at mene, at Nixon og Kissingers valg var både forkert og amoralsk, men det behøver ikke at blive gentaget for hver 10 side.
Dalleks bog er ikke dårlig, men en lidt langtrukken, let selvretfærdig og ensidig beskrivelse af Nixon og Kissingers tid i det Hvide Hus. Med over 600 sider at boltre sig på kunne det være gjort væsentligt bedre.
