Menu

Den sidste viking

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 451

 

Af Christen Bonde

”Aber-vikinger-mennesker.” Således forklarede bonusdatteren mig engang evolutionens trin på den halvlange køretur til børnehaven i den anden ende af kommunen. The missing link var fundet.

Den nysgerrige pige tænkte næppe kun udvikling i biologisk forstand: Vikingerne er i det seneste halvandet århundrede blevet anskuet som et dramatisk knudepunkt på menneskets knubbede vej fra hulemalerier til den nyeste teknologi og forfinede kultursamtale.

Måske var vikingetiden endda et tilbageskridt på samfundets vej til mere barske tider, en parentes, måske var det oldtidens sidste bøvs, før vi langsomt nåede fra til nutiden via middelalderen, renæssancen, tidlig moderne tid osv.?

Sådanne altomfattende tolkninger vil Sarah Croix – som jeg læser hende – og flertallet af moderne, ædruelige forskere med hende afvise. Det er berusende tankespind og idémæssigt hængedynd, der som en stram, men ituslået dynamolygte sænker forskningens fremskridt uden at lyse grøftekanten op.

Periodebetegnelser som bronzealderen, vikingetiden, middelalderen osv. er forsimplende betegnelser, der skal forklare både forandring og mangel på samme andre steder i samfundet. Der ligger således megen historisk erkendelse gemt i at nuancere de omsiggribende tidsprædikater, hvilket generationer af fagfolk naturligvis har excelleret i – den såkaldte vikingetid handlede om mere end barske rockertyper med hang til skjaldedigtning, middelalderen var ikke mørk, renæssancen foregik også uden for Norditalien, Oplysningstiden var andet og mere end diskussionerne i de parisiske kaffesaloner osv.

Sarah Croix benytter sin nuancering af vikingebegrebet som afsæt til at fortælle historien om den norske kong Harald 3. Hårderåde på ny, et ret godt fortællegreb. Den ret begivenhedscentrerede historie om kongen udgør bogens ene spor, det andet er en tankevækkende diskussion af vikingebegrebet og selve periodebetegnelsen. Da jeg ikke ved så meget om den norske konge, har jeg især bidt mærke i forfatterens kloge betragtninger på det overordnede plan. Her er der meget godt at hente.

Thi selv om at periodebegreberne er fyldt med tankemæssige snublefælder, er de immervæk det bedste vi har til at anskueliggøre udviklingen. Uden dem ville bevidstheden om historisk udvikling blævre uden orienteringsevne. De er holdepunkter, historiens skelet eller fundament, om man foretrækker.

Men når vikingetiden optræder i populærkulturen, optræder vores forfædres barske samfund – groft sagt – som en dramatisk modsætning til vores trygge velfærdsstat. Landet over lukrerer museerne på vores fascination af det for tanken så fremmede og utæmmede. Og alligevel så geografisk nære og velkendte. Vikingerne var vel også danskere, i hvert fald nogle af dem.

Denne Danske Dobbelthed er en mere potent udgave af det vægelsind, som Johannes V. Jensen i ”Kongens fald” påstod kendetegnede danskere. Sarah Croix taler på anden vis om ”det nu velkendte og skizofrene billede af vikingerne,” der gennemsyrer vores forestilling om datidens mennesker (s. 14).

Billetpengene fosser ind, når de barske historier om de drabelige vikinger bliver fortalt i selvsamme museumsrum, hvor store oplyste udstillingsmontrer byder på kunsthåndværk af høj kvalitet. Det er næppe tilfældigt, at det finansielt pressede Nationalmuseet – der har til opgave at udlægge danskernes historie – går forrest i formidlingen af vikingernes verden anno lige nu.

Hvor frustrerende disse populære udlægninger end må forekomme historikerne, så er de med til at holde interessen for gamle dage i live blandt museumsgæster og skatteydere. Forfatteren anerkender på pragmatisk vis disse modstridende hensyn. På samme måde er det problematiske vikingetidsbegreb mere inciterende for tanken og fantasien end en rent teknisk betegnelse som f.eks. ”periode I.2.a”, som hun gør opmærksom på.

Sarah Croix får det sidste ord: Når alt kommer til alt, fortæller hun på bogens sidste tekstside, så er perioden mellem midten af 700-tallet og midten af 1000-tallet i fagligt henseende ”ekstremt givende på grund af sin rigdom på sociale og kulturelle transformationer og ikke mindst sit lange eftermæle.” Så tager man alt det andet med i købet. 

[Historie-online.dk, den 20. august 2024]     

Se relaterede artikler
Magtfuld gennem riget
Margrete den Første
Kongelige mord i middelalderen