Danernes sagnhistorie

Af Karsten Gabrielsen

Allerede i middelalderen skar man i Saxos tekst og indrettede den til de særlige formål, som tiden og situationen krævede. Særligt i årbøgerne og krønikerne fra slutningen af 1200-tallet og fra 1300-tallet ses Saxos indflydelse på teksterne – ikke mindst når han beskæftiger sig med perioden før kristendommens indførelse. Efterhånden skrællede man hans tidstypiske vendinger og figurer og meget af den deri indbyggede mening fra, og tilbage blev i anvendelse det, som man opfattede som data og sammenhængende historier. I senmiddelalderen og renæssancen bliver hans historie om danernes bedrifter ikke mindst anvendt til at skabe de lange kongerækker, som skulle vise dynastiets legitimitet og rigets ælde. En senere tid har lagt afstand til denne måde at arbejde på, og historieforskningen har stillet spørgsmålstegn ved Saxos kildegrundlag og hans måde at skabe moralske og allegoriske paralleller mellem den fjerne fortid og den strålende nutid (og i visse tilfælde med lærestykker i den ikke helt så glimrende mellemtid). Efter den Weibullske kritik har ingen villet anvende Saxos første ni bøger som kildemateriale til en begivenhedshistorie før kristendommens indførelse, og for den resterende del af værket har man også haft stærke reservationer overfor de oplysninger, man præsenteres for. Fra tid til anden har der været forsøg på at komme bag om Saxos beskrivelse af sagnhistorien, i regelen som forsøg på at relatere Saxos oplysninger til bestemte europæiske forhold, ikke mindst i folkevandringstiden. Påvisningen af, at Saxo har anvendt en række af de klassiske, senantikke og tidligmiddelalderlige forfattere som forlæg for sine egne historier, har naturligvis yderligere svækket grundlaget for at benytte hans oplysninger til at fortælle Danmarks historie før år 1000. De andre nordiske kilder er stort set alle samtidige med Saxo – eller senere og viser afhængighed af ham – så alene kilderne fra rigerne i Vesteuropa har med en rimelig sikkerhed kunnet inddrages af historieforskningen i moderne tid til at relatere til danske forhold inden Harald Blåtand.

Men der har altid siddet folk tilbage, som gerne vil prøve, om ikke der alligevel skulle være nogen sandhed gemt i alle de mange ord, som Saxo ofrer på den grå fortid. Forfatteren til Danernes sagnhistorie, Troels Brandt, revisor og finansdirektør, er en af dem. Men for at kunne gøre det må han erklære, at han ikke skriver historie, men udvikler et ”eksempel” indenfor sagnhistorie – som altså ikke må forstås som historie, fordi historikerne afviser at beskæftige sig med personer og handlinger i Saxos ni første bøger.

For at kunne skabe et netværk til at bygge en sagnhistorisk konstruktion (eksemplet) op, har Troels Brandt valgt at fremlægge en ”metode”, der består af en række udsagn om, hvad der er sket med Saxos tekst, og hvad det betyder for muligheden for at behandle sagntiden på sagnhistorisk vis.

Til en start anvender han to citater fra Sven Aggesen til at bevise, at der er blevet manipuleret med det kildemateriale, der er til rådighed for Saxo – hvis han da ikke selv har gjort det. Svens egen kongerække er nemlig heller ikke overbevisende for Troels Brandt. Saxo har selv begrænset sine manipulationer ved ikke at angive en kronologi i sine bøger, og ved ikke at opfinde nye personer, men blot ”blande” dem, han nu havde til sin rådighed. Der er så blevet føjet en lang række konger til kongerækken for at gøre den længere, og den manglende identificering af enslydende navne har ført til sammenblanding, opsplitning og forbytning af personer. Skjoldungesagaen rummer også manipulationer, men ikke i så ekstrem grad som hos Saxo, og derfor kan den – trods sin opsplittede, tvivlsomme og fragmentariske overlevering – anvendes til at korrigere Saxo. Brandt anser selve genealogien og de enkelte folks kongerækker for at være så vidnefaste, at Lukmans, Weibulls og andres påvisninger af anvendelsen af vandresagn i de enkelte tilfælde afvises med netop denne begrundelse – de viser nemlig at fædre og sønner bliver kronologisk og geografisk adskilt på måder, der hindrer deres angivelige relation, og derfor må d’hrr. afvises. Derfor ender han med at stå med Ynglingasaga og Skjoldungesaga som facitlister til Saxos tekst, med Beowulf i baghånden. Her har kirkens manipulation med de førkristne kongerækker nemlig ikke været lige så gennemtrængende som hos klerken Saxo selv. Brandt har fx valgt at slå en lang række Froder sammen til Frode Fredegod – kun hans historie synes fyldig nok.

