Danske korstog - Krig og mission i Østersøen

Af Torben K. Nielsen, lektor v. Aalborg Universitet

Endelig har den europæiske korstogsbevægelse og de danske dele heraf fundet vej ind i dansk middelalderhistorie. Med denne bog foreligger således et standardværk, der bør finde bred og dyb anvendelse i de kommende år. Bogen er et lykkeligt resultat af en treårig satsning fra Statens Humanistiske Forskningsråd, der fra 1998 til 2001 finansierede tre lektorers forskning ved Syddansk Universitet - Odense; i løbet af projektperioden kom endnu en af forfatterne til som ph.d.-studerende. Dette forfatterkollektiv, som siden 1998 har været særdeles aktive – det er blevet til et utal af artikler, foredrag, radio- og tv-optrædender m.m. - har nu fremlagt deres i en vis forstand samlede arbejde i den foreliggende bog. I en vis forstand, idet det omtalte forskningsprojekt har kastet mange yderligere frugtbare ideer og tanker af sig, som ikke alle har kunnet finde ind i det foreliggende værk.

Bogen signalerer samtidig et historiografisk skifte i dansk middelalderhistorie. Der bliver med denne bog argumenteret for nødvendigheden af både at fokusere på korstog, som et periodespecifikt og periodekarakteriserende overtema, og for nødvendigheden og værdien af at bryde med en snæver, men traditionel og moderne national geografi i historieforskningen. Bogen er helt konsekvent i sin fremstilling: Her får det nuværende Danmarks grænser på ingen måde lov at sætte rammerne for redegørelsen om det middelalderlige danske riges erfaringer med korstog og ekspansion.  Til stadighed husker forfatterne at inddrage det danske riges naboer i deres analyser, vurderinger og kildestudier.

Bogen er groft kronologisk vægtet, med enkelte tematiseringer, der går på tværs af den gennemgående kronologi. Man må beundre de fire forfattere for at de hele vejen, fra 1095 til 1520, formår at holde styr på de mange komplicerede historiske forløb, som jo ikke bliver mindre komplicerede af, at forfatterne som anført konsekvent inddrager de øvrige politiske og religiøse aktører omkring hele Østersøen. Det er dygtigt gjort. Forfatterne har valgt en struktur, hvor faktabokse er indsat med rund hånd igennem hele bogen. Faktisk virker dette lidt overraskende valg ganske udmærket, idet man heri får kort og klar, leksikalsk besked, mens man i bogens hovedtekst præsenteres for et kløgtigt miks af sober redegørelse, dybtgående kildestudier og opmærksomme analyser. Alt sammen fremlagt i et almindeligt, ukunstlet sprog (kun enkelte steder anvendes hjemmestrikkede grammatikalske former: ”privilegeringer” eksempelvis), som givetvis vil tilfredsstille både lægmand og fagfolk. Også bogens mange illustrationer fortjener at fremhæves. De er mange, billedteksterne er gode og informative. Dog har forlaget (?) valgt at lade fremstille til denne bog en række malerier af Nils Willum Andreasen, der skal skildre elementer og hændelser, som disse kan have set ud. Der er hos denne anmelder ikke tvivl om den store detaljerigdom i Andreasens skilderier, der da også spiller en ganske bevidst illustrativ rolle i bogen. Men når nu bogen netop ønsker at tage korstogene alvorligt, og anerkende, på godt og ondt, den enorme civilisatoriske rolle, som den kristne kirke spillede i middelaldersamfundet, hvorfor er alle de kirkelige repræsentanter på disse illustrationer så fremstillet som de grimmeste og mest hysteriske skabninger endnu set på denne jord (eksempelvis præsten side 98-99). Det ligner almindelig og velkendt dansk forhånelse af den middelalderlige kirke, noget som bogen faktisk ønsker at gøre op med.

