Danmarks skatter i middelalderen 1340-1536
Af Torben K. Nielsen, Aalborg Universitet
Det er jo indlysende en rigtig god ide at udgive et digert værk i seks bind om Danmarks skatter og afgifter i et land, der pt. synes ganske politisk forkrampet og økonomisk svinebundet p.g.a. et såkaldt skattestop, som forsvares og æres som en moderne religions ypperste præst – eller endda som guden selv. Det ville være svært at pege på et andet politisk, økonomisk område, der bliver talt så meget om i Danmark, som netop vores skatte- og afgiftstryk. I bind II af denne serie, sprogligt særdeles veloplagt fremstillet af den myreflittige Michael Venge, viser forfatteren, at denne danske snak om det urimeligt høje tryk, så langt fra er af ny dato. Skattebyrder har alle dage været oplevet som uretfærdige og ubærlige – af nogle. Og diskuteret af alle.
Bind II af den i seks bind planlagte serie dækker perioden fra Valdemar Atterdag til Reformation, og strukturen i bogen følger også de sædvanlige inddelinger efter regenter. Dette er i denne sammenhæng en oplagt struktur, idet skatter og afgifter jo i middelalderen netop understøttede kongemagten økonomisk.
Vi får som læsere rigtig god besked om alle tænkelige kongelige skatter, og hvordan de blev forsøgt inddrevet og forsøgt forøget. Vi hører imidlertid – og det er en skam, men måske ligger det delvist i sagens natur - meget lidt om en anden, populær hobby blandt mange danskere, og også i tidligere tide, skatteunddragelsen.
Michael Venge har i sit arbejde med denne periode (han står også som forfatter til seriens første bind fra 2002) måttet arbejde meget med en række helt centrale kilder såsom Yngre Sjællandske Krønike og Roskilde-bispens Jordebog. Disse synes i hvert fald udnyttet intenst, desværre uden centrale metodiske overvejelser over disse kilder status, udtryk og udnyttelse. At disse kilder ikke diskuteres, skal ikke forklejne, at Venge er i stand til at få rigtig mange informationer om sit emne ud af dem. Det er godt gjort. Spændende er det også at få et lille indblik i forholdet mellem Dronning Margrethe og fostersønnen Erik af Pommern gennem Venges anvendelse af den indholdsrige instruks, dronningen udstyrede Erik med inden hans rejse til Norge 1404. I det hele taget forekommer Dronning Margrethes regering og behandlingen af Kalmar-unionen at være ganske overbevisende fremstillet i denne bog. Dronningens skattepolitik kan i meget korte træk siges at være styret af både nogle umiddelbare og sædvanlige interesser for en regent i middelalderen, nemlig at sikre det økonomiske underlag for kongemagten, men herudover synes Dronningen også at have arbejdet bevidst på at sikre dette grundlag i fremtiden. Dette sidste ses gennem Dronningens godsreduktionspolitik og hendes forsøg på tvangsmæssigt at få fæstere tilbage under krongodset; et klogt, men vanskeligt arbejde i en tid med mangel på arbejdskraft.
En sådan mangel på arbejdskraft synes imidlertid ikke at have været et væsentligt problem tidligere, hvis man skal tro Venges behandling af situationen under Valdemar Atterdag, hvor Venge afviser, at pesten, den sorte død, skulle have haft nævneværdig indflydelse på den danske økonomi og erklærer således sin skepsis overfor det berømte begreb, ’den senmiddelalderlige agrarkrise’. Denne anmelder vil imidlertid tillade sig at være skeptisk overfor Michael Venges afvisninger af dette fænomen, idet Venges afvisning ikke synes synderligt underbygget, men snarere præget af hurtige konklusioner på baggrund af centrale kilders ikke overdrevne meddelsomhed på dette område. Spørgsmålet om den senmiddelalderlige agrarkrise og pestens betydning for det danske senmiddelaldersamfund forekommer at være langt mere komplekst og besværligt, end at det kan afvises med henvisning til Yngre Sjællandske krønikes relative tavshed herom.
I det hele taget skal det nævnes, at Michael Venge skriver rigtig godt, og ivrigt. Nogen gange lidt for ivrigt, når princippet om at anvende en moderne sprogdragt går for vidt (f.eks. når en jordebog fra 1651 giver et så stærkt indtryk af orden i sagerne, at ”man [kunne] tillige trykke på en knap, når der var brug for et sjak jord- og betonarbejdere”). Enkelte billedillustrationer og –tekster kunne ligeledes være underkastet en kritisk revision. Således viser en medaljon på s. 252 Christian I, om hvem vi får at vide, at han ankom til Rom i april 1474 ”midt under den italienske renæssance”. Det var da godt, han nåede det, fristes man til at udbryde. Og hvorfor illustrationen af den nøgne, syndige kvinde fra en 1500-tals altertavle overhovedet er med i bogen synes uklart. Billedteksten indrømmer da også selv, at der ikke er meget skatteteknik over hende. At kvinders hårsmykker blev et skatteobjekt i 1522 er selvfølgelig en interessant oplysning, som imidlertid blot gør illustrationen mere søgt.
Men dette er i realiteten en ubetydelig detailkritik. Michael Venge har skrevet en rigtig god bog, som kommer godt rundt om dette kære emne. Bogen dækker en periode i Danmarks historie, som synes så omskiftelig, at det vel egentlig er uretfærdigt at forlange en syntese over den. Men nævnes skal det nu alligevel: Måske skal vi vente til sidste bind inden vi får serveret den syntese over dansk skattepolitik og –historie, som emnet og dets almene interesse jo lægger op til.
Imens vi venter kan jeg kun anbefale Michael Venges bog.