Fremstillingsformen i denne rekonstruktion af den danske sagnhistorie er at anvende et udvalg af Saxos første ni bøger som tekst, og imellem tekstblokkene får vi Brandts kommentarer og forklaringer på begivenhedsforløb og valg af rækkefølge på de udvalgte konger, der i Brandts øjne fortjener en plads i sagnhistorien. Der henvises med større eller mindre held til, at arkæologien støtter denne eller hin tolkning – i regelen på et så overordnet og generelt plan, at det ikke bringer et bevis. En stor del af kommentaren anvendes til at vise, at det var herulerne der, efter en folkedeling i det østlige Centraleuropa i slutningen af 400-tallet, drog på folkevandring mod nord og hvis kongeslægt endte som konger i Uppsala, således som vi møder dem i Ynglingasaga og Ynglingatal. Frode Fredegods regeringstid hænges op på solformørkelsen i 536, der omtales hos Procop og Cassiodorus, og hvor begivenhedens sprogbrug kan synes identisk med tilsvarende passager hos Saxo. Tilsvarende notitser fra adskillige andre år finder vi nu altså også som faste ingredienser i både danske og vesteuropæiske annaler – i de danske efter Isidor af Sevilla gennem mange, fortrinsvis engelske, led frem til de danske Lundeannaler, hvis tidlige redaktion har kunnet danne hovedkilde for både Saxos og de lærde nordmænds og islændinges brug af sådanne oplysninger. Men Brandt har hæftet sig ved en artikel af Morten Axboe om tidspunktet for nedlæggelse af sene guldskatte i Norden.

Den færdige, reviderede kongeliste kontrolleres ved at udregne en gennemsnitlig generationsalder – og selvfølgelig kommer det til at stemme – stort set. Bogen afsluttes med et bilag, der angiveligt løser gådeprincipperne i Rökstenens tekst.

Da Brandt beskæftiger sig med sagnhistorie og ikke med historie, er det tilsyneladende heller ikke nødvendigt med en grundlæggende metodisk bevisførelse. Det vigtigste er, at han finder sammenhængende forløb, der harmonerer med det arkæologiske billede og at han kan kombinere elementerne tilbage til deres naturlige pladser i kronologien. Imidlertid er det sammenhængende i bogen primært de meget lange uddrag af Saxos tekst – ikke Brandts kommentar.

Beskæringen af Saxo til egne specifikke formål er altså ikke bare et middelalderligt fænomen. Det sker selv i dag, og Danernes sagnhistorie må betragtes som endnu et forsøg i samme fantasioverbelastede genre. Bagved ligger der i dette tilfælde tilsyneladende en tyrkertro på skjaldekvadenes uforanderlighed og på, at der før de første danske historiske optegnelser (og før kirken iværksatte sine manipulationer) ligger færdige kongerækker, der strækker sig tilbage til 400-tallet. Det første hersker der nu til dags stor tvivl om, det andet er nok rimelig umuligt: De første kendte forsøg – Sven Aggesens – er mildest talt sparsomme, resten er forholdsvis sene og bygger på Saxo – og det var først den lærde senmiddelalder og renæssance, der for alvor gjorde kongerækkerne til en genre. Og som Arne Søby Christensen nyligt har vist i sin disputats om Cassiodorus og Jordanes, så er genealogier for kongeslægter noget, som man allerede i senantikken konstruerer, når der er behov for det, og uden at føle sig bundet af andet end de seneste tre led. Så hvis sagnhistorie er kendetegnet ved, at man starter med at konstruere sit regnskab ved at beslutte, hvordan regnskabets bundlinie skal se ud, så må man også forvente, at revisionen vil få problemer med at finde de relevante bilag og give antegning om, at regnskabet er retvisende.