Aggersborg
Af Per Ole Schovsbo
Aggersborg ved Limfjorden er den største af de fem kendte geometriske ringborge fra vikingetiden i Danmark, hvortil formentlig kommet par stykker i Skåne, som dog ikke er tilstrækkeligt undersøgt. Sindbæks bog er bind 2 i serien om de danske ringborge, og de kan læses hver for sig, men det giver god mening at læse dem alle, fordi historien om borgenes genopdagelse og udgravning er meget forskellig. En samlet fortælling tolker til gengæld borgene ind i en samlet plan, skiver Sindbæk, hvorfor den enkelte borg næppe kan forstås alene.
Der blev foretaget mange forskellige arkæologiske udgravninger af Aggersborg siden 1946 af arkitekten og arkæologen C. G. Schultz (1905-1958) Nationalmuseet, der uheldigvis døde 52 år gammel. Han efterlod sig intet samlet overblik, men efter syv års arbejde lykkedes det for forskerne på Moesgård, heriblandt Else Roesdahl og Søren Sindbæk, at får samlet de mange løse ender. Deres videnskabelige værk om borgen udkom i 2014, og tidligere rigsantikvar Olaf Olsen nåede at anmelde det inden sin død. Han skriver bl.a. at vi ” i dag har erhvervet en sikker viden om det store voldsteds historie, baseret på koldsindig tolkning af tusinder af arkæologiske detaljer.”
Det er for resten en mærkelig formulering, fordi Olaf Olsen ikke var koldsindig, men ihærdigt optaget af den arkæologiske metode, som han lærte af C.G. Schultz, der havde deltaget i Poul Nørlunds udgravning af Trelleborg ved Slagelse i årne1933 -1946 og derfor fagligt beredt til udfordringen på Aggersborg. Schultz ville i øvrigt ikke udgrave Aggersborg fuldstændigt for at undgå at ødelægge kommende generationers muligheder for at fortsætte undersøgelserne med mere avancerede metoder i modsætning til Trelleborg, der var totalt udgravet. Det var i øvrigt den samme tanke der senere førte til, at Olaf Olsen lod ¼ del af ringeborgen Fyrkat ved Hobro henligge urørt. Men det betød måske også, at Schultz ikke fik det fulde overblik over Aggersborg før sin tidlige død.
De tidligste spor af Aggersborg vold blev påvist i løbet af Nationalmuseets berejsninger, og i 1906 gennemførtes de første opmålinger der antydede en halvkredsvold ned mod kystskrænten, der mindede om volden omkring Hedeby ved Slesvig. Hedebyvolden blev anset for at beskytte en militærlejr for besætningen på Danevirke, indtil Nationalmuseets Sophus Mûller i 1896 fremkom med den tese, at halvkredsvolden i stedet omsluttede den handelsby Hedeby, der var kendt fra de historiske kilder. Schultz havde tidligt fået øje på det næsten helt udpløjede voldsted ved Aggersborg, og han fik beskæftigelsesmidler til at påbegynde undersøgelserne i 1945 og blev allerede i vinteren 1946 i stand til at påvise de første to halhuse i en karrè af samme type som husene på Trelleborg. Med andre ord var Aggersborg også en geometriske ringborg men meget større end Trelleborg. Som i Trelleborg lå voldgaderne nord-syd og øst-vest – og det hele lignede ovenfra et solhjul, der af flere er tolket som et kristent kors – og man tænker jo på, at Harald Blåtand var den første kristne konge i Danmark. Måske er der her et signal, tænker den håbefulde anmelder, der forstærkes af en kontinental praksis, som ringborgene afslører, fordi de er opført efter fastlagte og gennemtænkte planer.
Men udgravningerne i Aggersborg havde ikke økonomi til at fortsætte. De foreløbige resultater mente Schultz viste, at borgen var yngre end Trelleborg og måske vedligeholdt indtil Valdemar Atterdags tid. Aggersborg skulle således være Trelleborgs efterfølger. Men i 1947 fortsatte udgravningerne på Aggersborg med daglig ledelse af Svend Søndergaard, og man fik undersøgt bogens porte, der viste sig at være anderledes konstrueret end Trelleborgs tunnelporte. Man mente en overgang, at det var knyttet til tårne af træ, men den antagelse kunne ikke bekræftes af de følgende års udgravninger. Den største forskel mellem de to borge var imidlertid størrelsen og antallet af huse. Hvor Trelleborg havde en karré med fire huse i hvert kvarter, havde Aggersborg tre karéer med fire huse i hver kvarter i alt 48 huse indenfor den lave cirkulære vold, mens Trelleborg (og Fyrkat) havde i alt 16.
