Den danske riddertid

Af Kresten Søe

Riddertiden og ridderkulturen havde også en dansk epoke

Middelalderen kaldes også mørk men var i virkeligheden trods den sorte død, blodige korstog og dystre borge både dramatisk og farverig, ligesom perioden bød på en blomstrende kultur omkring litteratur, tilsat riter og en ny æres kodeks med ridderlige bedrifter tilegnet en udvalgt men uopnåelig adelig dame.

Kærnen i periodens feudale samfund var en gennemgribende ny slags krigsførelse med pansrede tunge adelige ridder, der under ledelse af kongen i samlet hundredtallig næsten usårlig flok med buldrende hestehove og sænkede lanser som en nutidig kampvognskile bragede igennem fjendens linjer for efterfølgende at hugge de arme flygtende fodfolk ned med sværdet til højre og venstre.

Til epoken var uløseligt knyttet ridderspil og turneringer, der dels tjente som træning i krigsførelse dels som en legitimering af aristokratiet med kongen som den ypperste blandt ligemænd i en guddommelig legitimeret herskerklasse i middelaldersamfundet.

Riddertiden strakte sig fra år 1100 op til Renæssancen og har i danmarkshistorien hidtil været sparsomt beskrevet. Her fremstår Middelalderen oftest som en nedtonet epoke, hvis riter med ridderspil, romantik, krigsførelse og deraf følgende samfundsopbygning stort set fremstilles som ikke eksisterende.

Klaps til Erik Arup og den traditionelle radikale historiefortælling

Et vigtigt ophav til misforståelse af den danske riddertids betydning i middelalderhistorien er - ifølge Hans Bonde - den datidige efterhånden ret så problematiske politiserende tilgang til danmarkshistorien.
Her nævnes den hidtil hæderkronede historiker Erik Arup, hvis tilgang til perioden i 1930erne var skabt med udgangspunkt i en datidig moraliserende synsvinkel ud fra det radiale venstres samfundssyn med idealisering ud fra en demokratisk tankegang iblandet sympati for underklassen - her bønderne.

Erik Arup overser ifølge Bonde fx ridderspillenes essentielle rolle i legitimering af magtstrukturen, deres betydning for diplomatiet og for den kulturelle samordning i Skandinavien og Europa som helhed. Herved reducerer Arup både den danske riddertid som sådan og periodens reelle tyngde i danmarkshistorien.

Netop dette misforståede element råder bogens forfatter Hans Bonde (professor ved Københavns Universitet) bod på og sætter med dette indbydende værk riddertiden ind på rette plads i dansk historieopfattelse.

Indhold og opbygning

Bonde opbygger sin bog med en generel indledning om epoken i Danmark og de europæiske impulser med hensyn til korstogs- og ridderkultur i såvel krige og turneringer og disses funktion i middelaldersamfundet.

Hertil kommer overgangen og forskellen mellem vikinge- og korstogstiden med hensyn til fx fjendesyn, riter med blandt andet fairness i både kamp og ridderspil, og vægtning af moral og høvisk optræden i både handling og tale.

Herefter følger en gennemgang af ridderkulturens afsmitning på den danske scene med blandt andet interessante kapitler om folkeviser, romantikken i ridderromanerne, tidens underholdning og dens afsmitning i fx kortspil og det populære skakspil, hvor riddersamfundet afspejlede sig i brikkernes gang og styrke.

Bonde sætter også fokus på kvindernes rolle såvel som præmieoverrækkere og beundrende tilskuere ved turneringer og som attråværdige dansepartnere ved det efterfølgende bal. Hertil kommer fx, hvordan opdragelse og træning blev lagt an fra drengeårene indtil modtagelse af det uhyre betydningsfulde ridderslag.

Inden hoveddel med titlen ”De danske ridderspil” bringes et lille kapitel om riddertiden som ceremoniel epoke. Her bringes blandt andet en omtale af ridderspillenes funktion som offentlighedsform til legitimation af aristokratiets og kongens overhøjhed i middelaldersamfundet.

Et hovedkapitell om de danske ridderspil

 ”Den danske riddertids” hovedkapitel er derfor både en omvurdering af den danske middelalder og et værk, der kobler Danmark på samtidens øvrige europæiske udvikling med hensyn til riter, diplomati og de arrangerede strategisk/taktiske kongelige ægteskaber, som i høj grad satte sit præg på storpolitikken.
Men her noterer Bonde også, at konge- og fyrsteslægternes bortgiftede døtre absolut ikke var bly violer men stærke kvinder, der udviste handlekraft og satte deres præg på den europæisk historiske udvikling og var med til at knytte Danmark tættere til Nordeuropa og konsolidere landet som nordisk stormagt.

Kapitlet bringer også en oversigt over de relativt få turneringer, der direkte lader sig dokumentere i Danmark ved fx markering af kongelige kroninger, tronfølgerdåb, royale bryllupper, markering af sejre i krig og diplomatiske fremstød eller magtdemonstration i forhold til nabolandene.

Et andet af bogens særdeles spændende og interessante elementer er heroldens udvikling først som dommer, opsynsmand og styringsansvarlig i turnering og ridderspil frem til gesandt og senere i perioden videre til en slags udenrigsminister som diplomatisk og politisk spydspids for både kongen og riget som helhed.

Sammenfattet vurdering, målgruppe og danmarkshistorisk betydning

Hans Bondes velresearchede bog kaster et interessant og yderst vigtigt nyt lys over en meget sparsomt beskrevet og hidtil fejlvurderet periode i Danmarkshistorien.

Fremstillingen læner sig op ad ikke mindre end 30 sider med noter og henvisninger plus navne- og stedregistre med dokumentation for fremstillingen og henvisning til videre læsning.

Indholdet rummer et væld af detaljer, der for en del nok kunne undværes hos de mere alment historisk interesserede, men som omvendt nok vil sætte mere middelalderatmosfære på for de mere viderekommende.
Bogens indbydende layout og illustrationer fremstår velvalgte og fungerer som yderligere uddybning i fint samspil med teksten.

Hans Bondes bog udgør derfor efter min vurdering en både tiltrængt og værdifuld udbygning af den hidtidige danske middelalderhistorie.
Dels i form af et udgangspunkt i tråd med den samtidige danske samfundsbaggrund og dels i kraft af værkets sammenkobling med periodens øvrige europæiske historie.

[Historie-online.dk, den 29. januar 2025]