En ny begyndelse

Af Torben Kjersgaard Nielsen. Lektor, forskningskoordinator ved CEPS – Cultural Encounters in Pre-Modern Societies - Aalborg Universitet

Det er en ordentlig moppedreng, forskningschefen ved det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot, Steffen Heiberg, har skrevet. Hele 560 sider, spækket med illustrationer  - i farver - og skrevet med forfatterens levende og engagerende pen.  Og det er da også et stort og omfangsrigt emne, der behandles i bogen.

Lad mig med det samme slå fast, at Heibergs intention om at levere en sammenhængende kulturhistorisk fremstilling om Europa i næsten 1000 år lykkes virkelig godt. Her er tale om et fantastisk overblik i den lange tekst, parret med en sproglig veloplagthed, der gør læsningen til en fornøjelse. At bogen er behageligt fri for de mange korrektur- og sjuskefejl, der ellers plager mange moderne udgivelser, er blot et ekstra plus, som man selvfølgelig egentlig slet ikke skal lægge mærke til. Der er fejl, men de er få. Den værste er vel, at Heiberg erklærer den berømte middelalderhistoriker, Jacques Le Goff, for død i 1996. Han fylder 85 til nytår.

En af de ting, som gør denne bog rigtig god, er Heibergs insisteren på, at alle de mange forskellige samfundsformationers særegenheder i denne lange periode fra ca. 300 til ca. 1300  bør aflæses som forskellige udtryk for menneskelige organiserings-, omgangs og forestillingsformer. Således udtrykker de alle en eller anden form for rationale, og forfatteren evner at give sig i kast med dem uden tydelige fordomme. Vi kender alle efterhånden den gamle opfattelse af middelalderen som en historisk periode uden egen værdi, som en mellemperiode mellem antik og renæssance. Vi ved også i dag, at denne opfattelse er uden mening og reelt ødelæggende for en fornuftig fremstilling af historien. Alligevel lever denne værdibedømmelse af historiske perioder ironisk nok videre i underinddelingen af den middelalderlige periode i tidlig-, høj- og senmiddelalder. Den første opfattes ofte som en opløsningspræget periode uden bærende samfundsinstitutioner, reguleret alene gennem vilkårlig voldsudøvelse og tågede mytiske forestillinger – the Dark Ages er stadig en populær undertitel på engelsksprogede udgivelser om perioden ca. 400-ca. 900 – mens senmiddelalderen ofte ses som en forfaldsperiode, hvor højmiddelalderens ’lyse’ værdier om menneskelighed, kristen syndsbevidsthed og etiske forpligtelser, korrumperes af en grådig pavemagt og europæiske krigsherrers uhæmmede voldsovergreb, og hvor den udefrakommende pestkatastrofe blot står  som en fuldkommengørelse af denne forfaldstese. Forestillingen om ’den lyse (høj-)middelalder’ synes således faktisk at bekræfte den gamle misopfattelse om middelalderen som en mellemperiode – blot nu som en kortere periode og med positivt fortegn. Det bliver det dog ikke rigtigere af – og vi bliver ikke klogere af det.

Hele denne tirade blot for at glædes over, at Steffen Heiberg i denne bog netop ikke forfalder til sådanne reduktionistiske positioner. Hos Heiberg er den tidlige del af middelalderen lige så interessant og vigtig som den ’lyse’ højmiddelalder. Det er velgørende at læse, hvordan de samfund, der så dagens lys på ruinerne af romerriget, og de samfund der efterfulgte Karl d. Stores rige, og som tidligere er blevet beskrevet som barbariske, som feudal opløsning, som fragmenterede, jo alle så tydeligt faktisk var regulerede samfund. Heiberg synes her dygtigt at udnytte de seneste tiårs voldsomt øgede forskning i netop denne periode. De var ikke samfund præget af en stærk centralmagt, nej, men de var stadig relativt velfungerende samfund, præget af forsøg på at etablere en social orden og etablere en eller anden form for mening. I stedet for blot at afskrive perioden efter Karl d. Store som en opløsningstid præget af anarkiske tilstande, giver Heiberg sig tid og plads til at fremstille disse germanske samfund som samfundsformationer, der stadig var regulerede, nu blot ikke længere af en magtfuld kongemagt, der brugte sine udsendinge til at fastholde og udbygge sit imperium, men tværtimod gennem decentraliseret magtudøvelse, med fokus på troskabsforpligtelser og en nærhed i magtudøvelsen gennem det lokale aristokrati, der nu ikke længere var optaget af kongetjeneste. En udvikling, der ”førte til en kolossal vækst i samfundets samlede militære ressourcer” (s. 147). Sådan kan en traditionel idé om statsopløsning positiveres – og det er tankevækkende og konsekvent gjort i bogen. Tilsvarende fremstilles det middelalderlige lensvæsen, der ellers altid beskrives som tendentielt magtopløsende (for en centralmagt altså), som et system med ”sammenhængskraft” gennem en ”konsekvent hierarkisering af samfundet med udgangspunkt i vasallens pligt til at bistå og herrens pligt til at beskytte.” (s. 150)