I 1949 ankom en gruppe internationale studerende for at deltage i udgravningerne under ledelse af arkæolog Hans Stiesdahl og historiestuderende Olaf Olsen næsten samtidigt med, at man fik bekræftet at voldstedet Fyrkat ved Hobro også var en geometrisk ringborg fra vikingetiden. Schultz gik i gang med at udgrave den nyfundne ringborg i 1951 samtidigt med at arbejdet på Aggersborg fortsatte, og han deltog i flere andre projekter indtil sin død. Det lykkede ikke at finde Aggersborgs gravplads selv om man søgte flere steder bl.a. i og omkring Aggersborg Kirke nord for borgen. Da Aggerborggårds nuværende bygninger fra 1756-58 ligger hen over den sydlige del af borgen, er det selvsagt vanskeligt at vide, om der skjuler sig en gravplads i det område
Efter de mange undersøgelser af Aggersborg og ikke mindst det overblik der blev skabt på Moesgård mange år senere, kan Søren Sindbæk konkludere, at der før ringborgens tid var en landsby med en storgård på stedet ledsaget af et stort antal grubehuse, hvoraf mange har der har fungeret som vævehytter. Måske har man produceret sejl af uld til skibe på stedet? Efter ringborgens nedlæggelser etableredes der efter alt at dømme en kongsgård ved Aggersborg, der kendes fra kilderne, samtidigt med Aggersborg Kirke, der blev opført i midten af 1100-tallert. Gennem hele middelalderen forblev Aggersborggård kongens ejendom og efter reformationen blev den afhændet til private. Tilsyneladende står gårdens nuværende bygninger det samme sted som de middelalderlige forgængere.
Sindbæk giver et fint overblik over Limfjordsegnens topografiske historie og antyder, at der i perioder har været gennemsejlingsmulighed mod nord til Kollerup Strand straks vest for Aggersborg via den såkaldte Sløjden Kanal. Anmelderen mener, at hele problematikken om de sejlbare muligheder mellem Limfjorden og Jammerbugten er ret komplicerede på grund af den voldsomme sandflugt og materialevandring langs Vesterhavskysten. I forbindelse med fundet og udgravningen i 1978 af den middelalderlige kogge fra ca. 1150 ved Kollerup Strand kunne det således se ud som om skibet forliste på vej sydover mod Limfjorden.
Søren Sindbæk fremlægger i bøgerne om ringeborgene de spændende forskningshistorier, der er så afgørende, fordi de viser, hvordan arkæologerne og historikerne gravede sig ind i en helt uventet del af vikingetiden. Der var hverken historiske kilder eller naturvidenskabelige dateringsmetoder, der kunne afsløre borgenes anlægstid, bygmester og funktion. Faktisk stod arkæologerne i den situation, at ringborgene afslørede en helt ukendt militærpolitisk historie.
Status er, skriver Sindbæk, at man anser borgene for at være opført af Harald Blåtand omkring 970/80 formentlig som følge af militært pres fra den tysk-romerske kejser Otto II, der regerede fra 973 og døde i 983. Kejserens død må have nedtonet truslen fra syd, så de danske ringborge mistede deres militære betydning. Det forklarer borgenes korte militære levetid, der afsluttes af civile aktiviteter. Der ses spor af brand men ingen spor af reparationer, ombygninger eller nedbrydning. Det hele er tilsyneladende forladt og glemt et par generationer efter borgenes opførelse. Og det er næppe tilfældigt. Anmelderen undrer sig iøvrigt over, hvorfor Harald Blåtands geometriske palisade i Jelling, der også rummede Trelleborghuse, ikke tillægges militær betydning der kan sammenlignes med ringborgene – selvom den var rhombeformet og manglede både vold og grav.
Sindbæks bog om Aggersborg fortsætter den fornemme kurs, der blev anlagt i seriens bog om Trelleborg, fordi Sindbæk kan skrive så man kan forstå meningen, uden at blive hæmmet af fagets moderne fagudtryk. De små bøger om ringborgene er simpelt hen mesterværker – det er derfor overflødigt at tilføje at bogen om Aggersborg er velillustreret med gode fotos, tegninger og kort, hvortil kommer overskuelige noter til kapitlerne og en relevant litteraturoversigt.
[HIstorie-online.dk, den 4. december 2024]
