Den levende middelalder

Med sin seneste bog, Den levende middelalder, giver professor i middelalderens historie ved Roskilde Universitets Center, Brian Patrick McGuire et vellykket bud på, hvordan vedkommende og engagerende historie kan skrives. Det sker med en moderne fabel om de middelalderlige rødder til både vor moderne identitet og mange af vort nutidige samfunds bærende institutioner.

Med sin bog skærer McGuire således effektivt igennem det ofte plat fremsatte krav om samtidsrelevans: Middelalderen er relevant for vores nutid i kraft af sin placering i vores forestillingsverden og i kraft af sin demonstration af vægtige, samfundsmæssige problematikker, som vi også er konfronteret med i dag. Og dette gælder jo for så vidt samtlige historiske perioder – hvis man spørger rigtigt efter det.

McGuires middelalder strækker sig over perioden 500-1500, og selvom han lover at behandle hele denne tusindårige periode, så er det ganske tydeligt, at det er den højmiddelalderlige periode mellem ca. 1000 og 1300, der har hans helt store interesse; dog med væsentlige udstikkere til den senmiddelalderlige tænkning hos en teolog som Jean Gerson (1363-1429). Igennem hele bogen er det endvidere tydeligt, at det er den kristne spiritualitet i dens mangfoldige former, der for McGuire repræsenterer middelalderen bedst.

Det er måske umiddelbart påfaldende, at McGuire indleder sin bogs tematiske kapitler med et kapitel om kristendommens lære og kirkens struktur. Skulle det virkelig være nødvendigt? Men tænker man nærmere over det, så er det faktisk et rigtigt klogt og godt valg. McGuire trækker her på sin mangeårige erfaring som underviser. Disse erfaringer har lært ham, at mange moderne studerende er voldsomt uvidende om netop kristendommens bærende fortællinger og dogmer. Til gengæld - og det er vigtigt - er de studerende (og læsere?) af i dag særdeles modtagelige og åbensindede. Det kan kompensere for meget. Og denne anmelder må komplimentere McGuire for at have skrevet et klart og koncist kapitel om den kristne tro i middelalderen, der vil kunne anvendes i mangfoldige (undervisnings-) sammenhænge i fremtiden.

Med dette nødvendige grundlag i orden kan læseren begive sig ud i bogen. Flere læsemuligheder lader sig imidlertid realisere i denne bog, som er skrevet i et lettilgængeligt og dynamisk sprog, der effektivt driver læseren videre. Bogen er nemlig organiseret som en frugtbar vekslen mellem historiske redegørende kapitler og tematiske kapitler. Herved føres læseren gennem den tusindårige periode i de redelige og redegørende historiske rids. Der er vel ikke noget egentligt nyt i de historiske kapitler, der gør god brug af den nyeste litteratur og forskning.

Dér hvor denne bog for alvor gør nytte og vækker til diskussion og debat er i de tematiske kapitler. Heri præsenterer McGuire nemlig sine egne bud på problematikker, hvor middelalderens løsninger kunne have betydning for også vore nutidige diskussioner. Således anvender McGuire effektivt den vel aldrig løste middelalderlige strid mellem kirke- og kongemagt om investitur og rettigheder til at spørge til vores nutidige organisering af stat og kirke. McGuire anfører polemisk, at den nutidige danske model for forholdet mellem stat og kirke, lovfæstet i grundloven, i realiteten er en mærkelig blanding af identifikation og adskillelse, og dermed i realiteten en simpel videreførelse af senmiddelalderens nationale kirker, hvor kirken var underlagt fyrstens autoritet. Den intrikate sammenhæng mellem politik og religion i vore dages sekulariserede demokrati understreges ved at pege på de oplagte eksempler, som den erklæret troende George W. Bush. Som McGuire rigtigt anfører: ”.. en understrøm af religiøs sprogbrug og fælles kulturerfaringer forbinder middelalderen med det moderne Europa og Nordamerika.” (s. 81) Der kan være nok at være uenig i i dette kapitel, og måske er det ikke i alle tilfælde kulturerfaringer fra alene middelalderen, der er fremtrædende i de måder, hvorpå politik og religiøsitet kobles sammen i vore dage, men det er indlysende, at koblingen findes, og at McGuire ved at påpege dette sætter en vigtig diskussion i historisk relief og sammenhæng.

