Ved bordet – Mennesker, mad og nature morte
Af Anders Ellegaard
Fuglsang Kunstmuseum og Skagens Kunstmuseum har samarbejdet om en særudstilling om bordet. Udstillingen vises i øjeblikket på det førstnævnte og hen over sommeren på det andet. Aarhus Universitetsforlag har udgivet den ledsagende bog.
Bordet er en inkorporeret del af den vestlige verdens kultur, men det har aldring nået den ikoniske berømmelse og status som stolen har. Dét gør udstillingen og bogen noget ved.
Bogen er delt i to. Den første del behandler bordet set i forskellige kunstneriske sammenhænge, medens den anden del er en antologi med artikler, som har bordet som omdrejningspunkt.
Indledningen er skrevet af de to museers direktører, som også står som redaktører af bogen. Her gennemgås de fem temaer for udstillingen. Indledningen følges af gengivelse af malerier opdelt i de samme fem temaer. Malerierne kommer næsten alle fra de to museers samlinger.
1. Den hollandske forbindelse. 1600-tallets hollandske gruppeportrætter af kvinder eller mænd ved et bord har inspireret for eksempel Michael Ancher og Julius Paulsen.
2. Bordet som socialt samlingssted. Bordet kan være et samlende element for at spise og mødes eller for diskussion og underholdning. Både ude og hjemme. I restauranter, i hotellets spisesal, i private hjem, i haven. Mest kendt er P. S. Krøyers Hip, hip, hurra fra Brøndums hotelhave.
3, Blikket på bordet. Bordet kan i kunsten være både aktivt og passivt, samlende eller distancerende og være en forudsætning for motivet eller en handling. I malerierne er der både enkelte eller flere personer, mænd og/eller kvinder ved eller nær ved bordet. Bordet kan være et kompositorisk og måske endda bærende element i maleriet. Flere malerier omtales, som for eksempel Carl Holsøes og Vilhelm Hammershøis intime interiørbilleder, Harald Slott-Møllers: Primavera som ved første øjekast virker charmerende, men som ved nærmere studium er foruroligende, Anna og Michael Anchers: Dagens arbejde bedømmes, som sidestiller de to kunstnere. Kun få af de fremragende billeder i bogen er nævnt her.
4. Bord, dæk dig. Forfatterne skriver: ”Kunst og mad hænger appetitligt sammen i mange sammen- hænge i billedkunsten”. Det gælder tillavningen, måltidet og ritualerne. Maden og omgivelserne viser både social status og kulturel orientering. Billedeksemplerne viser både velstillede og fattige kår og både hjemlige og udenlandske scener. Kristian Zarhtmanns: Mit frokostbord i Portofino trækker i smilebåndene: en selvbevidst herre!
5. På bordet. Opstillinger, stilleben, nature morte. I dette tema er mennesket forvist fra billederne. Det drejer sig om dét, som står på/er anbragt på bordet. Fra madvarer og mad til objekter af forskellig art. Fra skildring af hverdag og fest, altså madmæssigt, til rene kompositoriske opstillinger eller kulturelle udsagn om kunstneren eller tiden. Fra Fritz Sybergs maleri ”Ved frokosten”, som er en billedskildring af Johs. V. Jensens digt, til Vilhelm Lundstrøms opstilling af vaser og kander og til Jesper Christiansens: Dialekt fra 2010. Bordet spiller en central rolle: det bærer de ting, som kunstneren skildrer. Bordet, som måske ikke er særlig synligt ved første øjekast, er grundlaget for billedet.
Bogens anden del med fem kapitler knytter sig mere eller mindre til ét af de ovenfor nævnte emner.
Kunsthistorikeren Mette Bøgh Jensen har skrevet: ”Til bords med Krøyer”. Krøyer malede flere fællesskabsbilleder fra Skagen. På samme tid er der tale om det individuelle contra det kollektive. På én gang at være en del af et uformelt fællesskab og at vise sin selvstændige kunstneriske formåen. Kunstneren var på dette tidspunkt ikke længere afhængig af opgaver fra centralt hold, men var afhængig af markedskræfterne og salg. Skagenskolonien var et uformelt fællesskab og dog alligevel en ramme, for hvem der hørte til den. ”Hip, hip, hurra” er et godt eksempel, hvor bordet er en konstant komponent.
Kunsthistorikeren Tine Nielsen Fabienke har skrevet: ”Han, hun og bordet”. Her skrives om mænd og kvinder, sammen eller hver for sig. Virginia Woolf er citeret for at skrive, at en kvinde må have penge og et værelse for sig selv, hvis hun skal skrive skønlitteratur. ”A room of her own”. Det udvides til også at gælde for andre kunstarter. Med tanke på kvinders tidligere vanskeligheder for at kunne uddanne sig som kunstnere og for at kunne leve som kunstnere var det meget rigtigt formuleret. Et eksempel på én, som fik muligheden, kan nævnes Anna Ancher. Hendes maleri: Interiør med røde valmuer understreger det. Forfatteren deler sin tekst i: Sammen hver for sig, Det kvindelige rum, Et maskulint fællesskab, I familiens skød, Mænd og kvinder sammen og Køn og blik på bordet. Det anføres i slutningen, at de gennemgåede værker er perspektiveret i lyset af feministisk kunstteori og studier i visuel kultur.