Dette kan imidlertid på ingen måde skygge for de mange, rigtig mange, godbidder for også kommende generationer af historikere og historieinteresserede, der findes i denne bog. Denne anmelder har hæftet sig ved bogens analyse af den sagnomspundne figur, Knud Lavard, som jo netop ofte er blevet fremhævet som korstogshelgen, blandt andet på grund af den umiddelbare eftertids udnyttelse af ham. Imidlertid har hans rolle i det nordtyske, vendiske område altid stået i et lettere dubiøst skær: Han slog sig op som vendisk fyrste, myrdedes som bekendt 1131 af rivalen Magnus, og blev kanoniseret ved kirkefesten 1170 - og sanktionerede dermed den valdemariske slægtslinie i det danske kongehus. Dette er jo en succeshistorie, som imidlertid modificeres ganske kraftigt i den foreliggende bog, hvor det påvises, hvordan Knud Lavard med sine aktiviteter i det nordtyske ganske rigtigt slog sig op som nordtysk fyrste, men hvor de væsentligste korstogsaktiviteter faktisk kom fra den danske kong Niels, og hvor Knud Lavard først efter sin død fremtræder som korsfarer i forbindelse med korstogsaktiviteter knyttet til hans helgendag og Knuds nye rolle som skytspatron for Knudsgilderne. Denne indsigt lader sig kun gøre fordi forfatterne har læst på og tænkt grundigt over kilderne – i denne sammenhæng både de danske og de tyske!

Værdien af kildegranskningen er i det hele taget kendetegnende for bogen. Og værdien af at kunne bemestre andre kilder end de traditionelt anvendte i dansk middelalderhistorie er i den grad tydelig i bogens afsnit om de øvrige aktører i korstogsengagementet omkring Østersøen. Især imponerer afsnittene, hvor de ortodokse russere behandles. Gennem indgående studier i de russiske krøniker lykkedes det for bogens forfattere at fremstille en række sammenhænge, som hidtil har været uopdagede, i hvert fald for denne anmelder. Den grundige kildelæsning tillader således forfatterne at give en detaljeret, men ganske letforståelig, fremstilling, hvori også afgørende uoverensstemmelser mellem de russiske fyrster og deres forskellige holdninger til bl.a. den vestlige pavekirke kommer frem, presset som russerne var af mongolstormen. Kapitlerne om russerne og de baltiske korstog er imponerende kildelæsning, og de giver et tiltrængt korrektiv og supplement til traditionelt vestligt orienterede fremstillinger, der oftest blot ser russerne som en samlet opposition til Vesten. De samme rosende ord kan øses over kapitler, der inddrager pruserne (senere: prøjserne), litauerne, den tyske orden, pavekirken og mange andre aktører i dette komplicerede spil om sjælene (og deres jord!). Som det fremgår, er det ikke hverdagskost i dansk middelalderhistorie så konsekvent at gå ud over de nationale grænser, og det mest imponerende er, at dette på ingen måde vil føles fremmed eller uforståeligt, heller ikke for læsere, der måtte være rundet af den traditionelle nationale begrænsning. Med denne bog forekommer det helt selvfølgeligt og utvungent at tænke Danmarks historie i en meget bred sammenhæng.

Anmeldere skal jo oftest finde noget de mangler. Og denne anmelder er ingen undtagelse. Havde bogen kunnet få lov til at være blevet lidt større end de desværre kun 404 sider, der nu er tale om, ville nogle kapitler om de overvundne hedninger have været på sin plads. Vi hører ikke meget om de hedenske stammer i Baltikum; selvfølgelig fordi de var skriftløse samfund, og fordi kilderne til vores viden om disse, alle er kristne kilder, men alligevel: Hvordan gik det dem? Hvilken ny udbytningsrelation måtte de overvundne indgå i? Fik overvindelsen andre samfundsmæssige konsekvenser end en konfessionel? Og hvad angår udvidelsen af det danske territorium med Estland (i hvert fald fra Stensbyforliget 1238 til salget i 1346) kunne man efterlyse en diskussion af, hvordan denne del af riget egentlig administreredes. Der udestår en række interessante spørgsmål om dette tema, som bogen ikke for alvor konfronterer sig med: Hvem var de danske vasaller i Estland egentlig, og hvad var årsagerne til kongens reorganisering af vasallerne efter Stensbyforliget 1238? En udnyttelse af den Valdemar-Erikske lensret og de oplysninger, der kan findes i Kong Valdemars jordebog kunne måske danne grundlag for analyser af de danske vasaller.

Men igen: Dette er blot meget små mangler i en meget god bog, som hermed anbefales på det varmeste.