Castles at War

Af Steffen Harpsøe

Fra tid til anden udkommer der bøger, hvor man – baseret alene på titel og forside – virkelig ser frem til at læse dem. Det fordrer selvfølgelig, at emnet ”rammer” en, men da den her skrivende anmelder har en forkærlighed for både middelalder og krigsførelse, så må bogen siges at være i den nævnte kategori. En sådan forventningens glæde kan dog være et tveægget sværd, for med høje forventninger følger også risikoen for skuffelse, og det må man tage med. Hvad man så ender med at mene om udgivelsen, falder gerne et sted mellem yderpunkterne begejstring og skuffelse. Når jeg nu skriver ”falder gerne et sted mellem”, så skyldes det, at der faktisk ligger en mulighed uden for skalaen – ikke forstået sådan at et værk bryder skalaen i hverken den ene eller anden ende, men at man faktisk ikke rigtig ved, hvad man skal mene efter endt læsning. Ikke fordi man er ubeslutsom, eller vurderingen ligger på grænsen mellem to trin på en karakterskala, men simpelt hen fordi der er forhold, der gør det svært at give en fair vurdering. Castles at War er desværre at finde i denne kategori af bøger. Det skal selvfølgelig uddybes, men først må vi stifte nærmere bekendtskab med selve bogen.

Castles at War er en antologi bestående af 14 artikler inden for emnet svarende til bogens titel dækkende perioden ca. 1000-1660, og artiklerne har rod i det internationale og tværfaglige symposium af samme navn som bogen. Symposiet blev afholdt i 2013 og var det første symposium, som Foreningen Magt, Borg og Landskab holdt (de er stiftet som en forening, men det er nok mere retvisende at omtale dem som et forskningsnetværk). På nær to er alle artiklerne i bogen baseret på foredrag holdt på symposiet, men det er ikke alle bidrag til symposiet, der er med i bogen. Bogen selv er i et passende format (A4-format) til de mange illustrationer, der er ligeligt fordelt på alle artiklerne, og som er passende varieret i karakter – der er god afveksling mellem originale kilder, rekonstruktionstegninger, plantegninger, oversigtskort og lækre farvefotos. Billedsiden er faktisk et rigtigt plus for bogen. Artiklernes emner spænder bredt både i tid, geografi og emner inden for det overordnede tema. Denne spredning er en direkte konsekvens af det seminar, som bogen udspringer af. Da det var det første af forskningsnetværkets bi-årlige, internationale seminarer, afspejler artiklernes sammensætning også, at bidragene repræsenterer forskernes forskellige igangværende projekter, snarere end en egentlig sammentænkning og koncentration om særligt udvalgte aspekter. Nogle vil måske mene, at denne ”skyden med spredehagl” er en svaghed, men man kan så sandelig også se det som en styrke, der gør, at udgivelsen ikke er så ”smal”. Samtidig er formålet jo netop at bringe flere discipliner og geografiske forskningsområder sammen, hvilket giver læseren et bredt indblik i det overordnede tema. Man kan kalde Castles at War for en Stand der Forschung-antologi, om man vil.

Spredningen er som nævnt også geografisk. De fleste artikler handler om landene omkring Østersøen, men der er også to afstikkere til henholdsvis Norge og England, samt en artikel, der emnemæssigt trækker på kilder fra hele Europa. Helt konkret er der bidrag fra Danmark (flest), Sverige, Norge, Tyskland, Polen, Letland og England. Givet den tværfaglige karakter af symposiet har artiklerne også en hvis spredning i, hvordan forfatterne stilistisk præsenterer deres forskningsresultater og teorier. Om de forskellige artikler så fanger en, kommer selvfølgelig an på så vel personlige interesser som forudsætninger. Hvad angår sidstnævnte, så kan nævnes, at eksempelvis Jan Kocks artikel Danish Castles and Fortified Cities During the 16th and the Beginning of the 17th Centuries vil være relativt velkendt stof, hvis man har fulgt nogenlunde med i historieskrivningen og forskningen på feltet. Til gengæld er det en glimrende oversigt, hvis man ikke har disse forudsætninger – herunder også forstået et mere internationalt publikum. Nogenlunde velkendt vil også være Claus Frederik Sørensens, Nyborg During the Count’s Feud (1534-1536) with a closer Look Upon the City’s Later Renaissance Fortifications – forudsat man har læst det store værk om Nyborg Slot, der udkom i 2011. Det afhænger dog som sagt af ens forudsætninger, men artiklerne spænder så vidt, at næsten uanset hvor velstuderet man er i det overordnede tema, så vil der være nyt at hente i denne bog.