En anden tematik, som i den grad er både nutidig og middelalderlig er spørgsmålet om vores holdning til den menneskelige krop. Både i middelalderen og i dag synes kroppen at have været at afgørende indsatsområde for menneskelig erkendelse og religiøs stræben. Askese, spørgsmål om seksuel identitet og moderne kropsdyrkelse bliver i bogen bragt sammen og diskuteret gennem international forskning, men også McGuires egne tidligere arbejder om cisterciensermunkene Aelred af Rievaulx og Caesarius af Heisterbach.

Et moderne diskussionspunkt, som har McGuires store interesse, og som han også har ytret sig kløgtigt og bekymret om i andre medier, er universiteternes rolle i samfundet. I et kapitel om munkelærdom og de begyndende universiteters skolastik anbringer McGuire således et plaidoyer for den universitære dannelse, hvis fremtidsudsigter McGuire ser temmelig dystert på med den ny universitetslov, professionelle bestyrelser og indskrænkninger i det kollegiale demokrati og den fri forskningsret. ”De sidste rester af middelalderens frie universiteter er ved at blive ofret”, skriver McGuire. Der er også i dette kapitel mange ting, der kan anfægtes og diskuteres – hvor fri og kollegiale var egentlig de middelalderlige universiteter? Var middelalderen ikke også præget af tankemæssig ensretning og forfølgelse af anderledes tænkende? – men hvor er det dog velgørende med en forfatter, der tør investere sig selv i sit værk. Man mærker tydeligt et følsomt menneskes tro og tvivl, men også frustration over ofte urimelige arbejdsvilkår.

Som en dynamisk understrøm i denne bog, selvfølgeligt også understreget af bogens titel, løber McGuires ønske om at sikre middelalderen god presse. Det er stadig en meget udbredt opfattelse, at middelalderen er synonym med undertrykkelse, fundamentalistisk religiøsitet, krig og korstog mod anderledes tænkende. Også på disse leder er der jo oplagte paralleller til de moderne samfund. Imidlertid er dette ikke McGuires middelalder – i hvert fald ikke alene. Hos Brian McGuire er middelalderen den dybe spiritualitets tidsalder; munkes, nonners og lærdes teologi og religiøse tænkning, men også ’almindelige’ menneskers forhold til religion og accepten af, at der fandtes noget større, noget udenfor og over en selv. Dette er samtidig den lære, McGuire mener, nutiden kan tage med fra middelalderen: Det enkelte individs værdighed stod centralt i middelalderen, hævder McGuire, og som sådan stod det enkelte individ også i nær sammenhæng med fællesskabet med de andre troende. ”Mennesket er dermed aldrig alene, men indgår til hver en tid i et større fællesskab”, som McGuire skriver. Derfor er mennesket også ansvarligt for sig selv og sin næste, og med tydelig afstandtagen til nutidige, gængse opfattelser fortsætter han: ”I middelalderens og nutidens kristendom er helvede at vende de andre ryggen. Ingen kloge præste- eller politikerhoveder kan fritage mennesket for dette ansvar.” (s. 253) 

Brian Patrick McGuires middelalder er den lyse middelalder; den ansvarlige middelalder – i kontrast til det billede af perioden, de fleste er opflasket med.  Denne pointe er styrende for McGuires formidling af sit fag i denne bog. Det kan dog også blive for lyst. Middelalderen var ikke blot tolerant, ansvarlig og præget af fællesskab. Middelalderen var også præget af intolerance og eksklusion fra fællesskabet af anderledes tænkende og handlende. Herfra skal McGuires bog have de varmeste anbefalinger, men bliver det alligevel en kende for lyst, så kan man – og jeg er egentlig sikker på, at også Brian McGuire vil være enig – læse i R. I. Moores The Formation of a Persecuting Society.  Titlen afslører et noget anderledes syn på perioden, men bøgerne ligner imidlertid hinanden. Også i R. I. Moores bog ser vi en forfatter, der investerer sig selv, også i Moores bog spiller nutid og datid sammen på en frugtbar og provokerende facon. Også Moores bog er en god og nødvendig bog. Ligesom McGuires Den levende middelalder.