Kunsthistorikeren Lise Bek har skrevet: ”Borddækningens kunst”. Allerede år 200 e.v.t. blev der som reklame malet madvarer på en kro i Roms havneby, Ostia Antica. Tidlige stilleben kunne ud over det direkte afbildede vise modsætninger som liv/død eller godt/ondt. Teksten gennemgår flere billeder med de iboende muligheder for fortolkning. For eksempel Michelangelo Merisi da Carravagios Måltidet i Emmaus, hvor en fugtkurv med æbler og figner (syndssymboler) står ved kanten af bordet med fare for at falde ned (syndefaldet). Motivvalgene ændrede sig gennem tid med kunstretninger og religionsretninger. Med Reformationen og ikke mindst Calvinismen ændrede tidligere kirkelige motivvalg sig til det folkelige liv. Kunstnernes afsætningsmuligheder skiftede fra kirkerne til borgerne. Hollandske familiebilleder kunne dog stadig fortolkes med religiøse symboler i det stilleben, som lå på bordene. Efter Reformationen så man bønderne som rå og dumme. Pieter Brueghel d. æ. malede ”Et bondebryllup” i 1567 - et godt eksempel på tidens malestil og motivvalg. Det fede eller det magre måltid var symboler på det syndige eller det fromme liv. I 1700-tallet malede kunstnerne mindre moral og mere virkelighed ind i billederne. I slutningen af 1700-tallet og ind i 1800-tallet begyndte kunstnerne at rejse ud i naturen med malerkasser, staffelier og de nye tubefarver. De malede i det fri. Et fint eksempel er Eduard Manets ”Frokost i det grønne” fra 1863. Impressionisterne er andre kunstnere som malede udendørs. Krøyer er et dansk eksempel med blandt andet ”Hip,hip, hurra” fra 1888. Emblematikken kom frem, hvor ting og genstande sås som emblemer for sider af en person og personligheden. I moderne tid har installationer og happenings taget over. Man skal ikke kun se, man skal føle, lugte og smage tingene, varerne, maden. Fluxusbevægelsen har med sine eksperimenter ofte gjort det kunstneriske udsagn til et politisk udsagn. Forfatteren slutter med at kalde bordet for et arketypisk symbol på menneskeligt liv. Men hvad med fremtiden?
Historikeren Caroline Nyvang har skrevet: ”Barnemad”. Den første kendte, danske kogebog for børn er fra 1847. Den var skrevet af Anna Marie Mangor - Madam Mangor. Indtil 1975 er der udkommet 24 nye kogebøger for børn. Madlavning blev i starten set som et led i opdragelse og dannelse. Forfatteren opdeler tiden i tre perioder. Fra 1847 til 1900 drejede kogebøgerne sig om mad i dukkekøkkenet og var skrevet til piger. Fra 1900 til 1950 begyndte drengene at komme mere og mere med. Først som tilskuere og efterhånden som hjælpere eller som kokke. Madlavningen flyttede fra dukkekøkkenerne ud i de rigtige køkkener, og maden var den rigtige mad, som familien spiste. Husholdningerne ændrede sig fra det selvforsynende til forbrugshusholdninger, og der blev ikke længere skrevet om tjenestefolk. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Den tredje periode er fra 1950 til 1975. Skolerne ændrede ”husgerning” til ”hjemkundskab”. Og nu var drengene med. Tiden blev præget af ny teknologi og færdigretter og ikke mindst af en ny arbejdsfordeling i hjemmene.
Antropologen Gertrud Øllgaard har skrevet om: ”De uundværlige borde”. Hun starter med at opremse 79 forskellige betegnelser for borde. De er baseret på 12 interviews, hun foretog i 12 lejligheder i København i 1996. Det anføres, at andre interviews andre steder eller på andre tidspunkter kunne have givet endnu flere betegnelser. Bordet repræsenterer tavs kulturel viden. Det er almindelige genstande. De er der bare. Vi taler ikke om dem. Men de betyder noget for vore liv. Sofabordet betød et mere uformelt socialt liv. Spisebordet er ramme om samværet omkring det. Spisebordet er også med til at bestemme normerne for opførsel under spisning, med til at bestemme reglerne for borddækning, handlinger og aktiviteter. Det kan bruges til arbejde, leg, læsning med mere. Bordene aflaster os. De bærer de ting, vi anbringer på dem. Bordene gør boligens rum genkendelige og beboelige, og de kan give rummene navne. Nogle borde er personlige, andre bærer særlige betydninger fra deres oprindelse. Borde er ”altmuligmænd” - bordet er et ”altmuligmøbel”. Bordet er et stabiliserende element i en foranderlig verden.
Bogen afsluttes med noter til bogens første del og til de enkelte kapitler i anden del, liste over udvalgt litteratur, personregister, kort præsentation af forfatternes uddannelse og karriere (og tak for dét, det savnes ofte) og fotokreditering.
Billedvalget til den første del af bogen er godt og illustrerer forfatternes tekst meget fint. Et rigtig godt billedvalg. Billedvalget til den anden del af bogen (artiklerne) er ved små gengivelser til ihukommelse af billederne som omtales. Heldigvis er det for størstedelens vedkommende også billeder, som er vist i stor størrelse til bogens første del.
Bogen er – som vi efterhånden er kommet til at forvente fra Aarhus Universitetsforlags side – fornemt trykt i billeder og tekst. På godt papir og i en god indbinding.
En antologi om det uanselige bord i stedet for endnu en biografi om en enkelt kunstner. En god og sjov idé - og vel gennemført i tekst og billeder.
Historie-online 22. februar 2017