Artiklerne spænder – ud over de to ovenfor nævnte – over alt fra fascinerende fortællinger om enkeltstående begivenheder vedrørende specifikke borge, der – om end interessante – kan virke løsrevne, da de ikke alle sættes ind i en større kontekst, til præsentationer af større teser underbygget af case studies. Af særlig interesse kan nævnes Rainer Atzbachs aflivning af myten om varm tjære og beg som forsvarsvåben ved belejringer – vel at mærke i den forstand at det blev hældt ud over angriberne, Knut Arstads tankevækkende opridsning af den militære tilgang til borge i de norske borgerkrige i det 12. og 13. århundrede, Jesper Hjerminds teorier om forklaringer af spor af mindre fæstningsværker tæt på kendte borge (hvorvidt der er tale om flere byggeetaper, hvor man har rykket borgen, eller om der er tale om belejringsværker til blider o.l.), og Peter Purtons glimrende gennemgang af underminering og tunnelgravning som belejringsteknik ved brug af minører og sapører. En helt særlig status indtager dog Olaf Wagners Sieges, Siege Castles, and the Question of Visibility – New Research with the Help og LiDAR-scans, hvori højdeanalyser af borges synlighed i landskabet og samme borges udsyn giver helt nye redskaber til undersøgelse af borges placering både i en politisk og militær kontekst.

Summeret op burde det jo give en ret positiv bedømmelse. Men der er også ting, der trækker i den modsatte retning – og som sætter bogen delvist uden for bedømmelse. Rent redaktionelt kunne der måske være truffet nogle lidt andre valg. Bogens artikler er inddelt i to kapitler med fokus på henholdsvis borges rolle i en politisk strategi og i krig og under belejring. På symposiet var programsat tre emner, hvor den politiske dimension svarer direkte til et af bogens to kapitler, mens de to andre emner på symposiet – militære aspekter af borgbygning og belejring som et af de vigtigste elementer i middelalderens krigsførelse – synes at være slået sammen til det sidste kapitel i bogen. Denne opdeling i to kapitler kan virke lidt kunstig, da flere af artiklerne indeholder ligelige elementer af politisk strategi og krigsførelse, og man sidder under læsningen relativt ofte og overvejer, om en given artikel ikke havde været bedre placeret i det modsatte kapitel. Derfor kunne man have overvejet enten en anden inddeling (måske kronologisk eller geografisk), at helt have droppet en kapitelinddeling – eller i det mindste at have indført en ”mixed zone”. Det er dog smag og behag, og kapitelinddelingen er da også en velkendt udfordring ved redaktionen af sådanne antologier. Det er derfor ikke noget, der alvorligt trækker ned eller ”udenfor”. Endvidere er der også et par skønhedsfejl på den redaktionelle side; et sted hvor der refereres til illustrationer, som ikke er bragt, samt omtale af en illustration, der ikke er anbragt i forbindelse med teksten, der referer til den, men hvor man først ”finder” den i artiklens slutning. Men heller ikke det placerer bogen uden for skalaen. Forklaringen på denne anmelders vurderingsproblemer skal altså findes et andet sted.

