Dronningemagt i middelalderen

Af Karsten Merrald Sørensen, museumsleder, ph.d.

Der ligger et flot festskrift foran mig på bordet, og hovedpersonen har i den grad fortjent dette festskrift. Lektor dr.phil. Anders Bøgh gik i 2015 på pension fra sin stilling på historie ved Aarhus Universitet efter 40 års ansættelse. Det blev dengang markeret med et symposium med titlen Dronningemagt i Middelalderen. Nu foreligger så festskriftet, som udspringer af symposiet og med samme titel.

Emnet er helt oplagt, når man tænker på Anders Bøghs store faglige bidrag til historieforskningen i Danmark. Her har middelalderens dronninger ofte været i centrum. I 2003 afsluttede Anders sin disputats om Margrethe 1.s vej til magten i Norden med titlen Sejren i kvindens hånd. I dette festskrift har hele 14 forskellige forskere fra ind- og udland skrevet forskellige artikler omkring dette tema med dronninger og magt i middelalderen. Til at samle det hele har de to redaktører, Jeppe Büchert Netterstrøm og Kasper H. Andersen, lagt et stort arbejde i lade de mange forskellige artikler bidrage til et hele og en samlet fortælling, der bringer os langt omkring i middelalderens verden set ud fra dronningerne og magten.

Agnes S. Arnórsdóttir indleder med den tidligste tid, hvor hun behandler de danske dronninger, der optræder i tre islandske sagaer; Skjoldungesaga, Jomsvikingesaga og Knytlingesaga. Herefter skriver Marie Bønløkke Missuno om Knud den Stores dronning, Emma. Emma af Normandiet var enke efter Knuds modstander, den tidligere kong Æthelred, og hun blev dermed brugt som et led til at legitimere Knuds nye herredømme over det erobrede England. Ikke desto mindre kom Emma til at sætte et stort aftryk i den engelske middelalderhistorie.

Else Roesdahl tager fat på to forskellige kvinder, hvis skæbner blev lidt usædvanlige. Knud den Stores barnebarn, Beatrix, blev aldrig gift. I stedet blev hun abbedisse for et stort og fornemt kloster i Quedlinburg, mens Sofia først var dronning af Danmark gennem sit ægteskab med kong Valdemar den Store. Efter kongens død blev hun gift igen, denne gang med landgreven af Thüringen. Kvinder af kongeslægt kunne få forskellige livsbaner, men ofte var disse sammenhængende med magtspillet.

Lone Liljefalk og Stefan Pajung har skrevet en artikel om, hvordan magtspillet kunne drive rovdrift på kvinder og udsætte dem for hele serier af giftermål. Eksemplet i artiklen er Erik Lams dronning, Lutgard af Stade. I sit liv blev hun gift tre gange med magtfulde mænd. Første ægteskab var med pfalzgrev Frederik 2. af Sommerschenburg, andet ægteskab var med kong Erik Lam og det tredje ægteskab var med grev Herman 2. af Winzenburg.

Kasper H. Andersen tager i den følgende artikel fat på den noget specielle sag omkring Valdemar den Stores datter, Ingeborg, og hendes famøse ægteskab med den franske konge Filip 2., som frastødte sin nye hustru straks efter hun var blevet kronet som dronning i 1193. Herefter fulgte en næsten 20 år lang sag omkring ægteskabet.

Jens E. Olesen har i sin artikel behandlet dronning Agnes af Brandenburg. Hun var gift med Erik Klipping, og efter mordet på kongen fungerede hun som enkedronning i Danmark, der konstant kæmpede for at beholde regeringsmagten og fremme sin umyndige søn, kong Erik Menved.

I den følgende artikel bringer Steinar Imsen os til Norge, hvor dronningemagten behandles for perioden 1261-1389. I denne periode fik de norske dronninger mere magt og plads i rigsstyret, hvor kongen og dronningen fungerede som et team.

Erik Opsahl har i denne bog fået opgaven at skrive om dronning Margrethe. Det må være noget af en opgave i et festskrift til Anders Bøgh, men det løses meget naturligt af Opsahl, som behandler Margrethes tid som norsk dronning i den tid, hvor hun var gift med kong Håkon, og hvordan hun efter kongens død fungerede som norsk rigsstyrer.

Bogens forfattere er nu kommet godt op i senmiddelalderen, og i den følgende artikel behandler Carsten Jahnke dronning Dorothea af Brandenburg, der om nogen forstod at spille magtspillet. Dorothea var først gift med kong Christoffer af Danmark, Norge og Sverige, og efterfølgende sikrede hun magten igen, da hun blev gift med efterfølgeren, Christian 1.

Dorothea er også hovedperson for den følgende artikel, hvor Jeppe Büchert Netterstrøm skriver om det hof, der omkransede dronningen og de lensmænd, som hun havde indsat. Dronning Dorothea var en magtfuld kvinde med sit eget hof og et voksende lenskompleks. Beskrivelsen af denne administration er vældig interessant, og dronningen udøvede en stor magt fra sin base.

Mikkel Leth Jespersen har skrevet en artikel om dronning Christine, der var gift med kong Hans. Dronning Christine var en kvinde, der i høj grad deltog i det politiske spil, og var endog en tid fanget af svenskerne i Stockholm. Forløbet efter tilfangetagelsen blev også ganske dramatisk, hvor kongen og dronningen nærmest fik en skilsmisse. Siden kom hun til i særdeleshed at sætte sit præg på Odense by.

Mor Sigbrit var ikke dronning, men hun kom gennem sit forhold til kong Christian 2. via sin datter, Dyveke, til at danne en slags skygge for kongens dronning, Elisabeth. Lars Bisgaard har skrevet en artikel om denne dronning, der kom fra den vigtigste og mest magtfulde fyrsteslægt i Europa; hun var søster til kejser Karl 5. På trods af dette har hun fået en lille, nærmest ukendt historieskrivning i Danmark. I denne artikel behandler Lars Bisgaard hende som et stykke vellykket integrationshistorie.

Den sidste artikel er skrevet af Carsten Porskrog Rasmussen, der nærmest samler op på alle artikler og dronninger i middelalderen i sin artikel om Danske dronningers dynastiske betydning for kongeslægten fra 1100-tallet til 1600-tallet. Som det fremgår af de øvrige artikler var der flere af de middelalderlige dronninger, der fik en eller anden form for politisk rolle i større eller mindre grad. I denne artikel beskriver Carsten Porskrog Rasmussen dog netop dronningernes dynastiske rolle. Dronningeblod var fyrsteblod, og det sørgede flere af dronningerne for at fremvise.

Der er tale om et rigtig flot værk med dette festskrift. Hovedpersonen, Anders Bøgh, har spillet en stor rolle for forskningen i den danske middelalder, men nok så meget har Anders Bøgh også betydet rigtig meget for miljøet på historiestudiet i Aarhus. I en årrække var Anders eksempelvis institutleder for Historisk Institut. Anders Bøgh var naturligvis meget engageret i det faglige miljø, men han var også engageret i det sociale miljø på studiet. Vi, der tidligere har været studerende på historie i Aarhus, vil for evigt være Anders Bøgh taknemmelig for, hvor meget han eksempelvis gjorde for Historisk Fredagsbar. Anders Bøgh var ved flere lejligheder med til at sikre fredagsbaren således, at vi studerende havde et fælles og festligt samlingspunkt.

Det er fuldt fortjent, at Anders Bøgh kunne få overrakt dette flotte festskrift, og det kan i høj grad anbefales.

Historie-online.dk, den 12. september 2018