Konsekvent er bogen også på at inddrage det gamle Østrom og det byzantinske imperium. Hermed er Steffen Heiberg faktisk med til at nedbryde gamle videnskabs-skel, der har medført at Byzans ikke har været en del af ’rigtig’ middelalderhistorie, men tværtimod placeret i sin egen videnskabsgren som byzantinistik, som på sin side har virket ligeså lukket om sig selv og sit objekt, som den ’vestlige’ middelalderforskning. Det er en stor gevinst ved bogen, at den netop inkluderer Byzans i sin egen ret og ikke blot som en af Romerpavens modstandere eller allierede.

Et yderligere eksempel på rigtig stærk formidling er Heibergs behandling af videnskabsudviklingen og den teoretiske, filosofiske tænkning, der her sættes ind i en generel filosofi, men i en sprogbrug, der gør filosoffernes overvejelser og hele tænkning aldeles forståelig, og endda uden for alvor at forfladige de vanskelige filosofiske positioner, som udfoldedes af  middelalderens lærde, både kristne, muslimer og jøder. Det er en stor bedrift, som lykkes meget fint.

Jeg kunne fremhæve flere rigtig vellykkede kapitler, observationer og slutninger i denne rige bog. Imidlertid er det vel især ved sit oversigtspræg, bogen har sin berettigelse. Netop gennem sin organisering og sin konsekvente overholdelse af sin egen kulturhistoriske intention (forfatterens position er klart fremstillet i bogens forord: ”at indkredse de sociale, mentale og kulturelle processer, der satte deres præg på Europa i middelalderen” med udgangspunkt i hvad forfatteren kalder ”identitetsskabende adfærdsmønstre”) lykkes det Steffen Heiberg at give en fornem fremstilling af Europas historie i middelalderen, præget af en fordomsfri, men stadig profileret tilgang til kulturhistorien.

Selvfølgelig mangler der noget – selv på så mange sider. Denne anmelder ville gerne have læst (mere) om fx europæernes udsyn og forestillinger om ’de andre’ som det kom til udtryk i en ny kartografi og forøget rejselyst, men også i undertrykkelse og marginaliserende kategoriseringer internt i Europa; den middelalderlige kristne frelsestænkning står også lidt blegt i billedet, selvom den anerkendes som en afgørende kulturhistorisk ’understrøm’; og periodens ’identitetsskabende adfærdsmønstre’ på områder som krop, seksualitet og køn måtte gerne have været tydeligere adresseret, fx gennem periodens medicinske forestillinger, der jo levede videre langt op i tid. Men det er faktisk små mangler, når man tænker på hvor meget der faktisk er blevet plads til.

Og igennem hele bogen suppleres Heibergs iagttagelser og hans vilje til at finde ind til det organiserede menneskesamfund i periodens mange forskellige fremtrædelser af et ødselt (læs: herligt) forbrug af primært kildemateriale. Vi læser med iver de eksemplariske historier fra kilderne, der skal drive pointerne hjem. Ærgerligt blot, at den iver efter selv at læse videre og lære mere, som bogen afstedkommer, ikke næres ordentlig gennem kildehenvisninger. Det havde gjort bogen endnu bedre – og forlag og forfatter bør til en eventuel ny udgave overveje, om ikke det kunne lade sig gøre at tilføje kildehenvisninger.