Bortset fra at enkelte af artiklerne mest fremtræder som en opsummering af fund eller en genfortælling af kilderne, og man savner lidt analyse og tolkning, så har artiklerne et generelt godt fagligt niveau – og der har da også været peer review på. Men man kommer, når man læser bogen, uvægerligt til at stille spørgsmålet, hvornår peer review’et har fundet sted. Ikke så meget på grund af de små faglige skønhedsfejl, der næsten altid sniger sig ind i værker af denne art. Det ligger næsten implicit i en udgivelse med mange bidragsydere og flere redaktører, at nogle fejl vil snige sig igennem. Principielt burde peer review’et fange forskellige forhold, hvor en kronologi er lidt uklar, eller visse passager er lidt for indforståede – men det kan ofte forklares med, at peer reviewerne er lige så godt inde i stoffet som forfatterne og derfor kan være ”blinde” for ting, som skal ud til et publikum uden de samme forudsætninger. Det kan også skyldes, at man mener, at den slags spørgsmål til teksten sorterer under redaktionen. Hvad peer review’et (og redaktionen) burde have fanget, er når monarker bliver givet et forkert navn. At Christoffer 3. af Bayern er blevet til the Danish King Christian III of Bavaria (s. 125) kan undre. Det rejser spørgsmålet, om der har været peer review før eller efter, at artiklerne er blevet oversat til engelsk fra originalsprogene.
(For en sikkerhed skyld er der blevet konsulteret diverse engelsksprogede dynastiske opslagsværker for at sikre, at det ikke er ligesom med Kong Hans, der på engelsk hedder John, men Christoffer hedder det samme – dog med forskellig stavemåde – på alle større europæiske sprog.)

Normalt ville en sådan enkeltstående fejl ikke rejse spørgsmål om, hvorvidt der er læst peer review før eller efter oversættelsen, men når man ser standarden af det akademiske engelsk i artiklerne, så melder spørgsmålet sig. Helt naturligt har man valgt at udgive antologien på engelsk, da symposiet var internationalt, hvad bidragsydere og den tiltænkte læserskare også er. Vælger man at udgive på engelsk, bør det akademiske engelsk også holde en hvis standard – og her er antologien over en bred kam udfordret. Kun i tre af artiklerne kan det akademiske engelsk karakteriseres som OK eller godt. I resten af artiklerne spænder det fra at være pletvis usikkert eller småskidt, over at være relativt skidt til tider med brug af ”Valby-engelsk”, hvor der bruges mange direkte oversættelser af ord, uden hensyntagen til at de engelske ord i konteksten har en anden betydning, til i (heldigvis) få af artiklerne at være direkte meningsforstyrrende. Beklageligvis for antologien indledes den med det værste eksempel på dårligt akademisk engelsk, artiklen Castles of the Polish Nobility, hvor det engelske til tider er så dårligt, at man ikke kan være helt sikker på, at man har fanget meningen med teksten. Man aner, at der bag den dårlige oversættelse faktisk ligger noget solid forskning, men mange af pointerne drukner i dårlig oversættelse. Efter en sådan sprogforbistret indledning på værket, lægger man som læser automatisk mærke til alle efterfølgende tilfælde af skidt akademisk engelsk.

Det er klart, at når det akademiske engelsk gennemgående er småskidt og i enkelte tilfælde direkte meningsforstyrrende, så må det trække ned i vurderingen. Forstemmende er det tilmed at læse, at i nogle af tilfældene med dårligt engelsk takker forfatterne tilmed for hjælp til oversættelsen. Spørgsmålet om, hvornår der har været peer review på artiklerne, synes kun at kunne besvares med ”før oversættelsen fra originalsproget”, for i de rigtigt slemme tilfælde burde peer revieweren have gjort bemærkninger, der hvor forløb og resultater er uklare på grund af dårligt sprog. Det kan selvfølgelig også være, at man har ment, at det sproglige sorterede under redaktionen. For hvor ligger egentlig ansvaret for, at det akademiske engelsk ikke er helt op til standard i alle antologiens artikler? Er det alene forfatterne, har peer reviewet en rolle, påhviler det redaktionen, og hvilken rolle spiller forlaget? Er der tale om, at man ikke har fået afklaret ansvarsfordelingen for så central en del af udgivelsen, eller er der ”bare” tale om, at man har måttet haste processen igennem for at overholde deadline? (Det er jo velkendt, at en del forskere inden for disse felter ofte har mange jern i ilden og svært ved at nå alle deres deadlines.) Og var det i det konkrete tilfælde en god beslutning at udgive en engelsksproget bog på et tysk forlag?

