Dronning Dagmar
Af cand. mag. Steen Ivan Hansen.
Danmarkshistorien er fuld af myter, eller man kan sige, at myter er med til at beskrive historien. Vi har tilsyneladende altid brug for dem, enten af nationalromantiske årsager eller for at vi kan spejle os i dem for bedre at forstå historien. Alle historiske myter har en substans af historisk virkelighed, men undersøger vi dem med den kritiske historievidenskabs metoder, falder de som regel sammen – tilbage er enten ingenting eller i bedste fald en lille kerne.
Dronning Dagmars liv er en sådan myte, og i anledning af 800 året for hendes død har forlaget Liljebjerget og Sydvestjyske Museer udgivet en lille bog om hende. Tre historikere har beskæftiget sig med hende ud fra forskellige forskningsvinkler, og det er der kommet et godt og tankevækkende resultat ud af. I bogen bliver det slået fast, at Margrethe I og Dagmar er de eneste dronninger fra dansk middelalder, som er almindeligt kendte. Hvad Margrethe angår, er det ikke mærkeligt, for dels havde hun meget stor politisk betydning, dels ved vi en masse om hende. Hvad Dagmar angår, så kan den viden, vi har om hende, skæres ned til en ganske lille kerne: hun hed Margaretha, og var af Böhmisk kongeslægt (faderen var kong Otakar), men hun var måske opvokset i Meissen hos sin mor (dronning Adela), da hun blev et skilsmissebarn. Hun blev gift med Valdemar Sejr og blev i Danmark kaldt Dagmar. Hun døde 24. maj 1212 i barselsseng og blev begravet i Ringsted.
Men det meste af det, vi troede at vide, er i virkeligheden usikkert. Mikkel Kirkedahl Nielsen fremlægger i sit afsnit den usikkerhed, der er om hendes opvækst, ja sågar om hendes navn, idet det ikke kan sandsynliggøres, at hun havde fået det slaviske tilnavn Dragomira, som så skulle være blevet fordansket til Dagmar.
At hun i middelalderen skulle have været så elsket af sit folk, at det kom til udtryk i flere folkeviser, som er blevet sunget og danset rundt omkring er en del vores kære myte om Dronning Dagmar, men den side af sagen tager Karen Eskildsen sig af, i en meget væsentlig redegørelse for folkevisernes mulige opståen og udbredelse. De fleste melodier til folkeviserne synes at være efter middelalderen, og det kan langtfra afvises, at folkeviserne har været adelige viser, som blev skrevet ned og gemt, men ikke sunget og danset i større kredse.
”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg, til Ringsted hun lader sig vente”, hedder det i den kendteste af viserne, hvor en liden smådreng henter kongen på Skanderborg slot. I en anden version af samme vise ligger dronningen syg i Ringsted og kongen befinder sig på Gotland! På Riberhus slotsbanke findes den kendte skulptur af dronningen på vej til sit nye land, stående i stævnen af en båd. Kunstværket er udført af Anne Marie Carl-Nielsen, og det er næsten at føje spot til skade, når det i bogen fremgår, at hvis dronningen døde i Ribe, må det have været i en dengang eksisterende kongsgård. Ribe borg tilskrives først Erik Menved.
John H. Lind tager fat på en lidt anden vinkel, nemlig kongeslægtens forbindelser til den slaviske verden, og her fremgår det med al tydelighed (hvilken naturligvis også er forventeligt), at der lå storpolitik bag Valdemars ægteskab med Margretha. Teksten er det mest komplicerede af artiklerne, men giver et godt indblik i slægts- og magtpolitikken i højmiddelalderen.
Bogen er smukt illustreret med fotos af de mange kunstværket, som i nationalromantikkens tid blev skabt med Dronning Dagmar som motiv. Foruden Anne Marie Carl-Nielsen, er det bl.a. kunstnere som Ellen Hofman-Bang, Joachim Skovgaard, Dankvart Dreyer, Agnes Slott-Møller, Lorenz Frølich, samt i nyere tid Ib Spang Olsen, Svend Lindhardt og Sonja Brandes.
Netop den enorme interesse kunstnerne har vist for dronningens liv, fortæller at det nok er i nyere tid, og ikke mindst i nationalromantikkens periode, at Dagmar har været elsket af det danske folk. Hvor meget har befolkningen i det middelalderlige Danmark (uden moderne kommunikation) kunne nå at kende og dermed holde af en dronning, der kom hertil i 1205, og næppe har kunnet tale et ord dansk endnu, for så at dø syv år senere?
”Dronning Dagmar – tradition, myter og virkelighed”, er en lille, ret letlæst bog, som i grunden rejser store spørgsmål. Ikke bare vedrørende hovedpersonen og hendes liv, men også f.eks. om folkevisernes udbredelse i middelalderen. I tilfældet med drabet på Erik Klipping 1286, mener mange, at folkeviser om drabet blev produceret og anvendt som folkelig propaganda for at kaste mistanke på dem, der senere blev udpeget og dømt som skyldige. Hvis folkeviser slet ikke blev sunget og danset rundt i riget, kan dette vel næppe have haft nogen effekt.
Det er nok den eneste anke, jeg har mod bogen, at når de forskellige afsnit omhandler temmelig afvigende aspekter af emnet, ville det have været en styrke, hvis der var blevet skrevet et konkluderende afsnit, hvor de forskellige resultater sammenfattedes, hvor det hele så at sige blev skåret lidt ud i pap!
Ellers er det er en interessant og smuk, lille bog, med fine farvetryk på papir af en god kvalitet, blot en skam, at forsiden virker lidt kedelig. Man ser af og til bøger, hvor en flot forside lover mere end selve bogen holder, hvad angår trykkvalitet. Her er det næsten omvendt.
Dronning Dagmar er værd at læse for alle historisk interesserede, selvom det den fortæller, måske i virkeligheden er, at vi ved så lidt om dronning Dagmar.
