Århusundersøgelsen
Af Carsten Porskrog Rasmussen, lektor, dr.phil, Århus Universitet
Spørgsmålet om den såkaldte senmiddelalderlige krise i 1300- og 1400-tallet og udbredelsen af ødegårde i Europa var et forskningsområde med stor international interesse i 1960’erne og 1970’erne. I 1969 søsattes Det nordiske Ødegårdsprojekt. Det er vel til stadighed det mest ambitiøse tværfaglige og fællesnordiske projekt inden for historisk prægede emner.
Ødegårdsprojektet omfattede dybtgående undersøgelser af udvalgte lokalområder. I Danmark blev det til undersøgelser af Falster, Hornsherred, et område ved Århus og nogle mere sporadiske undersøgelser i Sønderjylland og ved Ribe. Hornsherredundersøgelsen udkom i 1977, og i 1989 fulgte Falsterundersøgelsen. Nu kan Erik Ulsig slutte rækken med ”Århusundersøgelsen”, der udgives godt 25 år efter at første udgave forelå i manuskript.
Århusundersøgelsens kerneområde er Hasle herred med tilgrænsende sogne mod nord – det område vest og nordvest for Århus, der i dag stort set er blevet til en del af landets næststørste by. Det suppleres for dele af undersøgelsens vedkommende med dels området ved Tirstrup på Djursland, dels et par steder lidt længere vest og syd for byen. Som dens søstre fra Falster og Hornsherred er Århushundersøgelsen en detaljeret og ret teknisk analyse af landbosamfundets forandring fra 1300-tallet til 1600-tallet. Kildegrundlagets yderpunkter er dels den store matrikel fra 1680’erne, dels Århus domkapitels jordebog fra 1315. Ved et uhyre minutiøst studie af mange andre kilder er det lykkedes Erik Ulsig og hans samarbejdspartner Poul Rasmussen at genfinde de samme ejendomme fra 1515 til 1680’erne. Det redegøres der forholdsvis udførligt for.
Identifikationen gør det muligt for Erik Ulsig at drage en række væsentlige konklusioner. Området vest og nordvest for Århus var på begge tidspunkter tæt bebygget, og han argumenterer for, at der ikke var nogen væsentlig forskel på det dyrkede areal i 1315 og 1683. Forskelle var der derimod i landbosamfundets indre struktur. I 1315 var egnen præget af store brydegårde og små landbogårde. Allerede i senmiddelalderen veg de for langt mere ensartede fæstegårde. Samtidig faldt bøndernes afgifter til godsejeren dramatisk, et fald der kun i beskeden grad blev rettet op på senere.
Et andet kernepunkt i analysen er udbredelsen af øde bebyggelser. Ulsig viser, at der i området nord for Århus forsvandt fire små bebyggelser i middelalderen, mens nedgangen var større længere mod syd og vest. Ulsig mener imidlertid ikke, at disse øde byer repræsenterer nogen væsentlig tilbagegang i dyrkningen. I de fleste tilfælde var det småbebyggelser eller enkeltgårde, der blot blev integreret i de større landsbyer. Ikke ødebyer, men omstrukturering af landbosamfundet og nedgang i bøndernes afgifter var krisens vigtigste resultater.
Bogen er suppleret med et tillægsafsnit, hvor Erik Ulsig drøfter, hvornår øde gårde blev udbredte i Danmark. Han konkluderer, at det afgørende tidspunkt var 1370’erne.
Århusundersøgelsen er ikke nogen folkebog, men et vigtigt bidrag til, hvordan det danske landbosamfund udviklede sig i middelalderen. Den fremstår pænt trykt med en række interessante tabeller, kort og skitser