Alle disse spørgsmål kan undertegnede anmelder jo ikke gøre sig klog på, men det læner sig meget op ad en mere generel problemstilling, som er fælles for mange akademiske antologier udgivet på akademiske forlag. Forlagene indtager en ofte mere og mere tilbagetrukket rolle – til tider blot som udgiver, hvor hele det redaktionelle arbejde påhviler en selvudpeget redaktion bestående af nogle af forskerne selv. Til trods for at forskere er højt uddannede personer, der er ideelt klædt på til at varetage en faglig redaktion, så betyder det ikke automatisk, at resten af de redaktionelle opgaver – herunder det sproglige – også er blandt deres kernekompetencer. Der kan være stor forskel på, hvor stor en rolle de forskellige forlag spiller i sådan en proces. Nogle har en professionel redaktion inde over udgivelserne, andre stiller blot strenge krav til sprog og stringens i artiklernes sammensætning og sender arbejdet tilbage, hvis det ikke er i orden, mens andre blot står for layout og udgivelse – måske endda uden korrekturlæsning. I tilfælde, hvor redaktionen er overladt helt til forskerne bag bogen, fordrer det, at man ikke tager for let på den redaktionelle opgave. God redaktion kræver, at man tager sig tid til at være grundig og er afstemt med, hvilken standard man vil/skal overholde. Meget kan opnås ved erfaring, men det kræver, at de forskere, der redigerer, påtager sig denne rolle relativt ofte. Med andre ord kræver opbygningen af erfaring også tid – akkumuleret tid af de enkelte konkrete udgivelser. Og tid er ikke det, forskere har mest af. Derfor kan man stille spørgsmålstegn ved, om den model mange akademiske antologier udgives under, reelt er hensigtsmæssig.

Summa summarum: Castles at War ville have været en meget bedre bog, hvis det akademiske engelsk havde holdt en højere standard. I dette konkrete tilfælde må i det mindste en eller anden form for ansvar kunne placeres hos redaktionen. Man kan ”håbe”, at de mange tilfælde af skidt engelsk skyldes en fejl fra forlagets side, hvor de er kommet til at trykke de forkerte filer – navnlig artiklerne i en form fra før der var læst korrektur på det engelske, for alternativet er næsten mere skræmmende: at standarden af akademisk engelsk i antologien er et udtryk for det reelle stade af engelskkundskaber blandt såvel forfatterne, som både redaktion, peer review-panelet og forlaget! Det kan også skyldes, at der er en holdning til, at man ikke opfatter standarden af sproget som vigtigt, eller i det mindste at man nedprioriter dette til fordel for overholdelse af en deadline; hvilket heller ikke er opløftende tanker.

Når det nu vurderes, at Castles at War placerer sig ”uden for skalaen”, så skyldes det, at undertegnede finder det svært at vurdere, hvor meget det dårlige akademiske engelsk skal vægte. Skyldes de steder i bogen, hvor der er svaghed i argumentationen, uklarhed om begreber eller resultater, lidt rod i kronologien eller lignende, alene det dårlige akademiske engelsk, eller er de udtryk for artiklernes reelle faglige standard? Skal det gennemsnitligt dårlige engelsk ligge en ellers relevant og interessant udgivelse til last? Det må læseren selv bedømme, men der skal advares om, at har man den mindste smule af sprog-purrist i sig eller holder særligt af det engelske sprog, så er der fare for forhøjet blodtryk under læsningen.